Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sygepleje

Oprindelig forfatter ALSL Seneste forfatter Redaktionen

sygepleje, pleje af et menneske, hvis sundhedstilstand er truet som følge af sygdomme, skader, dårlig almen tilstand eller ændrede livsvilkår. Sygeplejens kerneområde er den kliniske sygepleje på sygehuse og i det primære sundhedsvæsen. Sygepleje retter sig mod patienten som person og ikke mod sygdomsdiagnosen. Sygepleje omfatter således både det kropslige, patofysiologiske hændelsesforløb og eksistentielle livsproblemer, som patienten oplever i forbindelse med sygdommen, behandlingen, mødet med sundhedsvæsenet og en kortere eller længere ændring af sin livssituation. Sygepleje kombinerer derfor den naturvidenskabelige viden om sygdomsårsager, behandling og sygeplejeprocedurer med humanistisk viden om medmenneskelige forhold.

Under sygeplejens udvikling fra en hjælpedisciplin for læger til en profession med sit eget selvstændige virksomhedsområde er den blevet begrebsliggjort gennem definitioner på sundhed og på sygeplejens mål.

Sygepleje knytter sig som begreb både til sygdom og sundhed. Sygeplejens sundhedsopfattelse følger WHOs definition på sundhed fra 1946, hvoraf det fremgår, at "sundhed er en tilstand af fysisk, psykisk og socialt velbefindende og ikke kun fravær af sygdom og invaliditet". Sygeplejen fokuserer på den afgrænsede del af sundhedsbegrebet, som sygeplejersken drager omsorg for.

Annonce

Sygepleje er en samfundsopgave, og målene skabes i takt med udviklingen i samfundet. I overensstemmelse hermed er målet i dag, at patienter inddrages i egen pleje og gennem information og vejledning bliver i stand til at samarbejde med sygeplejersken som en ansvarlig og ligeværdig person. Gennem initiativer som indlæggelsessamtaler, kontaktsygeplejerskesystem og patientundervisning søger sygeplejersken at nå disse mål i praksis, både i sygehus- og i primærsektoren.

På sygehuse finder sygepleje sted på senge-, undersøgelses- og behandlingsafsnit samt i ambulatorier. I primærsektoren udføres sygepleje som hjemmesygepleje i patientens eget hjem eller i en institutionsbolig.

Sygeplejens hverdag omfatter udførelsen af tekniske plejeprocedurer, fx personlig hygiejne og sårpleje, patientkommunikation, samtaler med pårørende, patientundervisning, stillingtagen til etiske spørgsmål samt brug af teknologiske hjælpemidler. Observation af patienters sygdomssymptomer og reaktioner på behandling er også en del af kerneområdet. Sygepleje omfatter pleje af ambulante og indlagte patienter, herunder pleje af patienter med meget påvirket almentilstand og bevidstløse patienter på intensivafdelinger. I primærsektoren omfatter sygeplejen ofte kroniske og handicappede patienter, som er afhængige af sygeplejen i kortere eller længere tid for at kunne klare hverdagen. Her rummer sygeplejen tillige pleje af lindrende karakter til patienter, der i en terminalfase ønsker at dø i hjemmet.

Forskning

Forskning i sygepleje følger nationale og internationale anbefalinger om at skabe ny viden inden for sygeplejens virksomhedsområde.

Sygeplejen, der i århundreder har arbejdet ud fra erfaringsviden, oplevede i slutningen af 1900-t. en akademisk udvikling, der skærper behovene for forskning i sygeplejens særlige virkeområder. Ændringer i samfundet med øgede krav om effektivitet og kvalitet i sundhedsvæsenet medfører også forventninger om sygeplejens deltagelse i sundhedsforskningen. Sygeplejens primære forskningsområde er den kliniske sygepleje på sygehuse og i det primære sundhedsvæsen. Forskningen afspejler tillige interesse for sygeplejens historie og dens pædagogiske og kultursociologiske genstandsfelter. Den benytter både kvalitativ og kvantitativ forskningsmetodik.

Det første danske sygeplejeforskningsprojekt blev publiceret i 1977 af E. Guldager (f. 1951) og H. Thorup (f. 1941) på basis af undersøgelse af plejekvaliteten på to forskellige barselsafdelinger. En lille gruppe sygeplejersker fulgte dette initiativ op, bl.a. ved dannelsen af Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning.

Flere år efter at studiemiljøer i sygeplejevidenskab var etableret i Europa, herunder de øvrige nordiske lande, brød sygeplejevidenskab igennem i Danmark. Det skete ved, at Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd i 1990 bevilgede 5 mio. kr. til oprettelse af to lektorater ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet og fem ph.d.-stipendier samme sted. 125 danske sygeplejersker har siden erhvervet en ph.d.-grad (2012).

Omkring 2012 er der ca. 50 danske ph.d-studerende sygeplejersker, overvejende ved danske, enkelte ved svenske universiteter. I 1993 blev der oprettet et femårigt forskningsrådsprofessorat i klinisk sygepleje ved det sundhedsvidenskabelige fakultet på Odense Universitet. Dette er fulgt op med endnu et professorat ved Odense Universitet, to professorater ved Aarhus Universitet og et professorat ved Københavns Universitet.

Uddannelse

Uddannelsen i Danmark har siden 1990 ændret sig fra en mesterlære til et studium. Grunduddannelsen i sygepleje er således i dag en videregående uddannelse af 3½ års varighed. Uddannelsen er studiebaseret med 55% teoretisk uddannelse og 45% praktisk uddannelse, der foregår på sygehuse og i det primære sundhedsvæsen. Sundhedsstyrelsen udsteder statsautorisation efter gennemført uddannelse. Uddannelserne er placeret ved professionshøjskoler og sygeplejeskoler rundt om i landet. Der er 3300 studiepladser (2011), adgangskravet er 12 års skolegang. Den fremtidige sygeplejerskeuddannelse er anerkendt som et bachelorstudium.

