• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knuth Becker

Oprindelig forfatter Winge Seneste forfatter Redaktionen

Knuth Becker.

Knuth Becker.

Knuth Becker, 21.1.1891-30.10.1974, dansk forfatter, født i Hjørring og opvokset i et hjem og miljø, som han senere med præcise detaljer gengav i sit store, til dels selvbiografiske romanværk indledt med Det daglige Brød (1932).

Knuth Becker kom tidligt i opposition til sine omgivelser, først og fremmest til sine forældre, der ikke begreb den fantasifulde dreng. Som 11-årig blev han sendt på opdragelsesanstalt (Holsteinsminde). Hans oplevelser og den mishandling, han og andre drenge her blev udsat for, er baggrund for Verden venter 1-2 (1934).

Efter skolen blev han landvæsenselev, kom i lære som smed, blev soldat og overtog sin fars maskinforretning, som han i 1930 gik fallit med; en del af denne periode har givet stof til Uroligt Forår 1-3 (1938-39). Fallitten passede ind i Beckers planer, da han på dette tidspunkt havde defineret sig selv som forfatter.

Annonce

I 1916 havde han udsendt en samling Digte, og i årene 1921-28 kom Silhuetter 1-3, som indeholder en række digte over de motiver, der senere skulle blive grundigere og mere nuanceret behandlet i værket om outsideren, antihelten Kai Gøtsche og hans smertefulde forhold til sine omgivelser og til sig selv.

De sidste titler i dette det mest omfangsrige danske romanværk hedder Når Toget kører 1-2 (1944) og Marianne (1956). Beckers beske kortlægning af livet i 'Vendelby', hans dybe forståelse af drengen Kai, hans bindinger og endelige frigørelse — omfødsel kalder han processen — er enestående i dansk litteratur. Knuth Becker modtog som den første i 1961 Det Danske Akademis litterære pris.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Winge: Knuth Becker i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45109