Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

caries

Oprindelig forfatter PHBi Seneste forfatter Redaktionen

/div/div/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished

caries, "huller i tænderne", sygdom især hos mennesker, hvor tænderne afkalkes som følge af bakterieangreb. Det første synlige tegn på sygdom er hvidlige, lidt ru pletter i emaljen på tændernes overflade. De hvide pletter er tegn på en afkalkning af emaljen, hvorved denne bliver porøs. Hvis sygdommen ikke standses på dette tidspunkt, vil afkalkningen fortsætte i dybden og efterhånden også omfatte tandbenet (dentinen). Senere vil der kunne ses et tydeligt hul i emaljen, fordi denne bliver svag og derfor kan bryde sammen. Den underliggende afkalkede og ødelagte dentin vil fremtræde gulligbrun og blød. Hvis sygdommen stadig ikke behandles, vil angrebet efterhånden nærme sig tandens nerve (pulpa). Ofte er forløbet smertefrit, men der kan lejlighedsvis forekomme længerevarende smerter. Disse kan optræde af sig selv eller efter påvirkninger med kulde eller varme som fx en kold snaps eller varm te. Uden indgreb vil vævet i pulpa falde hen, og tanden efterhånden bryde helt sammen. Se også tænder.

Ordet caries betyder på latin 'råddenskab'.

For at påvise de tidlige stadier af sygdommen tørlægges tandoverfladen, hvorved de hvidlige pletter træder tydeligt frem. Et stærkt lys er nødvendigt, især når tyggefladerne undersøges, og med et spidst instrument (sonde) kan ujævnheder i emalje eller blød dentin afsløres. Røntgenbilleder kan vise afkalkning af de tandflader, der ikke umiddelbart kan ses eller føles, dvs. de, som er i kontakt med nabotænder. Pga. afkalkningen vil caries på røntgenbilleder ses som mørke områder i tændernes emalje og dentin, hvorimod områder med normalt mineralindhold vil fremtræde i lysegrå nuancer.

Annonce

Sygdommen opstår som følge af lokal ophobning af bakterier på tandoverfladerne. Mundhulen huser normalt i millionvis af bakterier, og man kender mere end hundrede forskellige typer. Nogle af disse kan sætte sig på tandoverfladerne, hvor de formerer sig, udskiller stofskifteprodukter og danner en belægning på tandoverfladen, den såkaldte plak. I plakken er 15-20 forskellige slags bakterier almindeligt forekommende. Nogle af disse trives især godt på en kost, der indeholder visse sukkerarter (kulhydrater). Kulhydraterne sucrose, glukose og fruktose øger i særlig grad risikoen for, at der udvikles caries. Kulhydrater er ikke blot en væsentlig bestanddel i slik og marmelade, men også i et meget bredt udvalg af almindelige nydelses- og fødemidler; fx indeholder mysli, cornflakes, kiks, tørret frugt, sodavand og ketchup store mængder af disse sukkerstoffer.

I plakken danner bakterierne syrer som affaldsprodukter fra deres stofskifte. Disse syrer angriber tandoverfladen, hvorved den afkalkes. Hvis plakken får lov til at sidde uforstyrret på emaljefladerne i 14 dage, kan man se de føromtalte hvide pletter som de første synlige tegn på caries. Men allerede efter en uge med plakdække vil man mikroskopisk kunne se en opløsning i den yderste del af emaljen. Hvis kosten er rig på de omtalte kulhydrater, vil antallet af syredannende bakterier vokse stærkt, fordi bakterierne får tilført store mængder næring. Man kan forebygge eller standse sygdommen, hvis bakterierne forhindres i at sætte sig længere tid på tandoverfladerne. Således vil der ikke opstå caries, hvis bakterierne med regelmæssige mellemrum fjernes ved tandbørstning. Der er steder på tænderne, hvor fjernelse af bakterierne kræver en særlig indsats, fordi lokale forhold gør det vanskeligt at fjerne dem. Dette gælder i de dybe furer på tændernes tyggeflader eller mellem tænderne, hvor det kan være nødvendigt at bruge andre renholdningsmidler, fx tandtråd. Der udvikles meget sjældent caries på de tandflader, som mekanisk holdes rene under tygning. Også spyttet har betydning for cariesudviklingen, idet en lille spytsekretion og tykt sejt spyt resulterer i dårlig renseeffekt, hvorved bakterierne har lettere ved at sidde fast på tænderne og formere sig.

Foruden ved mekanisk renholdelse kan man svække bakteriernes livsbetingelser ved at indtage mindre kulhydratrig kost. Man kan også erstatte de ovenfor omtalte kulhydrater med forskellige sødemidler, som ikke eller kun i ringe grad kan udnyttes af de syreproducerende bakterier. Disse stoffer anvendes som lavkalorieholdig tilsætning i kaffe og te eller som sødestof i fx kiks, is, tyggegummi, tandpasta og halstabletter. Af ernæringsmæssige grunde og for at undgå forgiftninger er der dog gennem lovgivningen sat visse grænser for disse stoffers anvendelse. Man kan desuden formindske virkningen af de af bakterierne dannede syrer ved lokalbehandling med fluor, hvorved der opnås en afkalkningshæmmende effekt. Ved brug af fluortandpasta opnår man både, at bakterierne fjernes under børstning, og at fluor forøger emaljens modstand mod den allerede dannede syre. I nogen tid efter en tandbørstning vil fluorkoncentrationen i mundhulen være tilstrækkelig høj til i en vis grad at forhindre syreangreb fra de nye bakterier, som straks igen sætter sig på tandoverfladen.

