Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Al Pacino

Oprindelige forfattere CSei og MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Al Pacino ved premieren på Ocean's Thirteen, 2007.

Al Pacino ved premieren på Ocean's Thirteen, 2007.

Al Pacino, Alfred James Pacino, f. 25.4.1940, amerikansk skuespiller. Al Pacino er en af sin generations betydeligste karakterskuespillere og især kendt for en række gangster- og politiroller, som han med sin Method Acting-stil har søgt at give autenticitet i tale og kropssprog.

Blandt hans største præstationer er rollen som Michael Corleone i filmene The Godfather I-III (hhv. 1972, 1974 og 1990) samt politirollerne i Serpico (1973), Sea of Love (1989) og Heat (1995) og gangsterrollerne i Scarface (1983), Carlito's Way (1993, Fanget af fortiden) og Donnie Brasco (1997).

Al Pacino vandt en Oscar for komedien Scent of a Woman (1992, En duft af kvinde) og har ydet andre store præstationer i Scarecrow (1973, Fugleskræmslet), Dog Day Afternoon, (1975, En skæv eftermiddag) og Glengarry Glen Ross (1992, Sælger til salg). Han hyldede sin teaterkarriere med instruktionen af filmen Looking for Richard (1996) om en teateropsætning af Richard III med sig selv i titelrollen.

Annonce

Selvom flere af hans senere film har været svagere, har Al Pacino typisk leveret sine roller med stor intensitet og indlevelse, bl.a. i thrilleren Insomnia (2002) og som Shylock i The Merchant of Venice (2004, Købmanden i Venedig).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christopher Seidelin, Michael Blædel: Al Pacino i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=137490