Efteruddannelse

Sideløbende med ændringerne i grunduddannelsen er kravene vokset til efter- og videreuddannelse, og samtidig med lægevidenskabens øgede specialisering vokser behovet for specialuddannelser inden for sygeplejens kliniske områder. På enkelte kliniske områder er der etableret specialuddannelser, der giver en særlig kompetence, fx sundhedspleje i 1938, hygiejnesygepleje i 1982, anæstesi- og intensivsygepleje i 1996 og psykiatrisk sygepleje i 1996.

Den etårige diplomuddannelse i sundhedspleje findes bl.a. inden for områderne sundhedsfremme og forebyggelse samt professionspraksis. I 1991 etableredes kandidatuddannelse i sygepleje (candidata curationes, cand.cur.). Samme år blev de første ph.d.-studerende immatrikuleret ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole og det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet. Ved det sundhedsvidenskabelige fakultet på Odense Universitet er der etableret et tværfagligt diplomstudium i 1998 og en tværfaglig kandidatuddannelse i sundhedsvidenskab (cand.scient.san.) i 1999.

Sundhedsplejerskeuddannelsen er en specialuddannelse, der fra 1938 har været gennemført som diplomuddannelse ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole. I dag foregår den ved professionshøjskoler i København og Aarhus og varer 1½ år. Adgangskriterierne er dels dansk autorisation som sygeplejerske samt et modul i en diplomuddannelse i videnskabsteori og -metode eller tilsvarende, dels to års ansættelse inden for mindst to af disse områder: svangre- og barselpleje, neonatalogi, pædiatri, børne- og ungdomspsykiatri, lægekonsultation eller hjemmesygepleje. Sundhedsplejersken har sundhedsfremmende og forebyggende opgaver i hjemmet, især forbundet med graviditet og fødsel, og i skolesundhedstjenesten. I enkelte lokalsamfund deltager sundhedsplejersker også i forebyggende og pædagogiske opgaver af anden karakter.

Historie

Pleje af patienter er traditionelt knyttet til kvindens omsorgsfunktioner. Gennem århundreder har familiens kvinder sammen med tjenestefolk sørget for plejen i hjemmet uden at have en særlig uddannelse. I antikkens Grækenland skelnede man ikke mellem pleje og behandling. Det samme gjaldt i middelalderens klostre (se klostermedicin), hvor nonner og munke ud fra et kristent livssyn plejede gamle og syge. I takt med gennemførelsen af Reformationen i 1500-t. gik klostrenes organisation af sygeplejen i opløsning, og ved de daværende hospitaler i de reformerte lande blev nonners og munkes pleje overtaget af ukvalificerede stuekoner.

Selvom renæssancen bliver kaldt "sygeplejens sorte periode", skete der enkelte steder i Europa fremskridt. På de første sygehuse i Danmark, fx Det Kongelige Frederiks Hospital, blev sygeplejen i slutningen af 1700-t. ydet af stuekoner. Samfundets velstillede borgere blev dog indtil slutningen af 1800-t. plejet og behandlet i eget hjem. Først da blev stuekonerne afløst af borgerskabets ugifte døtre, som i sygeplejen fandt et acceptabelt arbejdsområde. Medvirkende til dette var idéer fra udlandet, hvor bl.a. Theodor Fliedner i Kaiserswerth i Tyskland oprettede en sygeplejerskeuddannelse i den første diakonissestiftelse i 1836. Florence Nightingale opholdt sig i længere tid i Kaiserswerth, inden hun i 1860 lagde grundstenen til nutidens professionelle sygepleje i form af sygeplejerskeuddannelsen ved The Nightingale School i London. Samtidig skabte udviklingen i lægevidenskaben i Danmark behov for fagligt bedre udrustede hjælpere, og læger tog i slutningen af 1800-t. initiativ til også i Danmark at etablere uddannelse i sygepleje.

I mange år var sygeplejen en hjælpedisciplin til lægevidenskaben. Læger stod for den teoretiske uddannelse, og de ledende sygeplejersker underviste sygeplejeelever i praktiske discipliner, som var den del, der blev vægtet mest i uddannelsen. Dansk Sygeplejeråd, stiftet i 1899, virkede intenst i mange år for en anerkendelse og accept af sygeplejerskeuddannelsen, hvilket skete i 1933 med indførelse af statsautorisation.

Sygeplejens kaldsideologi, som har rødder i de katolske klostre og i diakonissestiftelserne, overlevede både nationalt og internationalt i mange år. Sygeplejerskerne boede og levede på sygehusene. I begyndelsen af 1930'erne opponerede yngre sygeplejersker mod kaldstanken. De krævede, at sygeplejen blev anerkendt som et erhverv, og kampen for ordentlige arbejds- og lønforhold begyndte. Lov om Sygeplejersker fra 1956 medførte en ensartet uddannelse og en udvikling af den professionelle sygepleje. Ved uddannelsesreformen 2001 blev sygeplejen til et bachelorstudium, og samtidig etableredes kandidat- og ph.d.-uddannelse i sygepleje. Udviklingen har ført til et selvstændigt ansvarsområde og en begyndende sygeplejevidenskab.

Selvom sygepleje i traditionel forstand er et kvindefag, har sygeplejerskers kamp for faglig selvstændighed dog aldrig været knyttet til kvindebevægelsen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne-Lise Salling Larsen: sygepleje i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168153