sygdom

Mennesker, der i daglig tale betegnes som syge, har almindeligvis subjektive klager (almen sygdomsfølelse eller specifikke symptomer som fx smerter og svimmelhed), objektive sygdomstegn (fx feber, gulsot eller hududslæt) og påvirket adfærd (se patientundersøgelse og -behandling). Begrebet sygdom unddrager sig som mange andre af dagligsprogets begreber en klar definition. Der findes således intet enkelt kriterium, der kan benyttes til at skelne syge fra raske (se også sundhed). Subjektive symptomer er et vigtigt tegn på sygdom, men det er hverken nødvendigt eller tilstrækkeligt. En bevidstløs person, som ikke føler noget, og en person med en kræftsvulst, der endnu ikke har medført symptomer, anses for syge. Derimod anses en fødende kvinde med kraftige veer ikke for syg. Denne definitoriske uklarhed har betydning for afgrænsningen af sundhedsvæsenets opgaver. Man har fx diskuteret, hvorvidt kosmetiske operationer og behandling af barnløshed kan betragtes som sygdomsbehandling. At barnløshed i dag opfattes som en sygelig tilstand viser, at udviklingen af nye behandlingsmetoder kan udvide sygdomsbegrebet og nedsætte tærsklen for, hvad der opfattes som sygeligt.

Sygdomsbegrebet har en vigtig eksistentiel dimension, da sygdom for den enkelte ikke blot er summen af de ubehagelige symptomer, men snarere den måde, hvorpå disse fortolkes på baggrund af den enkeltes livssituation og livserfaring. Sygdom er ofte ledsaget af angst for fremtiden. Den, der indtager sygerollen, opnår rettigheder i forhold til familie, arbejdssted og samfund. Uberettiget indtagelse af sygerollen (pjæk) betragtes som umoralsk.

Sygdomsopfattelsen er også afhængig af moralske normer og af kulturelle og politiske forhold. Homoseksualitet blev tidligere anset for syndig og sygelig, og i Sovjetunionen betragtedes politiske dissidenter som lidende af behandlingskrævende psykisk sygdom. I debatten om livsstilssygdomme i begyndelsen af 2000-t. indgår, at de anses for selvforskyldte.

Fra et naturvidenskabeligt synspunkt anskues sygdom som en forstyrrelse af den menneskelige organismes biologiske funktioner. En person er rask, når organismen fungerer normalt, og syg, når den fungerer abnormt. Dette sygdomsbegreb betegnes somme tider apparatfejlsmodellen, idet sygdom opfattes som en fejl i det menneskelige apparat. Mange sygdomme i den gængse sygdomsklassifikation er defineret ved den tilgrundliggende fejl (se nosografi), men klassifikationen omfatter dog også kliniske syndromer, som defineres ud fra det sygdomsbillede, patienterne frembyder.

Medicinske filosoffer har vha. objektive kriterier søgt at definere, hvad der skal forstås ved normal funktion og ved abnorm funktion (fejl), men det er aldrig lykkedes på tilfredsstillende måde. I stedet kan man vælge at betragte biologiske funktioner som abnorme, når de forårsager det, som vi i daglig tale betegner som sygdom. Dette synspunkt har den ulempe, at det lægevidenskabelige sygdomsbegreb kommer til at afhænge af det dagligdags begreb og derfor bliver lige så uskarpt defineret og lige så værdiladet som dette. Fordelen er dog, at lægevidenskaben ikke løsrives fra den almindelige forståelse af begrebet sygdom.

I denne fremstilling er det taget for givet, at legemlige fænomener, dvs. forandringer i organismens funktioner, kan forårsage mentale fænomener, fx smerte. Det indgår også i traditionel lægevidenskabelig tænkning, at mentale fænomener kan påvirke de legemlige funktioner. Således antages følelsen af angst at kunne medføre øget adrenalindannelse og hurtig puls (se psykosomatik). Forholdet mellem legemlige og sjælelige fænomener (det filosofiske sjæl-legeme-problem) er dog fortsat uafklaret. Det psykiatriske sygdomsbegreb frembyder særlige problemer (se psykiatri).

Det har været foreslået, at man bør operere med en bio-psyko-social sygdomsmodel. Dette udtryk bidrager ikke til den teoretiske forståelse af sygdomsbegrebet, men understreger, at sociale forhold ved at påvirke mennesker både fysisk og psykisk har stor betydning for udviklingen af sygdom.

