Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Ewald

Oprindelig forfatter PESoe Seneste forfatter Redaktionen

Johannes Ewald malet ca. 1780 af Erik Pauelsen, da digteren skrev den vældige ode Til Sielen.

Johannes Ewald malet ca. 1780 af Erik Pauelsen, da digteren skrev den vældige ode Til Sielen.

Johannes Ewald, 18.11.1743-17.3.1781, dansk digter, i sin egen tid anerkendt som Danmarks førende lyriker og dramatiker. Offentliggørelsen af Johannes Ewalds efterladte prosa har også vist hans genialitet som prosaist. Uanset hvilken genre Ewald digtede i, fornyede han den indefra.

Johannes Ewald skrev dansk lyrik fri af klassicismen og udformede som den første en prosa, der kunne udtrykke et bevæget og sammensat følelsesliv — og han gjorde det med skarphed og humor. Også dansk teater blev et andet efter hans indsats.

Ewalds erfaringer var sammensatte: Selvom han var pietistisk opdraget, blev han oplysningsmand, men også oplysningens kritiker. Han var klassisk dannet, samtidig med at han var belæst i den nyeste litteratur. Følsomt registrerede han, hvorledes det nye blev til i det gamle. Ewald er vores første moderne digter.

Annonce

Faderen, Enevold Ewald, var præst ved Det Kongelige Vajsenhus i København. På hans dødsdag sendte moderen Ewald på latinskole i Slesvig, hvorfra han efter sigende prøvede at flygte for at leve som Robinson Crusoe. Han blev student i 1758. Herefter kastede han sig ud i et mislykket eventyr i Den Preussiske Syvårskrig og vendte svækket hjem i 1760.

Trods smag for det heroiske blev han teologisk kandidat i 1762. Derefter fik han fribolig på Valkendorfs Kollegium, hvor han orienterede sig i William Shakespeare, moderne litteratur og væk fra den smag, han var opdraget i. I kollegietiden lagde han de teologiske studier på hylden. Fra midten af 1760'erne levede han kummerligt som fri digter og boheme.

Buste af Johannes Ewald udført af C.F. Stanley, 1784. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Buste af Johannes Ewald udført af C.F. Stanley, 1784. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Johannes Ewald debuterede med sørgedigte i anledning af Frederik 5.s død. Derefter skrev han et læredigt, som han senere omarbejdede til tragedien Adam og Ewa eller Den ulykkelige Prøve (1769), der handler om det ondes eksistens og nådens fravær. Tro, fornuft og optimisme indgår her et skrøbeligt kompromis, som ikke holdt i årene fremover. I skildringen af Eva afviger han fra den klassisk analytiske stil, han var oplært i, og tegner hende som en lidenskabelig oprører.

Adam og Ewa - som han lod trykke i antikvaskrift hos tidens fornemste, danske bogtrykker, Claude Philibert, der havde trykkeri og boghandel på Kongens Nytorv i København - gav Ewald adgang til bl.a. den tyske kreds i København, hvis centrum var den berømte digter F.G. Klopstock. Det betød en udvidelse af hans litterære horisont.

I Rolf Krage (1770), med emne fra Saxo, eksperimenterede han med Shakespeares ikke-klassiske dramaturgi og fulgte Klopstocks moderne stil. Statsministeren J.H.E. Bernstorff ville sende ham til Skotland for at indsamle keltiske folkeviser; men ved Bernstorffs fald forsvandt Ewalds forhåbninger om en tryg fremtid. Sorgen herover har han udtrykt i Philet en Fortælling (1770). Samtidig truede gigt og druk hans helbred.

Frem til 1773 opholdt han sig i København, derefter i Rungsted til 1775, så i Humlebæk for endelig at tilbringe sine sidste år i København. Her levede han under beskyttelse af blandt andre grev Frederik Moltke, der blev hans ven, og til hvem han skrev en ode, "Til min M***".

Ewald skrev i alle år lejlighedsdigtning, men også her stillede han store kunstneriske krav til sit arbejde. Af hans 90 digte er hovedparten affødt af begivenheder i andres liv. I enkelte af disse brydes den upersonlige tone, således i digtet til vennen Arnsbach, "Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav" (1772).

Men Ewalds bedste lejlighedsdigte er ikke de bestilte, det er dem, han skrev til vennerne og uden den officielle lejlighedsdigtnings forpligtende krav, således fx "I Abrahamsons Stambog" (1773).

Højdepunktet i Johannes Ewalds lyrik er imidlertid hans oder, der sammenfatter inspirationer fra den klassiske (Pindar, Horats) og den nyklassiske odedigtning (Klopstock, James Thomson, Edward Young) i en storslået refleksionslyrik. Mest berømt er "Rungsteds Lyksaligheder. En Ode" (1772), der er en ekstatisk skabelseshymne, hvori han priser kunstens befriende kraft.

Med samme intense koncentration skrev han en række tankedigte, hvoraf især "Haab og Erindring" (1772) og "Til Sielen. En Ode" (1780) står som højdepunkter i dansk lyrik. Elementer herfra anvendte han i en række pietistiske digte fra slutningen af 1770'erne, der bearbejder de allerede anslåede temaer i nye retninger. Kendt er især "Udrust dig, Helt fra Golgatha", skrevet kort før hans død.

