• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Billie Holiday

Oprindelig forfatter BJoer Seneste forfatter Redaktionen

Billie Holiday.

Billie Holiday.

Billie Holiday, opr. Eleanora Fagan, 7.4.1915-17.7.1959, amerikansk jazzsanger, som tidligt vakte opsigt med sin Louis Armstrong-inspirerede sang.

I 1933 indspillede Billie Holiday sin første plade sammen med Benny Goodmans orkester, og i 1934 medvirkede hun i Duke Ellington-kortfilmen Symphony in Black. Hun var medlem af Count Basies orkester 1937-38, derefter af Artie Shaws i 1938, og siden var hun solist med forskellige pianister.

Påvirket af saxofonisten Lester Young udviklede hun sin helt personlige, sensuelle stil med vægt på såvel melodisk improvisation som tekstfortolkning ("anything I do sing — it's part of my life!"). Selv om hun sjældent sang blues, var hendes foredrag udpræget bluespræget.

Annonce

Billie Holidays lancering af den kontroversielle anklage mod lynchninger i Sydstaterne i sangen Strange Fruit (1939) lå uden for hendes sædvanlige repertoire, men var samtidig helt i pagt med hendes kunstneriske egenart.

Billie Holiday fik sit gennembrud med Teddy Wilsons grammofonorkestre 1937-40, hvor hun deltog på linje med tidens største instrumentalister (som "one of the boys"), og hun gav koncert i København i 1954.

I adskillige år var hun afhængig af narkotika og blev i 1947 idømt en fængselsstraf; personlige problemer, bl.a. to mislykkede ægteskaber, førte til en genoptagelse af narkotika- og alkoholmisbruget, som undergravede hendes helbred.

Det bærer de indspilninger, Billie Holiday foretog i de fire sidste måneder før sin død, umiskendeligt præg af. I 1956 udgav hun en selvbiografi, Lady Sings the Blues (da. Billie synger blues, 1957), som på mange punkter er unøjagtig og upålidelig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Jørgensen: Billie Holiday i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92378