Der skelnes traditionelt mellem sygdommes ætiologi, dvs. de genetiske og miljømæssige faktorer, der sætter sygdomsprocessen i gang, og deres patogenese, dvs. selve den sygdomsproces, der forløber i den menneskelige organisme. Denne skelnen er dog ikke skarp, da genetiske og miljømæssige faktorer også spiller en rolle for en sygdoms forløb.

Sygdomsprocesser kan forklares på flere niveauer. Fra et fysiologisk synspunkt (se patofysiologi) kan den menneskelige organisme anskues som et komplekst system, som ved hjælp af tilbagekoblingsmekanismer tilstræber, at vigtige værdier (fx legemstemperatur, blodtryk og koncentrationen af blodets forskellige bestanddele) holdes inden for snævre grænser (se homøostase). Sygdom kan opstå, hvis reguleringen brydes pga. en eller anden påvirkning. Således bliver man syg, hvis koncentrationen af forskellige hormoner stiger eller falder ud over visse grænser (se endokrinologi). Fysiologiske systemer frembyder også pludselige kvalitative ændringer, fx pludseligt indsættende hjerterytmeforstyrrelse. Udviklingen af kaosteori (se kaos) bidrager til forståelsen af denne form for dynamik.

Fysiologiske sygdomsforklaringer kan imidlertid ikke stå alene, da ændringer i organismens funktion ledsages af morfologiske (strukturelle) forandringer. Sukkersyge (diabetes mellitus) hos yngre kan forklares ved nedsat insulinproduktion, men denne nedsatte produktion skyldes, at de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen går til grunde. Nogle morfologiske forandringer kan ses med det blotte øje eller i et almindeligt mikroskop (se patoanatomi), mens andre finder sted på det subcellulære, molekylære niveau.

De morfologiske forandringer må anskues i sammenhæng med den menneskelige organismes udvikling. Mennesket begynder sit liv som et befrugtet æg, gennemgår en vækstfase og genskabes igen og igen livet igennem. Mange af organismens celler har kun en kort levetid og erstattes til stadighed af andre. Disse yderst komplicerede processer kan løbe af sporet og føre til sygdom. Utilstrækkelig ernæring i fosterlivet kan disponere til sygdom mange år senere, kontrolmekanismerne ved celledelingerne kan svigte og føre til udvikling af kræft, og sent i livet bliver genskabelsen af organismen mangelfuld med aldring og evt. alderssygdomme til følge. Landvindingerne inden for molekylærbiologi bidrager til forståelsen af disse processer.

Processerne styres bl.a. af cellernes gener, og er disse defekte, opstår genetiske sygdomme. I de fleste tilfælde er der imidlertid tale om et komplekst samspil mellem genetiske og miljømæssige faktorer, og i så fald kan man med samme ret tale om en genetisk eller en miljøbetinget sygdom. Det er fx velkendt, at der er en udtalt arvelig disposition til allergiske sygdomme som astma og høfeber. Det kunne derfor være fristende at anse disse sygdomme for genetisk betingede, men da hyppigheden af sygdommene er stærkt stigende, må ændringer i miljøet spille en afgørende rolle.

Det er nyttigt for vurderingen af miljøets betydning at anlægge den evolutionære betragtning, at Homo sapiens som art er tilpasset livet som jæger og samler. Siden da har mennesket vedvarende ændret sin levevis, og megen sygdom må ses som resultat af manglende tilpasning til nye omgivelser. Nogle få eksempler kan tjene til at belyse, hvordan sygdomsspektret har ændret sig i tidens løb. De almindelige børnesygdomme var formentlig ukendte i jæger-samler-samfundet pga. den lave befolkningstæthed og optrådte først, da mennesker flyttede sammen for at drive agerbrug. Blæresten var en langt hyppigere sygdom i oldtidens Grækenland end i vore dage. Ergotisme, dvs. secaleforgiftning fra meldrøjer, var en frygtet sygdom i middelalderens Europa, der også hærgedes af epidemier, som spredtes i de uhygiejniske bymiljøer. Et særligt forløb af mavesår, ofte med dødelig udgang, og en særlig form for jernmangelanæmi (klorose) sås hyppigt blandt unge kvinder i slutningen af 1800-t., men kendes ikke længere. I 1900-t. var sygdomsspektret i den vestlige verden præget af lidelser som fx åreforkalkning, fedme, blodtryksforhøjelse og astma, og der opstod infektionssygdomme, som ikke var kendt tidligere, fx aids og infektion med Helicobacter pylori (se mavesår). I vor tid ændres menneskers levevis hurtigere end nogensinde tidligere, og man kan derfor forudse fortsatte forandringer af sygdomsspektret og optræden af nye sygdomme.

Læs også om de socialmedicinske aspekter ved sygdom.