• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Buster Keaton

Oprindelig forfatter IbLin Seneste forfatter Redaktionen

Buster Keaton, egl. Joseph Francis Keaton, 4.10.1895-1.2.1966, amerikansk skuespiller og filminstruktør. Buster Keaton betragtes i filmhistorien som den eneste komiker, der kan måle sig med Charles Chaplin, selvom de to kunstnere lå fjernt fra hinanden mht. kunstnerisk karakter og temperament. Keaton voksede op i en akrobatfamilie og debuterede allerede som treårig i sine forældres varieténummer. Som seksårig var han blevet nummerets hovedattraktion og havde lært sig de voldsomme udfoldelser, der blev et af hans kendetegn gennem den bedste del af filmkarrieren. Familietruppen havde stor succes under navnet The Three Keatons, men opløstes i 1917, hvorefter Keaton indledte sit filmarbejde.

Keaton var først partner med Fatty Arbuckle, men fik fra efteråret 1920 sin egen serie af korte farcer, ca. 20 film, der etablerede hans type og hans univers: den kønne, milde og værdige unge mand med det næsten udtryksløse ansigt og den bestandige kamp mod de døde tings tyranni. Til seriens højdepunkter hører One Week (1920, Byg selv..!), hvor Keaton kæmper med et selvbyggerhus, og Cops (1922, Flyttemanden), hvor han uden nævneværdig grund forfølges af hundredvis af politibetjente.

Fra 1923 gik Keaton over til kun at lave spillefilm, og de 11 film, han nåede at skrive, instruere eller co-instruere og medvirke i inden tonefilmens gennembrud, er næsten uden undtagelse filmhistoriske hovedværker; mest mindeværdige er Our Hospitality (1923, Krudt, kugler og kærlighed), The Navigator (1924, Ship ohoy) og The General (1926, Generalen). Filmenes verden er ofte victoriansk; de tilbedte heltinder er sarte og indtagende hjælpeløse og bidrager altid til at forværre hans fortrædeligheder, den evige kamp mod de døde ting, der synes at få eget dramatisk liv, når de kan spænde ben for hans energiske og akrobatiske bestræbelser på at vinde den elskede. I det hele taget var Keaton fascineret af mekanik, og hans udflugter til den moderne verden, fx i The Cameraman, (1928, Kanonfotografen), placerer ham som en uskyldig brik i et hektisk univers, hvor alt synes at ramle ned om ørerne på ham.

Annonce

Fra 1920 var Keaton sin egen producent og havde dermed fuld kunstnerisk og økonomisk kontrol med sit værk, men i 1927 indgik han en kontrakt med MGM. Den lagde umiddelbart ikke en dæmper på hans geni, hvilket bl.a. Kanonfotografen vidner om, men efterhånden opstod der konflikter. Oven i dette faldt tonefilmens gennembrud 1927-31 sammen med en krise i Keatons privatliv med skilsmisse og alkoholproblemer, og selvom han 1929-66 medvirkede i ca. 75 korte og lange film, endte hans karriere i realiteten, da stumfilmen hørte op. Fra tonefilmårene huskes især den mageløse scene i Chaplins Limelight (1952, Rampelys), hvor filmhistoriens to største komikere for første og eneste gang optræder sammen i nogle få minutter.

Inden sin død nåede Buster Keaton at blive genopdaget og gjort til genstand for en fanatisk tilbedelse. Han beskrev sit liv i selvbiografien My Wonderful World of Slapstick (1960).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Lindberg: Buster Keaton i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105187