Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hank Williams

Oprindelig forfatter TSjoe Seneste forfatter MHansen

Hank Williams.

Hank Williams.

Hank Williams, Hiram King Williams, 17.9.1923-1.1.1953, amerikansk sanger, sangskriver og guitarist. Hank Williams spillede fra 1937 i sin egen gruppe The Singing Cowboys i Alabama, inden han i 1946 fik kontakt med musikforlæggeren Fred Rose (1897-1954).

Hank Williams gjorde honky-tonk-stilen populær. Med sine enkle, ofte let bluesfarvede melodier og sine tekster om menneskers elementære følelser og dagligdag blev han en stærk inspirationskilde for talrige countrysangere, og adskillige af hans mere end 100 sange, fx Jambalaya, Your Cheatin' Heart, Hey Good Lookin' og Cold, Cold Heart er indspillet af en lang række andre kunstnere.

Hank Williams betragtes som den vigtigste countrysanger siden Jimmie Rodgers. Ved hans tidlige død på grund af alkohol- og narkotikamisbrug efterlod han sig et hæfte med endnu ukomponerede sangtekster. På Bob Dylans initiativ blev en række af disse sat i musik og indsunget af bl.a. Norah Jones, Sheryl Crow og Dylan selv på cd'en The Lost Notebooks of Hank Williams (2011).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thorbjørn Sjøgren: Hank Williams i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182735