Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anton Bruckner

Oprindelig forfatter Marsc Seneste forfatter Redaktionen

Anton Bruckner var meget følsom over for kritik, hvad der ofte fik ham til at revidere sine tidligere værker. Symfonien i d-mol fra 1869, hvortil begyndelsen af 3. sats her ses i komponistens egenhændige partitur, trak han endog tilbage, bl.a. ved at strege titlen over 1. sats over og erstatte den med ordet annulirt.

Anton Bruckner var meget følsom over for kritik, hvad der ofte fik ham til at revidere sine tidligere værker. Symfonien i d-mol fra 1869, hvortil begyndelsen af 3. sats her ses i komponistens egenhændige partitur, trak han endog tilbage, bl.a. ved at strege titlen over 1. sats over og erstatte den med ordet annulirt.

Anton Bruckner, 4.9.1824-11.10.1896, østrigsk komponist, hvis betydning især skyldes en ny og selvstændig udformning af symfonien; hans øvrige produktion er domineret af kirkemusikalske værker.

Anton Bruckner voksede op i trange kår, som prægede ham livet igennem i form af en overdreven autoritetstro, frygt for det materielle udkomme og manglende evne til at begå sig i indflydelsesrige kredse. Det blev en hindring for anerkendelsen af hans musik.

Men hans åbenlyse begavelse, også som organist, og et dybt funderet kendskab til det kompositoriske håndværk, som han havde erhvervet sig gennem årtiers jernflid, var sammen med et stærkt religiøst engagement grundlaget for en indre sikkerhed, der endte med at føre hans ambitioner igennem til et succesrigt karriereforløb i Wiens musikliv, som konservatorieprofessor, som hoforganist og som lektor, senere også som æresdoktor, ved universitetet.

Annonce

Anton Bruckner uddannede sig først til lærer og arbejdede i 1841-55 ved forskellige landsbyskoler. Fra 1849 fungerede han tillige som organist, først i stiftet St. Florian nær sin fødeby Ansfelden, og i 1855 blev han domorganist i Linz.

Herfra blev han i 1868 kaldet som orgel- og teorilærer ved Wiens musikkonservatorium som efterfølger for sin egen lærer, den lærde teoretiker Simon Sechter. Hans hensigt var længe at etablere sig som kirkelig kapelmester ved hoffet, en prestigebetonet, men nærmest feudalt-forældet stilling.

Disse planer blev for første gang forstyrret i 1863, da Bruckner stiftede bekendtskab med et værk af Richard Wagner (operaen Tannhäuser) på et tidspunkt, hvor han var ved at afslutte sin musikalske uddannelse hos dirigenten Otto Kitzler i Linz og arbejdede med orkesterets og symfoniens teoretiske problemer.

Værker i udvalg

Orkesterværker:

  • Ouverture g-mol, 1863
  • Symfoni f-mol, 1863 ("Studiesymfoni")
  • Symfoni nr. 1 c-mol, version 1 ("Linzer"-version), 1865-66; version 2 ("Wiener"-version), 1890-91
  • Symfoni d-mol, 1869 (annulleret, men ikke kasseret; symfonien betegnes sædvanligvis, men fejlagtigt som "Nr. Nul")
  • Symfoni nr. 2, c-mol, version 1, 1871-72; version 2, 1877
  • Symfoni nr. 3 d-mol, version 1, 1873 (Adagioen senere omarbejdet); version 2, 1876-77; version 3, 1888-89
  • Symfoni nr. 4 Es-dur Den Romantiske, version 1, 1874; version 2, 1878; med omarbejdet finale 1880
  • Symfoni nr. 5 B-dur, 1875-76
  • Symfoni nr. 6 A-dur, 1879-81
  • Symfoni nr. 7 E-dur, 1881-83
  • Symfoni nr. 8 c-mol, version 1, 1884-87; version 2, 1889-90
  • Symfoni nr. 9 d-mol, 1887-96 (ufuldendt, kun skitser af finalen)

Kammermusik:

  • Strygekvartet c-mol, 1862 (elevarbejde)
  • Strygekvintet F-dur, 1878-79
  • Intermezzo for strygekvintet d-mol, 1879 (skrevet til erstatning for scherzoen i strygekvintetten)
  • Desuden enkelte værker for klaver og orgel

