Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sygeplejerske

Oprindelig forfatter ALSL Seneste forfatter Redaktionen

sygeplejerske, person, der udøver sygepleje og har ret til at udøve sådan virksomhed efter gennemført uddannelse ved en af Undervisningsministeriet godkendt sygeplejerskeskole og har erhvervet statsautorisation som sygeplejerske fra Sundhedsstyrelsen. Sygeplejersker er den største faggruppe i det danske sundhedsvæsen (31%). Uddannelsen var tidligere forbeholdt kvinder, men fra 1951 er også mænd blevet uddannet som sygeplejersker; de udgør mindre end 4% af faggruppen.

Sygeplejersken er den højest uddannede person i plejepersonalet og kan inddrage og lede andre personalegrupper i plejen, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, plejere og plejehjemsassistenter. Ca. 50.000 sygeplejersker har beskæftigelse i Danmark. Heraf er 62% på sygehuse, 17% i det primære sundhedsvæsen, 3% i hjemmesygeplejen, 7% på plejehjem og 1,5% i lægekonsultationer. En mindre gruppe er beskæftiget i andre institutioner, fx fængsler, medicinalindustri og vikarbureauer.

Ifølge Dansk Sygeplejeråds statusdokument Sygeplejerskens Virksomhedsområde fra 1985 har sygeplejersker et fagligt, etisk, økonomisk og juridisk ansvar for sygeplejen. Overskridelser eller misligholdelse af dette ansvar skal indberettes til Sundhedsstyrelsen og kan føre til fratagelse af statsautorisationen for kortere eller længere tid.

Annonce

Sygehussygeplejersker

ansættes som sygeplejerske, afdelingssygeplejerske, oversygeplejerske, chefsygeplejerske (eller sygeplejedirektør). Sygeplejersker har et selvstændigt ansvar for tilrettelæggelsen og udførelsen af plejen for en mindre gruppe patienter med hjælp fra en til to sygehjælpere eller social- og sundhedsassistenter. Afdelingssygeplejersken superviserer plejen, samtidig med at hun har administrative opgaver.

Oversygeplejersken har sammen med den administrerende overlæge i en afdeling et fælles ledelsesansvar. Afdelingsledelsen, dvs. oversygeplejerske og overlæge, får tildelt et budget af sygehusledelsen til drift af den afdeling, de har ansvar for. I sygehusledelsen (se sygehuse) indgår der sygeplejersker som chefsygeplejerske (eller sygeplejedirektør).

Hjemme- og plejehjemssygeplejerskers

organisation har ændret sig gradvis siden ca. 1980. Således arbejder hjemmesygeplejersker og plejehjemssygeplejersker i 60% af landets kommuner i integrerede ordninger som primærsygeplejersker, mens de øvrige har uændret betegnelse.

Primær-, hjemme- og plejehjemssygeplejersker udfører samme type opgaver som sygehussygeplejersker, kun arbejder de i patienternes eget hjem og/eller i plejeinstitutioner; i de integrerede ordninger varetager en primærsygeplejerske opgaver både i patienternes hjem og på plejeinstitutioner.

En områdeleder, hjemmeplejeleder og plejehjemsforstander superviserer hhv. primærsygeplejerske, hjemmesygeplejerske og plejehjemssygeplejerske og har administrative og koordinerende opgaver.

Ledelse og administration af primærsygepleje/hjemmesygepleje er knyttet til kommunale lokalkontorer eller sundhedscentre, hvor der oftest er en sygeplejefaglig leder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne-Lise Salling Larsen: sygeplejerske i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168158