• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Heinrich Heine

Oprindelig forfatter EUP Seneste forfatter Redaktionen

Heinrich Heine. Blyantstegning fra ca. 1825 af en ukendt samtidig kunstner.

Heinrich Heine. Blyantstegning fra ca. 1825 af en ukendt samtidig kunstner.

Heinrich Heine, 13.12.1797-17.2.1856, tysk forfatter. Heinrich Heine er en central skikkelse i tysk litteratur, men livet igennem var han en outsider — som jøde, emigrant, kosmopolit og intellektuel.

Ingen anden forfatter har i Tyskland fremkaldt så bred en skala af modstridende reaktioner som Heinrich Heine: i 1800-t. fra romantisk tilbedelse til foragt med antisemitiske undertoner, og i 1900-t. fra nazisternes bogbrændinger til statskonform dyrkelse i DDR. Ikke før sidst i 1980'erne er der i Tyskland opnået enighed om, at netop Heine er en af tysk kulturs ypperste repræsentanter.

Heine blev født i Düsseldorf i en jødisk købmandsfamilie. Fra 1819 læste han jura i Bonn, Göttingen og Berlin og blev dr.jur. i 1825. Samme år lod han sig døbe og gik over til protestantismen, idet han håbede på, at dåbsattesten ville blive "adgangskortet til den europæiske kultur". Heine behandler indgående sin jødiske identitet i det satiriske værk Der Rabbi von Bacherach.

Annonce

I 1831 bosatte han sig i Paris, hvor han mødte franske forfattere som Honoré de Balzac,Victor Hugo, George Sand og tyske oppositionelle i eksil som Karl Marx,Friedrich Engels og Ludwig Börne. Her giftede han sig med Crescence Mirat (1841), og her døde han efter mange års pinefuldt sygeleje. Under sine 25 år i Frankrig genså han kun to gange Tyskland, men han lagde altid vægt på at være "en tysk poet".

Heine havde gjort Den Franske Revolutions parole, frihed, lighed, broderskab, til sin egen; "friheden" var for ham "vor tids religion", og Heine bidrog med lyrik, prosa og avisartikler til, at den også kunne blive udbredt i Tyskland. Heine så på historien med ofrenes øjne og ønskede derfor, at den tyske idealismes humanitetsbegreb blev konkretiseret.

Heinrich Heine. Stik af Charles Gleyre fra 1851. Billedet viser, at Heine, der samme år havde udgivet samlingen Romancero, er mærket af sygdom. Siden 1848 havde han ikke forladt sin lejlighed i Paris, som han derfor betegnede som madrasgrav.

Heinrich Heine. Stik af Charles Gleyre fra 1851. Billedet viser, at Heine, der samme år havde udgivet samlingen Romancero, er mærket af sygdom. Siden 1848 havde han ikke forladt sin lejlighed i Paris, som han derfor betegnede som madrasgrav.

I sine Reisebilder havde han i 1829 således slået fast, at "emancipationen" var "tidens store opgave". Han sigtede mod ikke mindre end "hele verdens emancipation": ophævelse af politisk og social undertrykkelse, fjernelse af race-, køns- og klasseskel, afslutningen på åndens og sjælens slaveri og seksualitetens befrielse. Magtens anakronistiske bastioner skulle sløjfes, autoritetstroen brydes, og evnen til livsnydelse frigøres og udvikles.

Heine satte punktum for romantikken og var med til at skabe den moderne europæiske litteratur. Det moderne menneskes splittelse er ofte hans emne og præger også hans stil og sprog. Bevidst giver han afkald på klassisk-harmoniske, helstøbte kunstværker; hans lyrik og prosa er således præget af disharmonier og velberegnede brud. Heines erotiske digte og knivskarpe prosa, hans respektløse kirke- og religionskritik, hans satiriske angreb på adel og militær vakte i Tyskland magthavernes vrede.

Da de konstaterede, at Heine dannede skole, forbød de i 1835 hans og Junges Deutschlands skrifter, men kunne dog ikke forhindre, at hans bøger og idéer alligevel blev spredt. Heine var en engageret forfatter, men han betonede også kunstens autonomi. Han satte pris på samfundskritiske lyrikere som Ferdinand Freiligrath og Georg Herwegh, men tog i sin versfortælling Atta Troll (1843, da. 1901) af æstetiske grunde alligevel afstand fra deres "tendenslitteratur". Atta Troll er således en politisk engageret digters kamp for kunstens frihed.

Franz Schubert har indtaget sin plads ved klaveret under en af de sammenkomster, der i samtiden blev kendt som Schubertiader. Sådan forestillede maleren Hans Temple sig seancen i et billede, der blev lagt til grund for dette kolorerede træsnit fra 1890.

Franz Schubert har indtaget sin plads ved klaveret under en af de sammenkomster, der i samtiden blev kendt som Schubertiader. Sådan forestillede maleren Hans Temple sig seancen i et billede, der blev lagt til grund for dette kolorerede træsnit fra 1890.

Heines digte, især digtsamlingen Buch der Lieder(1827), har inspireret mange komponister, bl.a. F. Silcher (Loreley, 1837), Franz Schubert og Robert Schumann (Dichterliebe, 1840). De mange hundrede kompositioner til hans digte har bidraget stærkt til Heines popularitet, men også ført til, at han uden for Tyskland hovedsagelig er blevet opfattet som rendyrket romantiker. Den frivole sensualist, den ironiske spottefugl og visionære kulturkritiker har man ikke altid haft øje for, eller man har ment at måtte se bort fra disse sider af Heine.

H.C. Andersen fx, der havde hentet mangfoldig inspiration hos Heine og besøgt ham i Paris, kunne ikke lide den "gemene Heine" og syntes, at kvinder ikke skulle udsættes for visse dele af hans skrifter. Danske skolebøger har siden ca. 1840 indeholdt Heine-digte, oftest tidlig kærligheds- og naturlyrik.

Dette mønster gentager sig, når man ser på de danske Heine-oversættelser under ét. Udenfor falder dog Heines satiriske versfortælling Deutschland. Ein Wintermärchen (1844, da. Tyskland. Et Vintereventyr, 1891), der er blevet oversat hele tre gange.

Heinrich Heine har påvirket mange danske forfattere, bl.a. Christian Winther, Emil Aarestrup og Sophus Claussen. Søren Kierkegaard beundrede Heine, og Georg Brandes så i ham en af de største forfattere nogensinde; hans bog om Heine (1897) udkom i flere oplag og har bidraget til, at Tom Kristensen i 1956 kunne skrive, at "Min generation er opdraget med Heine".

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ernst-Ullrich Pinkert: Heinrich Heine i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 29. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89966