Øregangssygdomme, sygdomme i øregangens væg, især øregangseksem og -infektion, samt medfødt eller erhvervet tillukning, svulster og fremmedlegemer. Øregangshuden, især den indre, tynde del er meget følsom, og der opstår let eksem og infektion. Øregangseksem kan skyldes mekanisk irritation af huden i forbindelse med forsøg på at rense øregangen med redskaber eller manipulation af øregangen pga. kløe. Mange har så følsom en øregang, at den ikke tåler vand i forbindelse med badning; især klorvand fra svømmebassiner kan give anledning til infektion i øregangen med kløe og smerter. Øregangen irriteres og inficeres ofte ved kronisk mellemørebetændelse med vedvarende øreflåd. Ophobning af ørevoks kan også give anledning til øregangsinfektion. Bylder i øregangen er meget smertefulde og kan opstå i øregange med eksem eller overfladisk infektion. Pga. det varme, fugtige miljø i øregangen kan der let opstå svampeinfektioner.

Behandling af øregangseksemer og -infektioner kan ske med øredråber eller salver, der indeholder binyrebarkhormon og/eller antibiotika. Svampeinfektioner er ofte vanskelige at behandle. Det er vigtigt, at der først foretages en skånsom rensning af øregangen, og at man bagefter ikke udsætter den for yderligere irritation. Behandlingen vil ofte være en specialistopgave.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig