• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bob Marley

Oprindelig forfatter PRein Seneste forfatter Redaktionen

Bob Marley.

Bob Marley.

Bob Marley, egl. Robert Nesta Marley, 6.2.1945-11.5.1981, jamaicansk sanger, sangskriver og guitarist. Bob Marley debuterede som solist i 1962 og dannede året efter gruppen The Wailers, der 1963-68 indspillede 70 singler og fik 20 lokale hits på Jamaica med et repertoire præget af ska, soul og doo-wop. Påvirket af rastafaribevægelsen var Marley en af hovedkræfterne i udviklingen af reggaemusikkens langsommere tempo, åndelige fordybelse og rebelske holdninger.

Catch a Fire (1973) blev Marleys første internationalt lancerede reggaealbum, men ikke førend Eric Clapton i 1974 indspillede en version af Marleys komposition I Shot The Sheriff, vakte Marleys navn opmærksomhed uden for Jamaica. Med sangen No Woman No Cry (1975) og albummet Rastaman Vibration (1976) konsoliderede Marley med sig selv i front sit internationale gennembrud, efterfulgt af bl.a. albummene Exodus (1977) og Survival (1979).

Album i udvalg
  • Catch A Fire (1973)
  • Burnin' (1973)
  • Rasta Revolution (1974)
  • Natty Dread (1974)
  • Rastaman Vibration (1976)
  • Exodus (1977)
  • Kaya (1978)
  • Survival (1979)
  • Uprising (1980)

Bob Marley forsøgte at forene stridende politiske parter på Jamaica med en stor koncert i 1978; i Zimbabwe gav han koncert i anledning af landets uafhængighed i 1980. Frem til 1981, da han døde af cancer, udsendte Marley hvert år et album, som viste en kunstner i stadig udvikling, og gav en række koncertturnéer i USA og Europa.

Annonce

Bob Marley blev med sit stærke sociale engagement, sine iørefaldende reggaesange og en karismatisk udstråling sin tids største musiknavn og musikalske inspirationskilde inden for reggaemusikken og i den tredje verden. Hans søn Ziggy Marley (f. 1968), hans hustru Rita Marley og flere andre i familien har forsøgt at fortsætte hans musikalske linje.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Reinholdt Nielsen: Bob Marley i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=122278