Et allerede udviklet cariesangreb kan også standses, hvis bakterierne forhindres i at sidde i længere tid på tanden. Dvs. at en forbedret mundhygiejne vil kunne få mange angreb til at gå i stå. Man taler da om, at et cariesangreb bliver kronisk eller inaktivt. Når de hvide pletter ændres fra aktive til inaktive angreb, vil det synes, som om de bliver mindre. Man har tidligere ment, at der skete en form for aflejring af mineraler i det afkalkede porøse område, en såkaldt remineralisering, men dette sker kun i yderst ringe grad. En kraftig renholdelse af området med tandbørste bevirker, at det helt overfladiske hvidligt kridtede emaljelag slibes væk. Derfor synes de hvide pletter at blive mindre. Efterhånden vil der aflejres forskellige farvestoffer i den porøse emalje, således at de oprindeligt hvide pletter bliver brunlige. Inaktive cariesangreb i dentinen, bl.a. i rodoverfladen, kan fremtræde helt mørkebrune, men vil normalt ikke kræve anden behandling end stadig renholdelse. Hvis et hul er blevet så stort, at man af praktiske grunde ikke kan holde det rent, kan det lukkes med en fyldning, populært betegnet en plombe. På denne måde kan tandens form og funktion genskabes.

Ved behandlingen fjernes den ødelagte emalje og dentin med et hurtigt roterende bor. For ikke at opvarme, udtørre og ødelægge den sunde tandsubstans, som skal fastholde plomben, foretages udboringen af den ødelagte tandsubstans med vandkøling af boret. Til selve plomberingen kan bruges forskellige materialer. I mange år har sølvamalgam været det hyppigst anvendte materiale, især til genopbygning af huller i kindtænderne. Milliarder af huller er repareret med sølvamalgam i 1900-t., fordi materialet er relativt billigt og holdbart. Mindre sølvamalgamfyldninger kan under gunstige forhold holde op til 20-25 år, men den gennemsnitlige holdbarhed er 8-10 år for større fyldninger.

Befolkningen har et voksende ønske om tandfarvede fyldninger. Til huller i fortænder har der siden 1960'erne hovedsagelig været anvendt plast. Dette materiale kan i forstærket form også bruges til mindre plomber i kindtænder, men er endnu ikke så holdbart som sølvamalgam. Sidst i 1970'erne fremkom endnu et tandfarvet fyldningsmateriale, glasionomercement. Dette materiale frigiver fluor, men er ikke så stærkt som plast. Holdbarheden af de forskellige fyldningsmaterialer er afhængig af materialernes egenskaber som fx trækstyrke, trykstyrke og forholdene i mundhulen, fx hvor kraftigt der tygges, og om der opstår caries i overgangen mellem fyldning og tand. Selvom plast og glasionomercement i en vis grad kan limes til tandsubstansen, vil der altid være små spalter i kanten af en fyldning, hvor bakterierne kan trænge ind mellem fyldning og tand. Den hyppigste årsag til udskiftning af fyldninger er såkaldt sekundær caries i disse spalter. Plombering af et cariesangreb helbreder således ikke sygdommen. Men et fyldningsmateriale, som frigiver fluor, kan forsinke udviklingen af sekundær caries. Andre mere kostbare plombematerialer, som især anvendes ved omfattende destruktioner, er keramik- og guldindlæg samt forskellige former for porcelæns- eller metalkroner.

Sygdommen har været overordentlig udbredt, især i de højt industrialiserede lande. I løbet af 1970'erne og frem til 1990 er der bl.a. i Danmark sket et meget betydeligt fald i sygdommens udbredelse. I begyndelsen af 1970'erne havde 60% af femårige danske børn caries, hvorimod kun 30% af de femårige havde det i 1990. Blandt tolvårige var 5% cariesfrie i begyndelsen af 1970'erne, mens næsten 50% var det i 1990. Også hos voksne har man observeret et fald i udbredelsen af sygdommen. Dette forhold afspejles bl.a. i sygesikringens statistikker, hvoraf det fremgår, at der i perioden er sket et fald i antallet af sølvamalgamfyldninger på 45% og i plastfyldninger på 18%. Denne udvikling er et resultat af de forbedrede tilbud om forebyggelse og behandlende tandpleje. En forøget forståelse af sygdomsårsager har derfor ført til en forbedret mundhygiejne især pga. tandbørstning med fluortandpasta. Det er bemærkelsesværdigt, at sukkerforbruget i perioden ikke er ændret nævneværdigt, hvilket sandsynliggør, at den væsentligste forudsætning for sygdommens opståen er en uforstyrret plak.

I 1990'erne har man i børnetandplejen bemærket tendenser til en lille stigning i udbredelsen af sygdommen. De fleste børn er stadig cariesfrie, men hos nogle grupper ses igen mange store cariesangreb. Årsagen til dette er ikke klarlagt, men fundene understreger, at sygdommen ikke er udryddet.

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished