• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Umberto Eco

Oprindelige forfattere BGH og LWaaP Seneste forfatter HaAn

Umberto Eco, tegnet af David Levine (1989), som man kender ham med middelalderen som fundament under forfatterskabet, som den samfundskritiske korsridder med pennen (og semiotikken) som sværd og øverst det livslystne, bebrillede bogmenneskes ironiske blik.

Umberto Eco, tegnet af David Levine (1989), som man kender ham med middelalderen som fundament under forfatterskabet, som den samfundskritiske korsridder med pennen (og semiotikken) som sværd og øverst det livslystne, bebrillede bogmenneskes ironiske blik.

Umberto Eco, 5.1.1932-19.2.2016, italiensk kommunikationsforsker og forfatter; uddannet i filosofi og æstetik.

De første værker spænder fra middelalder: Det æstetiske problem hos Thomas Aquinas (1956) til avantgarde: Opera aperta (1959-62, Det åbne værk), en original formulering af avantgardens poetik, hvor han søger at anvende informationsteori på litterære tekster og inddrager fortolkerens rolle. Det bragte ham i modsætning til den samtidige strukturalisme, jf. La struttura assente (1968, Den fraværende struktur).

Umberto Eco interesserede sig tidligt for massekommunikation, men først efter mødet med Charles Sanders Peirces logisk-filosofiske teorier begyndte han udformningen af en sammenhængende semiotisk teori, Trattato de semiotica generale (1975), ud fra den grundidé, at alle kulturfænomener kan studeres som kommunikationsfænomener.

Annonce

Lector in fabula (1979, Læseren i historien) diskuterer læserens rolle i litterære tekster, et spørgsmål Eco genoptager i I limiti dell'interpretazione (1991, da. Grænser for fortolkning, 1995) i polemik med dekonstruktivismen. Umberto Eco har spillet en umådelig rolle som formidler og organisator af studiet af semiotik i Italien.

Umberto Eco blev verdensberømt med den raffinerede middelalderkrimi Il nome della rosa (1980, da. Rosens navn, 1985), der trækker på hans forskningsområder, med paralleller fra 1300-tallets kættere til terrorismens Italien, og inddrager tegnteorier. Romanen blev i 1986 filmatiseret af Jean-Jacques Annaud med Sean Connery i hovedrollen som middelaldermunken William af Baskerville.

Sean Connery (tv.) i Jean-Jacques Annauds film 'Rosens navn' (1986), baseret på Umberto Ecos roman. Connery spiller munken William af Baskerville, som søger at opklare en række mord i et italiensk kloster. Th. ses F. Murray Abraham (f. 1939) som inkvisitoren Bernardo Gui.

Sean Connery (tv.) i Jean-Jacques Annauds film 'Rosens navn' (1986), baseret på Umberto Ecos roman. Connery spiller munken William af Baskerville, som søger at opklare en række mord i et italiensk kloster. Th. ses F. Murray Abraham (f. 1939) som inkvisitoren Bernardo Gui.

I 1988 fulgte Il pendolo di Foucault (da. Foucaults pendul, 1989), en krimistudie i kabbalistiske komplotter og skjulte betydninger, et opgør med 1980'ernes voksende irrationalitet. L'isola del giorno prima (1994, da. Øen af igår, 1995) foregår i 1600-tallet og er en robinsonade om genfindelsen af verden.

Ecos romaner er postmoderne historier med veloplagt genbrug af fortællingens mestre fra Voltaire til Conan Doyle; de forløber parallelt med hans teoretiske studier og fastholder som disse et rationelt værdicentrum med rod i 1960'ernes kulturtillid.

På dansk findes desuden en række essaysamlinger, der samler dels større artikler, dels udvalg af de morsomme "hverdagssemiotiske" analyser af politiske og kulturelle dagligdags foreteelser: Postilla (1985, da. Efterskrift til Rosens navn, s.å.), Middelalderens genkomst og andre essays (1988), Om spejle (1989), Med Platon til strip-tease (1991), Hvordan man rejser med en laks (1993). Umberto Ecos semiotiske værker er alle tilgængelige på engelsk.

Umberto Eco. Foto fra 2002.

Umberto Eco. Foto fra 2002.

Med essaysamlingen Kant e l'ornitoringo (1997, da. Kant og næbdyret, 2000) udviser Umberto Eco igen en akademisk, ikke fortællemæssig interesse for semiotik og sprogfilosofi, men viderefører romanernes realistiske og rationelle grundholdning til sprogets og fortolkningens grænser.

Hovedpersonen i Baudolino (2000, da. 2002) er som Umberto Eco født i byen Alessandria i Norditalien, hvorfra romanen udgår. Den handler om Baudolinos fantastiske oplevelser på en omflakkende rejse til det fjerneste Østen. Romanen foregår i middelalderen, men med en munter og verdslig tematik om fiktionens og løgnens produktive kraft.

Med romanen La misteriosa fiamma della regina Loana (2004, da. Dronning Loanas mystiske flamme, 2005) om den 60-årige Boldoni, som har mistet hukommelsen vedrørende sit personlige liv, vender Umberto Eco igen blikket mod samtiden og fortæller, gennem Boldonis forsøg på at generobre fortiden, sin egen generations historie.

Den omfangsrige Storia della bellezza (2004, da. Skønhedens historie, 2005) er en medrivende beskrivelse af skønhedsidealerne fra klassisk tid til i dag.

Herefter fulgte bl.a. essay- og artikelsamlingen A passo di gambero (2006, da. Fordele og ulemper ved døden, 2007) og den historiske spændingsroman Il cimitero di Praga (2011, da. Kirkegården i Prag, 2012), der udspiller sig i 1800-tallets Europa.

Umberto Eco var bl.a. professor i semiotik ved Bolognas Universitet 1975-2007, hvor han fra 2008 var professor emeritus. Han var desuden gæsteprofessor ved bl.a. Yale og Columbia University og æresdoktor ved over 30 universiteter verden over.

Umberto Ecos hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Grundtvig Huber, Lene Waage Petersen: Umberto Eco i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68014