• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Federico Fellini

Oprindelig forfatter EJoer Seneste forfatter HaAn

Federico Fellini. Udateret foto.

Federico Fellini. Udateret foto.

Federico Fellini, 20.1.1920-31.10.1993, italiensk filminstruktør. Federico Fellini rejste i 1938 fra sin fødeby Rimini til Rom, hvor han fandt beskæftigelse som kriminalreporter og karikaturtegner.

I 1945 debuterede han i filmens verden som manuskriptforfatter på Roberto Rossellinis neorealistiske Roma, città aperta (Rom, åben by). Han fortsatte samarbejdet med Rossellini i Paisà (1946) og episoden Il Miracolo i L'Amore (1948), hvor han tillige medvirkede som skuespiller.

Sammen med Alberto Lattuada (1914-2005) instruerede han i 1950 Luci del varietà (Pigen fra varietéen) om det skuespillermiljø, som havde fascineret ham siden barndommen.

Annonce

Film instrueret af Fellini
1950Luci del varietà/Pigen fra varietéen (sammen med Alberto Lattuada)
1951Lo sceicco bianco/Den hvide sheik
1953I vitelloni/Dagdriverne
Un agenzia matrimoniale (episode i filmen Amore in città)
1954La Strada/La Strada
1955Il bidone/Krapyl
1957Le notti di Cabiria/Gadepigen Cabiria
1960La dolce vita/Det søde liv
1962Le tentazioni del dottor Antonio (episode i filmen Boccaccio '70)
1963Otto e mezzo/8 1/2
1965Giulietta degli spiriti/Juliette
1968Toby Dammit (episode i filmen Histoires extraordinaires)
1969Fellini Satyricon/Fellini Satyricon
1970I clowns/Klovnerne (opr. for tv)
1971Roma/Fellini Roma
1973Amarcord/Amarcord - Mig og min familie
1976Il Casanova di Federico Fellini/Fellinis Casanova
1978Prova d'orchestra/Orkesterprøven
1980La città delle donne/Kvindebyen
1983E la nave va/Og skibet sejler
1985Ginger e Fred/Ginger & Fred
1987Intervista/Intervista
1990La voce della luna

Året efter fik Federico Fellini sin debut som selvstændig instruktør med filmen Lo sceicco bianco (1951, Den hvide sheik), der skildrede en ung bruds fascination af en romantisk fotoroman-helt. Først med den delvis selvbiografiske I vitelloni (1953, Dagdriverne) om unge døgenigte i Rimini opnåede Fellini succes hos såvel publikum som kritikere.

Det helt store internationale gennembrud, og en Oscar (den første af fem), fik han med La Strada (1954), der er en poetisk, til tider næsten surreal skildring af forholdet mellem en afstumpet markedsgøgler, "stærk mand", og en enfoldig ung kvinde, der elsker ham.

Den unge kvinde spilledes af Giulietta Masina, som Fellini havde giftet sig med i 1943, og for musikken stod Nino Rota, som til sin død i 1979 var Fellinis faste komponist.

Selvom Fellini med Il bidone (1955, Krapyl) og Le notti di Cabiria (1957, Gadepigen Cabiria) kort skulle vende tilbage til sit neorealistiske udgangspunkt, var det La Strada, som viste vejen frem mod det, der skulle blive hans varemærke: en drømmeagtig og fabulerende filmkunst, som i en ofte barok teatralsk form iscenesatte kunstneren Fellinis personlige visioner.

Med sit alter ego, skuespilleren Marcello Mastroianni, i hovedrollen skildrede han i La dolce vita (1960, Det søde liv) det romerske jetsets dekadente og indholdsløse liv. Filmen, der bl.a. indeholder den berømte scene, hvor Anita Ekberg bader i Trevi-fontænen, blev fordømt som amoralsk af den katolske kirke, men belønnet med Den Gyldne Palme ved Filmfestivalen i Cannes.

I Otto e Mezzo (1963, 8 1/2), atter med Mastroianni i hovedrollen, transformerede Fellini en personlig og kunstnerisk krise til en sublim film om film og en instruktørs sammenbrud.

Efter Giulietta degli spiriti (1965, Juliette), Fellinis første farvefilm, der fremstillede et kvindeligt drømmeunivers, skulle han for alvor give den pompøse side af sin filmkunst frit løb i film som Fellini Satyricon (1969) efter Petronius, Roma (1971), Il Casanova di Federico Fellini (1976, Fellinis Casanova), La città delle donne (1980, Kvindebyen) og E la nave va (1983, Og skibet sejler).

Over for disse ekstravagante personlige visioner stod mere direkte selvbiografiske film som Amarcord (1973, Amarcord — Mig og min familie) om instruktørens barndom og Intervista (1987), der med udgangspunkt i filmbyen Cinecittà beskriver en nostalgisk rejse tilbage til La dolce vita.

Nostalgien stod ligeledes i fokus i Fellinis filmiske opgør med det kommercielle tv-medie, Ginger e Fred (1985, Ginger & Fred), hvor hans to stjerner, Giulietta Masina og Marcello Mastroianni, spiller et aldrende dansepar, hvis kunst forfladiges i jagten på høje seertal.

Nogle måneder før sin død modtog Federico Fellini sin femte Oscar; denne gang for hele sit livsværk, der står som et af de mest frodige og uortodokse i filmkunstens historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eva Jørholt: Federico Fellini i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75003