Kateter, bøjeligt rør fremstillet af latexgummi, silikone eller plast, der kan indføres i kroppen. Et kateters ydre diameter angives i enheden charrière (1/3 mm). Den almindeligste form er det ca. 5 mm tykke blærekateter, der anvendes ved tømning af urinblæren.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kateter kommer af græsk katheter, afledn. af kathienai 'sende ned'.

Op til 2 mm tykke katetre, der indføres i blodbanen, kan fx anvendes til udtagelse af en blodprøve samt ved arteriografi, ballonudvidelsesbehandling, dialysebehandling, drop og hjertekateterisation.

Desuden bruges tynde katetre til epidural anæstesi og smertebehandling, til sugning af sekret i luftrøret samt til indføring i urinlederne under kontrol af et cystoskop i urinblæren, således at kateterspidsen placeres i nyrebækkenet, fx med henblik på injektion af røntgenkontrast ved røntgenundersøgelse af nyrerne.

Brug af blærekatetre har været kendt siden 1600-t.; indtil introduktionen af kunstmaterialer ca. 1900 anvendtes ved blærekateterisation stive metalkatetre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig