Tandmisdannelser, forstyrrelser i tændernes udvikling, som medfører, at de afviger fra det normale med hensyn til størrelse, form eller struktur. Tandmisdannelser kan omfatte hele tandsættet, herunder både mælketænderne og det blivende tandsæt, eller enkelte tænder. De fleste tandmisdannelser har en kendt årsag, bl.a. er nogle arvelige.

De fleste tandmisdannelser, der omfatter flere tænder, skyldes, at organismen i en begrænset periode har været ramt af en sygdom, der inddrager hele organismen. Det er karakteristisk for denne type af misdannelser, at de er begrænset til det område af tænderne, som blev dannet under sygdommen. Tændernes hårde væv opbygges (mineraliserer) over en lang periode; de blivende tænders mineralisering begynder omkring fødselstidspunktet og slutter først med visdomstandens rodaflukning i ca. 20-års-alderen. Tandmisdannelser kan derfor være lokaliseret i forskellige niveauer af tændernes kroner. De ses oftest som horisontale bånd eller striber.

Årsager

Tidligere var engelsk syge en hyppig årsag. Andre ernæringsmangler, alvorlige infektioner og mave-tarm-sygdomme kan også medvirke. Desuden kan tandmisdannelser forårsages af overdreven tilførsel af fluor under tændernes dannelse. Hvis tilførslen finder sted gennem hele barnealderen, vil tænderne få et kridtet udseende med pletvise, hvidlige misfarvninger (fluorose). I udtalte tilfælde bliver tænderne brunligt misfarvede, og der kan evt. forekomme grubeformede defekter.

Misdannelser kan også skyldes beskadigelse af tandanlæggene pga. strålebehandling af kræft i hoved- og halsregionen hos børn.

Visse misdannelser af de blivende tænder er lokaliseret til en enkelt tand. De er normalt resultatet af en tandskade. Andre tandmisdannelser skyldes, at der opstår en rodbetændelse i en mælketand, og at betændelsen bevirker en skade på anlægget til den blivende tand, som er under mineralisering. Misdannelser, der vedrører tændernes kroner, kan medføre kosmetiske problemer.

Behandling

De fleste tandmisdannelser kræver kun udbedring med tandfarvede fyldningsmaterialer, evt. med tandkroner. I visse tilfælde er det indre af tanden (pulpa, "nerven") dog berørt, således at rodbehandling er nødvendig af hensyn til tandens overlevelse og funktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig