Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thomas Kingo

Oprindelig forfatter FL-N Seneste forfatter Redaktionen

Thomas Kingo, 15.12.1634-14.10.1703, dansk biskop og digter. Thomas Kingo avancerede under den nye enevælde fra et fattigt væverhjem i Slangerup - hvor han blev sognepræst i 1668 - til bispestolen i Odense, som han indtog 1677. I 1679 fik han våbenbrev, 1682 æresdoktorgrad.

Uden videre interesse for teologisk lærdom var Thomas Kingo en nidkær, myndig og kampglad embedsmand, der regelmæssigt besejrede sine modstandere juridisk.

Thomas Kingos poesi i 1660'erne er private penneprøver: muntre bagateller og litterære parodier i rappe bordingskejamber. I arien "Chrysillis" (ca. 1669) — og siden i "Candida" (1694) — forvandlede han tidens konventionelle hyrdedigt til en personlig kærlighedserklæring, dog stadig med præg af maskeleg. Disse tekster cirkulerede i afskrifter, men tryktes ikke.

Annonce

Det trykte forfatterskab har til formål at fremme et livssyn, som politisk er enevældens, religiøst den rettroende lutherdoms. Gennembrudsdigtet "Hosianna" (1671) om Christian 5.s salvning forkyndte i de højeste toner læren om den gudgivne enevælde.

Thomas Kingos hyldest til den nye regeringsform synes altid helhjertet. Rimede beskrivelser af kongeslottet Kronborg (1672) og Peder Griffenfelds gods Samsø (1675) fulgte, bygget på litterære kilder (fx Resens Atlas) mere end på selvsyn.

Tilbageblik på cimbrere og andre oldtidshelte erindrede om forfædrenes mod. Den Skånske Krig behandledes ud fra avisomtaler i verseposer om Gotlands indtagelse (1676) og om Christian 5.s ledingstog (1676-77), hvis magre udbytte Kingo tilskrev folkets synd, ikke brøst hos monarken.

Til Christian 5. appellerede et bevægende digt om de elendige i Odense Hospital (ca. 1682) med en bøn om indgriben, som forblev ubesvaret. Disse vægtige tekster fremtræder i monumentale aleksandrinervers.

1674 udgav Thomas Kingo Aandelige Siunge-Koors første Part med en morgensalme, en aftensalme og en bodssalme af David til hver ugedag. Tysk og fransk vise- og dansemusik leverede melodier. I 4. udg. (1684) var bindet vokset med morgen- og aftensuk til i alt 35 digte. Anden Part (1681) indeholdt 20 sange og 17 hjertesuk, de fleste til salmemelodier.

I bind 1 siger Kingo "jeg" i den typiske kristnes navn, fx i "Nu rinder Solen op/Af Øster-lide". Rollelyrik i bind 2 tilbyder andagter i alle hånde tilfælde, fx rejseliv, søfart, måltider; en sammenfattende livsanskuelse meddeles i "Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe" og "Far, Verden, far vel". Bindene kom samlet i 1686.

Fra 1683 redigerede Thomas Kingo efter kongelig ordre en ny salmebogs mod 15 års eneret på salget. En i 1689 trykt første del, Vinter-Parten, blev i 1690 brat standset af hofintriger. Det åbnede for kritik af bindets omfang, herunder antallet af Kingos egne salmer (136 af 267), såvel som af den radikale revision af forgængerne.

Et andet udkast fra 1693 (ved provst Søren Jonæsøn, 1656-1717) helt uden Kingo førte ingen vegne. Fra 1696 sammensatte en kommission Dend Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog, der udkom 1699 med 85 Kingo-salmer ud af 300 numre og med Kingos navn på titelbladet som udgiver.

Kirkesalmerne betegner i vælde og fylde et til da uset højdepunkt i dansk lyrik med titler som "Nu kom her Bud fra Engle-Koor", "Gak under Jesu Kors at staa", "Som dend Gyldne Sool frembryder". 17 passionssalmer i samme versemål danner endog en hel lille messiade, hvor hvert digt først næsten dramatisk skildrer en begivenhed i påskeugen, dernæst grundigt udlægger dens kristelige betydning.

Thomas Kingos salmedigtning farves i stigende grad af en bodskristendom med øget vægt på den enkeltes aktive indsats for sin frelse. Denne teologisk betænkelige ændring i forholdet mellem Guds almagt og synderens afmagt har Kingo forsvaret i et ubibelsk billede: Livet er både et lån fra Gud, at tilbagebetale på anfordring, og et len i menneskets hånd, at aflevere i god stand (ligprædiken over Jacob Birkerod, 1688).

Trods funktionen som tjenende digter savnede Kingo ikke kunstnerisk selvfølelse. Han dyrkede modersmålet og oversatte aldrig fremmede salmer. Vejledt af Anders Arrebos epos Hexaëmeron (trykt 1661) løftede han dansk poesi op i europæisk niveau ved en Grandiloquentia (dvs. 'stor stil'), frembragt ved talrige greb fra antik retorik og udført i robuste rytmer.

Antiteser bruger han, hvor krise og død er emnet, gentagelser og paralleller, hvor troen skal grundmures. I bredde er han konkret, derfor oftest uden tomt fyld, i korthed lammende slagkraftig. Han danner dristigt nye ord ved sammensætninger, der i sig selv bliver små digte, fx: Havet "top-krusede" sine bølger.

Alligevel lyder den kunstfærdige barok ejendommeligt selvfølgelig i Thomas Kingos mund. Med rette viser hans våbenskjold en flyvende Pegasus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Lundgreen-Nielsen: Thomas Kingo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=493557