Den prosa, Ewald skrev 1771-73, skiller sig ud fra det meste af samtidens. Philets Forslag om Pebersvendene (1771) er en satire over den nye politiske offentlighed under Johann Friedrich Struensee. Mester Synaals Fortelling (trykt 1780) er inspireret af Ludvig HolbergsNiels Klim, men har ikke dennes tillid til fornuften. I de efterladte papirer ligger der bl.a. et udkast til et novellistisk ugeblad, De Fremmede. Heri findes foruden nævnte fortælling romanfragmentet Frankhuysens Historie, der skildrer en fri sjæls undergang i et religiøst og egoistisk samfund.

Selvom handlingen foregår i Holland, er hentydningerne til Danmark ikke til at tage fejl af. Tidsskriftet er en satire over Spectatorlitteraturen og J.S. Sneedorffs Den patriotiske Tilskuer. Et andet romanudkast, Hr. Panthakaks Historie, er endnu et eksempel på, at Ewald eksperimenterede med romanformen i 1770'erne. Ewalds prosaeksperimenter er præget af stor intellektuel skarphed. De blev først udgivet i 1805.

Hovedværket, den selvbiografiske roman Levnet og Meeninger, skrev han 1774-78 (trykt 1804-08). Den er angiveligt en selvbekendelse; men han underminerer genrens fromhed med skeptisk romanlitteratur. Miguel de Cervantes Saavedras Don Quixote (1605, 1615) og Laurence Sternes Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman (1759-67) er de to vigtigste inspirationskilder; men også Daniel Defoe, Henry Fielding og François de Voltaire er blandt Ewalds foretrukne forfattere.

Levnet og Meeninger låner træk fra både syndsbekendelse, selvbiografi og roman. Han bruger her — ironisk og parodisk — alle tre genrer uden at lægge sig fast på én model. Manuskriptet skildrer et romanagtigt liv. Det handler om en ung person, der ikke vil affinde sig med en borgerlig tilværelse. Overalt søger han det normbrydende. Ud af ungdommens drømme væver den voksne, indsigtsfulde fortæller værkets forfinede tekst vel vidende, at kun i kunstværket kan de gamle drømme lyse med usvækket glans.

Den berømte kærlighedshistorie mellem ham og Arendse Huulegaard handler derfor ikke om at besidde hende i virkeligheden. "Min Arendse" er først og fremmest et billede i ord, der skal fastholde de første overraskende, sublime indtryk. Ewald søger nemlig overalt det pludselige frem for det tilvante. Derfor er hans stil springende og alogisk. Vi skal via Jens Baggesen frem til Søren Kierkegaard og H.C. Andersen, før vi møder en lige så smidig prosa i dansk litteratur.

Selvom Ewald var en egenrådig ånd, ønskede han at være Danmarks mest anerkendte digter. I 1700-t. gik vejen til anerkendelse gennem teatret, og han skrev derfor en række teaterstykker. Kun få blev dog opført, da teatret var underlagt skarp kontrol. Efter de første forsøg arbejdede han videre; men hverken Frode eller Helge, begge 1772, blev fuldført. Desuden forsøgte han sig som komediedigter.

I revyen De brutale Klappere (1771) gør han nar af den officielle teaterpolitik. Komedien Harlequin Patriot (1772) er en bidende kritik af Struensee og den politiske reaktion efter denne. Han slog endeligt igennem som teaterdigter med det heroiske syngespil Balders Død (1770, trykt 1775); men først efter flere påbudte rettelser blev stykket opført, i 1779 med J.E. Hartmanns musik. Ewald kunne for første gang se frem til et økonomisk sikret liv.

I Balders Død udforskede Johannes Ewald grænseregionen mellem fornuft og galskab. Balder er den lidenskabelige elsker, der ikke vil affinde sig med de sociale konventioner og i stedet kræver ret til at elske helt og fuldt. Det dør han af. Men hans oprørske lidenskab rokker samtidig ved gudernes fornuftige verdensorden: Det er Balders kærlighed, der giver den onde jætte Loke mulighed for at slå til, og dermed åbner Balder, uden selv at vide det eller ville det, for Ragnarok; Balders lidenskab er et varsel om den gamle ordens sammenbrud. En ny selvrådig individualisme bryder således frem i Balders Død.

Stykket førte til en opfordring om at skrive et nationalt syngespil. Det resulterede i Fiskerne, der året efter udgivelsen blev opført på kongens fødselsdag i 1780. Stykket hylder loyalt folket, adelen og kongehuset. Her belønnes nogle fiskere for en heltemodig redningsdåd, et stof, Ewald hentede fra en virkelig samtidsbegivenhed.

Ewald lod i en historisk sang, der blev Danmarks kongesang, Christian 4. tæmme det uregerlige hav: "Kong Christian stod ved høien Mast". Endnu en gang hyldede Ewald den heroiske handling. Kun den giver livet betydning.

Johannes Ewald levede kun i kort tid efter premieren. Da han døde, fik han en national begravelse med et mægtigt sørgetog som en kongelig. Vejen til digterberømmelsen havde været uhørt byrdefuld, men dansk litteratur var blevet en anden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peer E. Sørensen: Johannes Ewald i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73455