Elektroretinografi, ERG, registrering af nethindens elektriske impulser; anvendes bl.a. til diagnostik og kontrol af øjensygdomme. Undersøgelsen foregår i lokalbedøvelse efter inddrypning af øjendråber og finder delvis sted i fuldstændigt mørke, hvor øjets lysfølsomhed er størst. Ved undersøgelsen belyses øjet med lysglimt i forskellige styrker og farver, og ændringerne i øjets elektriske aktivitet registreres med en elektrode, der anbringes udvendigt på øjet, oftest i en kontaktlinse.

Faktaboks

Etymologi
Ordet retinografi kommer af latin retina 'nethinde' og -grafi.

De elektriske signaler er svage, fra ca. en til nogle få hundrede milliontedele volt. De skal derfor forstærkes og filtreres elektronisk, inden de udskrives i kurveform. De elektriske signaler opstår ved lyspåvirkning af nethindens sanseceller, stave og tappe, og er resultatet af en kemisk kædereaktion, fototransduktionen. Ved at variere teknikken kan ERG give detaljerede informationer om flere forskellige typer nethindeceller.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig