• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thomas Carlyle

Oprindelig forfatter NJSky Seneste forfatter sthornval

Thomas Carlyle, 1795-1881, britisk historiker, samfundskritiker og moralist. Thomas Carlyle skabte et omfattende forfatterskab og opnåede at blive anset for en af Victoriatidens vismænd.

Thomas Carlyle var søn af en skotsk håndværker og prægedes i barndommen af den strenge skotske calvinisme, et udgangspunkt af mægtig betydning for udformningen af hans livssyn.

I sin ungdom stiftede han bekendtskab med tysk åndsliv: Johann Wolfgang von Goethe, den filosofiske idealisme og den dermed beslægtede litterære romantik. Han afbrød sine universitetsstudier uden eksamen, og en tid formidlede han det tyske som oversætter og biograf.

Annonce

Thomas Carlyle fik sit gennembrud med Sartor Resartus (1833-34, da. 1916), der kan læses som en maskeret skildring af hans egen sjælelige krise. Hovedpersonen går her fra "det evige nej" til "det evige ja", og historien ses som udfoldelsen af den guddommelige vilje. The French Revolution (1837, da. Den franske Revolution, 1917), der gjorde ham berømt, bygger på omfattende læsning og glimrer navnlig ved sin dramatiske komposition og maleriske stil, der hverken skjuler det gamle regimes uretfærdighed eller Revolutionens grusomheder.

Carlyle var kritisk over for den økonomiske liberalismes uansvarlighed, men fordømte alligevel den folkelige protest. I forhold til tidens komplicerede problemer skød han genvej ved at dyrke den store, viljestærke personlighed: On Heroes, Hero-Worship and the Heroic in History (1841, da. Om Heroer, Herodyrkelse og det Heroiske i Historien, 1916) og Past and Present (1843, da. Svundne Tider og ny, 1892). Denne dyrkelse af den stærke leder videreførte han med udgivelsen af Oliver Cromwell's Letters and Speeches (1843) og biografien Frederick the Great (1858-65).

Thomas Carlyles reaktion på sin tids problemer blev, med hans egne ord, en radikal konservatisme. Den udmærkede sig især ved sin ildhu og sin forkyndende retorik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Jørgen Skydsgaard: Thomas Carlyle i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54526