Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johnny Cash

Oprindelige forfattere ABN og BrTh Seneste forfatter Redaktionen

Johnny Cash. Foto fra 1984.

Johnny Cash. Foto fra 1984.

Johnny Cash, John Ray Cash, 26.2.1932-12.9.2003, amerikansk country and western-sanger og guitarist. Johnny Cash var søn af en bomuldsfarmer fra Kingsland i Arkansas; faderen gik fallit under 1930'ernes depression.

Johnny Cash debuterede i 1955, og hans første hits var Folsom Prison Blues (1956) og I Walk the Line (1956). Sidstnævnte blev hans kendingsmelodi gennem årene og en af hans største succeser sammen med Ring of Fire (1963).

I 1968 giftede Johnny Cash sig med June Carter (1929-2003), datter af Maybelle Carter fra The Carter Family. Året før indspillede de duetten Jackson, som vandt en Grammy.

Annonce

De følgende år fik Cash succes med live-lp'erne Johnny Cash at Folsom Prison (1968) og Johnny Cash at San Quentin (1969), og da Bob Dylan inviterede ham til en duet på lp'en Nashville Skyline (1969), byggede de bro mellem det konservative country-publikum og hippierne.

Cash hyldede i sine sange både det kristne familiefællesskab og landevejens utilpassede enere — og helt i den ånd har han både turneret med medlemmer af Carterfamilien og The Highwaymen.

Fra 1994 til 2002 udsendte Johnny Cash en række optagelser i samarbejde med produceren Rick Rubin (f. 1963), de såkaldte American Recordings. Optagelserne viste en fysisk svækket, men kreativt og emotionelt afklaret Cash, der ved denne sidste lejlighed udvidede sit repertoire betragteligt.

Rubin har også efter Cashs død udsendt optagelser fra disse sessions; den definitivt sidste cd, Ain't No Grave, udkom i februar 2010.

En film om Cash i biopic-genren, Walk the Line (2005), med Joaquin Phoenix (f. 1974) som Johnny Cash, en præstation, der blev belønnet med en nominering til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle, og Reese Witherspoon som June Carter, der modtog prisen for bedste kvindelige hovedrolle, skabte på ny opmærksomhed om hans sange og karriere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Christian Braad Thomsen: Johnny Cash i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54789