• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holger Drachmann

Oprindelig forfatter Dahl Seneste forfatter Redaktionen

Holger Drachmann.  Fotografi fra ca. 1870.

Holger Drachmann. Fotografi fra ca. 1870.

Holger Drachmann, Holger Henrik Herholdt Drachmann, 9.10.1846-14.1.1908, dansk forfatter. Holger Drachmanns virksomhed var omfattende og alsidig; fra 1872 til kort før sin død udgav han omkring 60 bøger og teaterstykker, skrev journalistik, malede og illustrerede sine egne bøger. Hans ujævne og tidligere meget læste forfatterskab blev til i nær sammenhæng med et rastløst og broget livsforløb, der ofte bragte ham i offentlighedens søgelys.

Efter studentereksamen (1865) gik han på Kunstakademiet og rejste i Europa for at uddanne sig som marinemaler; efter en række sommerophold på Bornholm forlovede han sig 1869 med Vilhelmine Erichsen ("Fru Belli"). Kort efter fik han kontakt med Georg Brandes og debuterede 1872 med en samling noveller (Med Kul og Kridt) og et bind Digte (1872). Digte som "Engelske Socialister" og "King Mob" satte aktuelle problemer på lyrikkens dagsorden, og de følgende års letløbende produktion placerede Drachmann som det moderne gennembruds frodigste og mest umiddelbare talent.

Livet igennem var den omskiftelige og stemningsbevægede Drachmann en meget flittig og altid leveringsdygtig skribent, men faste standpunkter blev aldrig hans sag, og Georg Brandes pegede tidligt og med rette på det "flyvesandsagtige" i Drachmanns charmerende og følsomme temperament.

Annonce

Holger Drachmann.  Fotografi fra ca. 1900.

Holger Drachmann. Fotografi fra ca. 1900.

I Dæmpede Melodier (1875) indtager de lyse nætter deres fremtrædende plads i Drachmanns lyrik, som kulminerede i de følgende år med Sange ved Havet (1877), Ranker og Roser (1879), Ungdom i Digt og Sang (1879) samt Gamle Guder og nye (1881).

Det første ægteskab var opløst og — under forviklinger — afløst af et nyt med Emmy Culmsee i 1879. Romantikkens forestillinger om natur og erotik gennemskrives på baggrund af kunstnerens frie, uborgerlige liv og i improviserede, flot svungne rolledigte. Ofte udvisker en stemning på foruroligende måde grænsen mellem jeg og omverden: "Jeg kunde for Længsel ei sove, / en Blomstervind / slog mig imod" ("Sakuntala", 1879).

Allerede i Derovre fra Grænsen (1877) og senere i sine folkelige fortællinger (bl.a. Paa Sømands Tro og Love, 1878) og i sine skuespil havde Drachmann med succes beskrevet enklere følelser og mindre frigjorte livsformer og miljøer.

Han kritiserede nu i stigende grad det moderne gennembruds radikalisme, især i rejsebogen Skyggebilleder (1883), som førte til et brud med Brandes-kredsen, og han nærmede sig i begyndelsen af 1880'erne mere konservative kredse.

I eventyrkomedien Der var en Gang (1885, opført 1887 med musik af P.E. Lange-Müller) sammenvæves traditionelle kønsroller og familie- og nationalfølelse. Den selvstændige prinsesse tilpasser sig, og det meget populære stykke slutter med den forsonlige midsommervise "Vi elsker vort Land".

Holger Drachmanns nye standpunkt og hans ægteskab holdt til omkring 1887, da han forelskede sig i syngepigen Amanda Nilsson ("Edith"). Forholdet strakte sig over ti år og førte til et omflakkende liv, afsluttet med en Amerikarejse 1898-1900, efter at forholdet var opløst. Resultatet blev i kærlighedens og individualismens navn et fornyet og inspireret opgør med det borgerskab, der havde forskrevet sig til materialismen og samfundets vedtagne normer; først i digtene Sangenes Bog (1889), året efter i den store roman Forskrevet (1890), 1894 i teaterstykkerne Vølund Smed og Renæssance.

Drachmann havde tidligere forsøgt sig med romanerne En Overkomplet (1876) og Tannhäuser (1877), men først i Forskrevet udviklede han en moderne, impressionistisk prosastil og dermed en bred og levende skildring af storbyens liv. I alle tre romaner har Drachmann tegnet sig selv gennem to modstående mandsfigurer, men først i Forskrevet er kvinden imellem dem blevet til en tidssvarende og udfordrende skildring.

Drachmann havde allerede i 1870'erne skildret fiskermiljøerne i Hornbæk og Skagen. I sine sidste år og efter et nyt ægteskab (med Soffi Lasson) slog han sig ned i Skagen og blev begravet her. 60-års-dagen var blevet fejret på Københavns Rådhus og med udgivelse af Samlede poetiske Skrifter i 12 bind (1906-09).

Holger Drachmanns omfattende og livlige brevveksling med danske forfattere mv. er udgivet i fire bind (1968-70).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Dahl: Holger Drachmann i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=66382