Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aalborg Universitetshospital

Oprindelig forfatter GSch Seneste forfatter Redaktionen

Aalborg Sygehus, Afsnit Nord.

Aalborg Sygehus, Afsnit Nord.

Aalborg Universitetshospital, hospital, som fremkom ved sammenlægning af det tidligere Aalborg Kommunehospital og det tidligere Aalborg Amtssygehus ved kommunalreformen i 1970, derefter betegnet hhv. Afsnit Nord og Afsnit Syd.

Aalborg har siden 1817 haft et civilt sygehus, som indtil 1850 fortrinsvis behandlede kønssygdomme. Et større sygehus blev bygget i 1881 af amtet og byen i fællesskab. I 1911 blev et nyt amtssygehus taget i brug, og fællesskabet ophørte. Både kommunehospitalet og amtssygehuset blev udvidet med nye bygninger i begyndelsen af 1960'erne og udgør tilsammen et moderne landsdelssygehus, som rummer alle specialer til betjening af befolkningen i Nordjylland.

Aalborg Sygehus omfatter Afsnit Syd og Nord i Aalborg samt diverse afdelinger i bl.a. Hobro og Hjørring. Sygehuset i Dronninglund blev lukket i 2015.

Annonce

Aalborg Sygehus har haft et samarbejde om varetagelse af uddannelse og forskning med Aarhus Universitetshospital, men pr. 1. januar 2013 blev der indgået et samarbejde med Aalborg Universitet, og ved dette blev Aalborg Universitetshospital en realitet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Schiøler: Aalborg Universitetshospital i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185397