• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thorbjørn Egner

Oprindelig forfatter TW Seneste forfatter keuner

/@api/deki/files/7416/=ud_a_120974.mp3?revision=3

Thorbjørn Egner, 12.12.1912-24.12.1990, norsk børnebogsforfatter, tegner og komponist. Thorbjørn Egner brød i Danmark igennem med tekst og musik til Bamses fødselsdag, som Boolsen-kvartetten indspillede i 1953 og gjorde til en giro 413-klassiker i radioen.

Egner dramatiserede flere af sine bøger og satte selv musik til de indlagte sange; det gælder bl.a. Karius og Baktus (1946, da. 1958), Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven (1953, da. 1954) og Folk og røvere i Kardemomme by (1955, da. 1956).

Fra sidstnævnte stammer Kardemommeloven, som kan stå som et motto for hele Egners forfatterskab - her i Halfdan Rasmussens oversættelse: "Man skal ikke plage andre eller sætte livet til,/ og for øvrig kan man gøre, hvad man vil!".

Annonce

Thorbjørn Egner er på linje med Astrid Lindgren dybt integreret i dansk børnekultur. Til forskel fra Lindgren, der oftest tager sit udgangspunkt i barnet, formidler Egner gerne i børnehøjde et godmodigt billede af voksenverdenen og dens snurrigheder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Thorbjørn Egner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68471