• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Halfdan Rasmussen

Oprindelig forfatter AnOEs Seneste forfatter Redaktionen

Halfdan Rasmussen, 29.1.1915-2.3.2002, dansk forfatter. "Det store drama/ ved Hiroshima/ blev vores klima", skrev Halfdan Rasmussen i 1951 om en efterkrigstid i atombombens skygge — angsten for den dag, hvor "Alt er forstøvet", som det hedder i digtet "Efter Bikini" (Paa Knæ for Livet, 1948).

Der synes langt herfra til den Rasmussen, som er elsket af alle danskere for sine Tosserier (syv samlinger, 1951-57) og børnerim: Her bobler ordene, rimene og humøret i overdådig leg med sproget. Den lammende meningsløshed erstattes af sprælsk nonsens, holdt sammen af det træfsikre vers.

Men der er også en forbindelse mellem de to spor i Halfdan Rasmussens digtning. Tosserierne, Noget om-digtene og de mange børnebøger som Tullerulle Tappenstreg (1949) og Lange Peter Madsen (1950, begge illustreret af Ernst Clausen), Børnerim (1964), Halfdans abc (1967) og Tante Andante (1985, alle tre illustreret af Ib Spang Olsen) udtrykker allerede i sproget nogle af de samme værdier, som de alvorlige digte forsvarer, undertiden mest i indholdet: En levende, lystfuld fantasi, en barnlig forundringsevne, en menneskelig fællesskabsfølelse.

Annonce

Digtsamlinger i udvalg
For voksne
  • Soldat eller menneske (1941)
  • På knæ for livet (1948)
  • Aftenland (1950)
  • Tosserier, 1-7 (1951-57)
  • Fremtiden er forbi (1985)
For børn
  • Tullerulle Tappenstreg (1949)
  • Lange Peter Madsen (1950)
  • Pumpegris og andre børnerim (1959)
  • Børnerim (1964)
  • Halfdans abc (1967; optaget i Kulturkanon)
  • Julekalender for børn (1984)
  • Tante Andante (1985)

De første digte i 1930'erne formulerer dog snarere ligesom debutsamlingen Soldat eller Menneske (1941) en social kritik og bygger på Halfdan Rasmussens erfaringsbaggrund: opvæksten i et arbejderhjem på Christianshavn, hans oplevelser af arbejdsløshed og mødet med arbejderbevægelsen.

Halfdan Rasmussens politiske engagement, også i den antifascistiske kamp, præger hans øvrige digte under 2. Verdenskrig, fx Digte under Besættelsen (1945) og hans bidrag til den illegale antologi Der brænder en Ild (1944).

Efter krigen præges forfatterskabet af tidens kriseoplevelse og forsøg på ny tilværelsestolkning. Allerede titler som Paa Knæ for Livet (1948), Aftenland (1950) og Forventning (1951) antyder den eksistentielt og religiøst farvede opbrudsstemning, som Halfdan Rasmussen her har fælles med digterne omkring tidsskriftet Heretica.

Men han forankrer sin holdning i en "kæmpende humanisme", der vil fastholde grundværdier som ansvar, omsorg, menneskelighed. Og modsat tidens opbrud i formsproget søger han snarest at forenkle sit udtryk, versets faste rim og rytme, til et klart og nøgent sprog.

Kun undtagelsesvis forlades den bundne form i senere samlinger, fx rejsebøger fra Grønland, Stilheden (1962), og Grækenland, Torso (1957). Med humor skuer Halfdan Rasmussen tilbage i Og det var det — (1975), mens en resignation melder sig i den opsamlende Fremtiden er forbi (1985).

Læs mere om Halfdan Rasmussen

Dansk Litteraturs Historie:

Soldat eller menneske - Halfdan Rasmussen

Social indignation

Børnerim

Dansk Biografisk Leksikon:

Biografi

Historien om børnelitteratur:

Halfdans ABC

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Østergaard: Halfdan Rasmussen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=148786