Vokalværker:

  • Requiem, 1848-49
  • Missa Solemnis b-mol, 1854
  • Messe nr. 1 d-mol, 1864
  • Messe nr. 2 e-mol (8-stemmigt kor og blæseorkester), 1866
  • Messe nr. 3 f-mol, 1867-68
  • Te Deum, 1881-84
  • Salme 150, 1892
  • Helgoland (verdslig kantate), 1893
  • Desuden motetter, gradualer og andre kirkemusikværker

Mange af Anton Bruckners værker, navnlig symfonierne, blev omarbejdet af hans elever og bekendte; først i 1930'erne blev de oprindelige versioner ("Originalfassungen") udgivet og opført.

Wagners værk var den første egentlige samtidige musik, Bruckner oplevede, og det gjorde et overvældende indtryk på ham. I de følgende år slog hans egen musikalske personlighed igennem i form af en helt ny, uakademisk skrivemåde, ikke bare i den yderst selvstændige 1. symfoni, men også i hans tre store messer.

Et symptom på den identitets- eller kaldskrise, som han befandt sig midt i, var et psykisk sammenbrud i 1867 efter de foregående års stærkt skabende aktivitet. Fra 1868 trådte de større kirkelige kompositioner i baggrunden til fordel for arbejdet med symfonien, og udviklingen af Bruckners personlige stil på dette felt kulminerede 1872-75 med en produktiv intensitet, der ikke stod tilbage for hans indsats i de sidste Linzer-år, og som resulterede i symfonierne nr. 2-5.

Med den 3. symfoni, som Bruckner tilegnede Wagner, er hans symfoniske stil i hovedtrækkene fuldt udviklet; formatet er bredere end hos nogen af de samtidige symfonikere (indtil 1875 med Peter Tjajkovskij og Anton Dvořák som de betydeligste), sonateformen omfatter gerne tre temagrupper, og finalen udgør værkets krone svarende til sidste sats af Beethovens skelsættende 9. symfoni, dog med den forskel, at Bruckner i nogle symfonier inddrager temaer fra de tre første satser i finalen, mens Ludwig van Beethoven omvendt tager afstand fra dem i sin slutsats.

Bruckners hengivne forhold til Wagner blev dog i Wien overfortolket som en overførelse af en wagnersk musikdramatisk stil til symfoniens domæne. Hans langt mere fremtrædende musikalske selvstændighed over for Wagner, som er selve kendemærket på formatet af Bruckners skaben, kunne eller ville den førende musikkritik ikke se: Bruckner blev rubriceret som Wagner-discipel, og et langvarigt modsætningsforhold dannede sig mellem den progressive fløj (den nytyske skole) og tilhængerne af Johannes Brahms, der anså Bruckner for at være en formløs epigon.

Et resultat af denne misere blev, at Bruckner i længere perioder først og fremmest arbejdede på at revidere tidligere værker, 1875-80 især symfonierne nr. 3 og 4 (den populære Romantiske Symfoni), og igen 1887-91. Dette betød bl.a., at han ikke nåede at fuldføre sin 9. symfoni. Denne hans sidste symfoni, påbegyndt i 1887 og tilegnet "den kære Gud", er blevet opført med sine tre færdiggjorte satser eller - som Bruckner selv foreslog - med hans Te Deum som finale. Den fjerde og afsluttende sats er senere søgt rekonstrueret på grundlag af komponistens omfattende skitsemateriale; den seneste udgave blev i 2012 indspillet af Simon Rattle i spidsen for Berlinerfilharmonikerne.

Anton Bruckners internationale gennembrud kom i 1885 med opførelsen af den 7. symfoni i tyske koncertsale, og efter 1890 slog et stigende antal opførelser også i Wien hans navn fast som landets betydeligste komponist ved siden af tyskeren Brahms, der virkede i Wien.

Stærkest indflydelse kom Bruckner til at udøve på Gustav Mahler. I Norden spilledes Bruckner for første gang i Oslo i 1891 (Te Deum); København kom med i 1894 med en opførelse af strygekvintetten.

Anton Bruckners værker blev katalogiseret i 1977 af Renate Grasberger (citeret som WAB).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Marschner: Anton Bruckner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51433