Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anton Tjekhov

Oprindelig forfatter MeDal Seneste forfatter Redaktionen

Anton Tjekhov (tv.) fotograferet i vinteren 1900-01 i Jalta sammen med Maksim Gorkij. De to venner var kunstneriske modpoler, men forsvarede hinanden mod angreb i pressen. Da Gorkij i 1902 af politiske årsager blev afvist som æresmedlem af Det Litterære Akademi, frasagde Tjekhov sig titlen i protest.

Anton Tjekhov (tv.) fotograferet i vinteren 1900-01 i Jalta sammen med Maksim Gorkij. De to venner var kunstneriske modpoler, men forsvarede hinanden mod angreb i pressen. Da Gorkij i 1902 af politiske årsager blev afvist som æresmedlem af Det Litterære Akademi, frasagde Tjekhov sig titlen i protest.

Anton Tjekhov, Anton Pavlovitj Tjekhov, 29.1.1860-15.7.1904, russisk forfatter. Anton Tjekhov skrev sine tidligste skitser og humoresker — under pseudonym — for at finansiere sit medicinske studium og forsørge familien efter faderens fallit.

Fra 1884 arbejdede han som læge, men blev stadig mere opslugt af sin forfattervirksomhed. Hans fortællinger, fx Sorg (1886, da. 1960 i Noveletter), Steppen (1888, da. 1946), En Duel (1891, da. 1892) og Sjette Afdeling (1892, da. 1894) fik nu psykologisk dybde og melankolske undertoner.

I 1890 blev Tjekhov sendt på en inspektionsrejse til fangekolonien Sakhalin. Hans rapport herfra, Øen Sakhalin (1895), vakte opsigt og bidrog til en forbedring af forholdene. Men rejsen tog hårdt på hans helbred. Tuberkulosen tvang ham herefter til at tage langvarige ophold på Krim eller kuranstalter i Vesten.

Annonce

Også som dramatiker gennemgik Tjekhov en bemærkelsesværdig udvikling, fra de første farcer og melodramaer til de seriøse skuespil Ivanov (1887, Det Kongelige Teater 2000) og Skovtrolden (1889).

I 1896 fik urpremieren på Mågen en kølig modtagelse. Men to år efter vendte billedet, da skuespillet blev en overbevisende succes i Konstantin Stanislavskijs nyskabende iscenesættelse.

Tjekhov anvendte selv betegnelsen "komedie" om det første og sidste af de fire store dramaer: Mågen (1896), Onkel Vanja (1897), Tre Søstre (1901) og Kirsebærhaven (1904, da. 1922). På dansk samlet i Fire dramer (1953) og De store skuespil (1984).

Tilsammen betegner de en milepæl i det moderne dramas udvikling, og de er til stadighed på repertoiret over hele verden. Tjekhovs subtile replikkunst, hans beherskelse af antydningens og pausens virkemidler og hans "åbne budskaber" har resulteret i vidt forskellige tolkninger: fra alvorstung naturalisme til absurd komedie.

Tjekhovs sidste leveår var uhyre produktive. Foruden dramaerne skrev han en lang række mesterlige fortællinger, fx Mennesket i Foderal (1898, da. 1945) og Damen med hunden (1899, da. 1958 i Udvalgte noveller). De indskriver sig i såvel den russiske som den vesteuropæiske tradition i en fængslende brydning mellem realisme og impressionisme.

Også forfatterens omfattende korrespondance har fået mange læsere, ikke blot for dens dokumentariske, men nok så meget for dens litterære og menneskelige interesse.

Tjekhovs naturvidenskabelige skoling har utvivlsomt præget hans koncentrerede, dissekerende fortællestil. Samtidens toneangivende kritikere savnede en tydelig social patos i hans kunst.

I Sovjettiden blev dens samfundskritiske aspekter til gengæld udlagt som en entydig "profeti" om revolutionens komme, og Tjekhovs indflydelse på vennen Maksim Gorkij blev bestandig fremhævet.

Efter kommunismens fald har Rusland "genopdaget" Anton Tjekhovs humanisme, hans usentimentale, på én gang medfølende og "kliniske" indsigt i det enkelte menneske, dets umulige drømme og selvbedrag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Dalsgaard: Anton Tjekhov i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172521