Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henry Heerup

Oprindelig forfatter IMoer Seneste forfatter Redaktionen

Henry Heerup fotograferet 1987 i haven i Rødovre. Cyklen tv. var det uundværlige transportmiddel og et tilbagevendende motiv i hans billedverden. Maleriet i baggrunden er fra 1976.

Henry Heerup fotograferet 1987 i haven i Rødovre. Cyklen tv. var det uundværlige transportmiddel og et tilbagevendende motiv i hans billedverden. Maleriet i baggrunden er fra 1976.

Henry Heerup, 4.11.1907-30.5.1993, dansk maler, billedhugger og grafiker. Som ganske ung var Henry Heerup i lære som bl.a. stenhugger, bronzestøber, skiltemaler og litograf, før han 1927-32 blev uddannet på Kunstakademiet. Han udstillede siden med bl.a. Linien, Corner og Høstudstillingen (fra 1941) og Cobra og blev i 1950 medlem af Decembristerne.

Fra midten af 1920'erne stammer nogle få malerier, der nærmer sig en naturtro gengivelse, bl.a. Gammel mand (1928, Aarhus Kunstmuseum). I 1930'erne fik Ejler Bille, V. Bjerke-Petersen og Richard Mortensen betydning for Heerups udvikling, og han udstillede med dem på Liniens første udstilling i 1934. Samme år malede han Ung kvinde med barn, senere kaldet Vanløse-Madonna (Nordjyllands Kunstmuseum).

Henry Heerups kunst er båret af originalens enkle og frodige fantasi, og den er præget af en humor og menneskelighed, men også alvor, der knytter ham nært til Storm P. Den alvorlige side kom til udtryk i flere værker skabt under krigen, fx Døden høster (1943, Louisiana), der bl.a. er lavet af en knækket stoleryg og en kugle fra en sengestolpe. Denne type skulptur, assemblage eller med Heerups eget ord "skraldemodel", som han havde arbejdet med siden slutningen af 1920'erne, og som inddrager alle slags materialer og brugte genstande, blev et særkende for ham. Genbruget viste sig også i hans malerier, hvor underlaget kunne være gamle kulsække og døre eller som i Livsfrise (1952, Holstebro Kunstmusem) et papirgulvtæppe.

Annonce

 Den danske politiker Jørgen Jørgensen malet af Henry Heerup i 1963.

Den danske politiker Jørgen Jørgensen malet af Henry Heerup i 1963.

Kendetegnende for Henry Heerups maleri og grafik, overvejende linoleumssnit, er tilbagevendende figurer som kors, hjul og hjerte, men frem for alt kvinden, barnet og nissen, det hele forbundet med arabeskagtige former og malet i stærke farver. Figurerne og tit også farverne havde ifølge ham selv en næsten fast symbolværdi.

Heerup arbejdede kun udendørs, og legendariske er hans have i Vanløse og — fra 1946 — i Rødovre, der gennem et langt liv stod som et naturgroet arbejds- og udstillingsområde, befolket af fantastiske og ofte bemalede stenskulpturer. Stenens form og karakter var bestemmende for skulpturens udtryk, der ofte fremkom ved en let bearbejdning og var inspireret af bl.a. dansk romansk granitskulptur.

Henry Heerup er særlig godt repræsenteret på Louisiana, hvor der findes en Heerups have med stenskulpturer (1964), på Holstebro Kunstmuseum og via kunstsamleren Elise JohansenStatens Museum for Kunst; hans efterladte samling af egne værker blev i 1996 skænket til Rødovre Kommune, der i 2001 åbnede Heerup Museum.

Heerup udførte mange plakater, illustrationer, bøger (fx Fløjte Huggas Billedbog, 1953) og musikalske kompositioner; blandt de offentlige udsmykninger er gavlmaleriet med reklame for mælk (1952-53, Sølvgade i København).

Henry Heerup modtog Eckersbergs Medalje i 1958 og Thorvaldsens Medalje 1967. Med et finurligt glimt i øjet stiftede han Nissernes Fagforening i Vanløse, var dens eneste medlem og formand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inge Mørch Jensen: Henry Heerup i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89870