• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Elvis Presley

Oprindelig forfatter CB Seneste forfatter Redaktionen

Elvis Presley. Der er blevet holdt liv i myten om The King of Rock'n'Roll efter hans tidlige død i 1977. Rejsebureauer arrangerer pilgrimsture til hans grav og prægtige villa, Graceland i Memphis, og der afholdes hvert år mindekoncerter til hans ære. En række af hans originale backingmusikere akkompagnerer her Elvis, der optræder på storskærm i autentiske optagelser, ved en koncert i Hamburg 1999.

Elvis Presley. Der er blevet holdt liv i myten om The King of Rock'n'Roll efter hans tidlige død i 1977. Rejsebureauer arrangerer pilgrimsture til hans grav og prægtige villa, Graceland i Memphis, og der afholdes hvert år mindekoncerter til hans ære. En række af hans originale backingmusikere akkompagnerer her Elvis, der optræder på storskærm i autentiske optagelser, ved en koncert i Hamburg 1999.

Elvis Presley, Elvis Aron Presley, 8.1.1935-16.8.1977, amerikansk sanger og guitarist, der betragtes som en af rockhistoriens største banebrydende skikkelser, ofte omtalt som The King of Rock'n'Roll.

Elvis Presley blev født ind i en fattig familie, der i 1948 flyttede til Memphis, Tennessee, hvor han gjorde sine første musikalske erfaringer med blues, bluegrass, gospel og country i skolekoret og i kirken. Som en hyldest til sin mor fik han i juni 1953 for egne midler skåret en plade med sangene My Happiness og When Your Heartaches Begins i The Memphis Recording Service, en afdeling af Sun Records. Ejeren, Sam Phillips (1923-2003), bemærkede det åbenlyse sangtalent og tilbød Presley en pladekontrakt med sangen That's All Right, Mama (1954). Med denne sang skabte Elvis Presley i løbet af de følgende to år sensation i det lokale miljø, hvor han fremførte dette og lignende up-tempo-numre med stærk sensuel udstråling.

Ved en koncert i Jacksonville (1955) udvirkede han for første gang i rockhistorien deciderede optøjer, hvor hujende teenagepiger angreb scenen og flænsede hans tøj i småstykker. Presleys specialitet var i denne periode en vellykket fusion af gospel,country & western og rhythm & blues, der er karakteristisk for stilen rockabilly.

Annonce

Lp'er i udvalg
  • Elvis Presley (1956)
  • Elvis (1956)
  • Elvis' Christmas Album (1957)
  • Elvis' Golden Records (1958)
  • For LP Fans Only (1959)
  • King Creole (1958, soundtrack)
  • A Date with Elvis (1959)
  • 50 Million Elvis Fans Can't Be Wrong - Elvis Gold Records (1959)
  • Elvis is Back! (1960)
  • G.I. Blues (1960, soundtrack)
  • His Hand in Mine (1960)
  • Something for Everybody (1961)
  • Blue Hawaii (1961, soundtrack)
  • Pot Luck (1962)
  • Girls, Girls, Girls! (1963, soundtrack)
  • Fun in Acapulco (1963, soundtrack)
  • How Great Thou Art (1967)
  • Elvis TV Special (1969, soundtrack fra NBC-tv-show)
  • From Elvis in Memphis (1969)
  • From Memphis to Vegas/From Vegas to Memphis (1969, dobbelt-lp)
  • Elvis Country (1971)
  • Aloha from Hawaii via Satellite (1973, dobbelt-lp)
  • Elvis - a Legendary Performer (vol. 1, 1974, vol. 2, 1976)
  • The Sun Collection (1975)
  • From Elvis Presley Boulevard, Memphis, Tennessee (1976)
  • Welcome to My World (1977)
  • Moody Blue (1977)

I 1955 tilbød "Colonel" Tom Parker (egl. Andreas van Kuijk, 1909-97) sig som manager for det fremstormende talent, og i den rolle agerede han i resten af Presleys bevægede karriere. Det var Parker, der udvirkede kontakten til det landsdækkende pladeselskab RCA og et deraf følgende gennembrud over hele det amerikanske kontinent på tv og radio.

I 1956 fik Presley store hits med bl.a. sangene Heartbreak Hotel, Blue Suede Shoes, Don't be Cruel og Hound Dog. Samme år debuterede han på det hvide lærred i Love Me Tender. Filmen blev en umiddelbar succes og banede vejen for hans medvirken i mere end 30 spillefilm (1956-69) af stærkt svingende kvalitet, bl.a. Jailhouse Rock (1957), King Creole (1958) og Blue Hawaii (1961).

I 1958 blev Elvis Presley indkaldt som soldat og udstationeret i Vesttyskland. Efter hjemkomsten til USA i 1960 formåede han at skabe sig en ny og bredere musikalsk platform gennem et repertoire, der var præget af smægtende ballader, iørefaldende popsange og mere rockede numre.

Hans stemmes store følsomhed og register kulminerede i perioden 1960-65; blandt hans største succeser var It's Now or Never (1960), Are You Lonesome Tonight (1960), Can't Help Falling in Love (1962, fra filmen Blue Hawaii), Return to Sender (1962), The Devil in Disguise (1963) og Kiss Me Quick (1964).

Elvis Presley under en koncert i 1973.

Elvis Presley under en koncert i 1973.

I denne glansperiode optrådte Presley ikke live, men i 1968 gjorde han et comeback, der forbløffede selv de skeptiske; Elvis optrådte i et NBC-show på tv for et indbudt publikum og udløste det hidtil største tv-seertal, hvorpå han fulgte denne succes op med et fireugers engagement i Las Vegas (1969).

Publikums trang til at (gen)se rocklegenden var umættelig, og i 1973 stod Elvis Presley på scenen i en direkte satellittransmitteret koncert, Aloha from Hawaii, der blev overværet af mere end 1,5 mia. mennesker over hele Jorden. Hans sidste store sangsucceser var In the Ghetto, Suspicious Minds (begge 1969) og Burning Love (1972).

På trods af flere glimrende indspilninger blev Presleys sidste år præget af kunstnerisk og menneskelig deroute. Han blev stærkt overvægtig og nedbrød sit helbred gennem et voldsomt pillemisbrug. Han døde officielt som følge af en overbelastning af hjertefunktionerne.

Elvis Presley blev rockhistoriens første internationale superstar, ikke mindst fordi tv- og filmmediet for første gang blev brugt i lanceringen af hans plader. Hans både provokerende og seksuelt appellerende sceneoptræden i 1950'erne blev efterlignet og beundret af så at sige alle efterfølgende rockstjerner.

Han blev den væsentligste eksponent for den hvide mands blues og i stil og fremtoning et pejlemærke for flere generationer af unge. Den showprægede sidste del af karrieren fik stor betydning for popmusikkens udvikling, selvom Elvis Presley over midten af 1960'erne tabte terræn til grupper som fx The Beatles og The Rolling Stones.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Berthelsen: Elvis Presley i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144954