Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Kongelige Frederiks Hospital

Oprindelig forfatter JBrix Seneste forfatter Redaktionen

Det Kongelige Frederiks Hospital. Niels Eigtveds indgangsbygning har i trekantgavlen et relief af billedhuggeren J.C. Petzold, Den barmhjertige samaritan.

Det Kongelige Frederiks Hospital. Niels Eigtveds indgangsbygning har i trekantgavlen et relief af billedhuggeren J.C. Petzold, Den barmhjertige samaritan.

Det Kongelige Frederiks Hospital, Danmarks første egentlige sygehus, grundlagt af Frederik 5. og opført 1752-57 i den nyanlagte Frederiksstad efter tegninger af Niels Eigtved; fuldført af Lauritz de Thurah. Hovedbygningen dannede en firkant omkring en stor grønnegård. De korte toetagers hovedfløje rummede kontorer, mens sygestuerne var placeret i de lange enetages sidefløje uden korridorer. Derudover opførtes såvel ud mod Bredgade som mod Amaliegade to forbygninger. En af forbygningerne mod Amaliegade blev 1759-87 anvendt som fødselsstiftelse.

Hospitalet havde til formål at yde ubemidlede københavnske patienter fri kur og pleje og havde efterhånden 364 sengepladser fordelt på to medicinske og to kirurgiske afdelinger. Undervisning af læger og kirurger blev desuden henlagt til hospitalet; Danmarks første professor i intern medicin, Frederik Ludvig Bang, var overlæge her 1775-1800. Fra 1870 modtog hospitalet også patienter fra provinsen, hvis en speciel behandling var påkrævet.

Det Kongelige Frederiks Hospital udgjorde i det ydre sammen med de øvrige dele af Frederiksstaden en arkitektonisk magtdemonstration, som ikke helt afspejlede sig i det indre. Sygestuerne rummede op til 18 senge; det lille rum i baggrunden var sygeplejerskens værelse. Karnapper mellem sygestuerne rummede lokummer, der tømtes i åbne latriner under bygningerne. Ved opførelsen af hospitalet blev lægerne først sent taget med på råd; lægefagligt kom hospitalet dermed ikke på højde med nye sygehuse i udlandet. Fotografi fra 1909.

Ved oprettelsen af Rigshospitalet i 1910 ophørte sygehusfunktionen. Efter en omfattende ombygning, der var tilendebragt i 1926, blev hovedbygningen indrettet til Det Danske Kunstindustrimuseum (fra 2011 Designmuseum Danmark).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Brix: Det Kongelige Frederiks Hospital i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=109051