Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

patientundersøgelse og -behandling

Oprindelig forfatter HeWu Seneste forfatter Redaktionen

patientundersøgelse og -behandling, kan i princippet opdeles i følgende faser: optegnelse af sygehistorie (anamnese), lægens direkte (objektive) undersøgelse, supplerende (parakliniske) undersøgelser, diagnosebeslutning, valg af behandling og opfølgning af behandling (se også konsultation). I praksis vil man sjældent kunne foretage en skarp adskillelse mellem disse faser, og nogle vil kunne udelades.

Sygehistorie

Ved nedskrivningen af anamnesen beder lægen patienten fortælle om symptomerne og udviklingen af sygdommen; lægen søger med spørgsmål at udbygge oplysningerne. Desuden indhentes bl.a. oplysninger om tidligere sygdomme og sygehusindlæggelser, brug af lægemidler og nydelsesmidler, sociale forhold, arbejdsforhold og forekomst af sygdomme i slægten (disposition). Anamneseoptagelse bør have form af en uformel samtale, hvorunder lægen ikke blot registrerer en række oplysninger, men også hører om patientens dagligliv og bekymringer og i det hele taget søger at indleve sig i patientens situation. Denne side af anamneseoptagelsen er særlig vigtig, hvis lægen ser patienten for første gang.

Objektiv undersøgelse

Ved den objektive (kliniske) undersøgelse forstås lægens undersøgelse af patienten på sygestuen eller i konsultationen. Patienten bliver evt. bedt om at lægge sig på et undersøgelsesleje, hvorefter lægen, hvis det skønnes nødvendigt, foretager en undersøgelse fra top til tå. Heri kan indgå inspektion af huden med henblik på udslæt, undersøgelse af syn og hørelse, inspektion af svælg, vurdering med fingerspidserne (palpation) af lymfeknuder, fx i armhuler, stetoskopi af hjerte og lunger, palpation af maven, undersøgelse af bevægelighed af arme og ben samt undersøgelse af reflekser. Desuden registreres blodtrykket. I visse tilfælde er det nødvendigt at foretage særlige undersøgelser, fx gynækologisk undersøgelse hos kvinder eller rektalundersøgelse af prostata hos mænd.

Annonce

Parakliniske undersøgelser

Parakliniske undersøgelser, dvs. de undersøgelser, der ikke foretages af den behandlende læge, men af hjælpeafdelinger, kan omfatte biokemiske undersøgelser af blod og urin, røntgenundersøgelser, ultralydundersøgelser, kikkertundersøgelser og andre undersøgelser.

Diagnose

De ovennævnte elementer indgår tilsammen i den diagnostiske proces. Allerede ved anamneseoptagelsen vil lægen i reglen have gjort sig sine tanker om, hvad patienten kunne fejle, og de efterfølgende undersøgelser, især valget af parakliniske undersøgelser, har til formål at bekræfte eller udelukke flere forskellige mulige diagnoser (differentialdiagnoser). Undersøgelsesprogrammet lægges ofte til rette, så lægen først søger at udelukke alvorlige sygdomme, fx kræft, for derefter at bekræfte, at patienten har en godartet lidelse.

Behandling

Efter diagnosebeslutningen følger valget af behandling, der skal være videnskabeligt velbegrundet (se klinisk forskning og kontrolleret klinisk undersøgelse) og bl.a. kan bestå i ordination af lægemidler, kirurgiske indgreb eller fysioterapi (se også kur).

Det er indlysende, at patientundersøgelse og -behandling ikke kan lægges i faste rammer. Der forekommer således tilfælde, hvor en patient pludselig udvikler alvorlige symptomer, fx hjertesvigt eller kraftig maveblødning. I så fald må behandling påbegyndes med det samme, og de nærmere diagnostiske overvejelser må udskydes, indtil patientens tilstand er stabil. Hvis opfølgningen af behandlingen viser, at denne ikke har den ønskede effekt, kan det være nødvendigt at genoverveje diagnose og foretage yderligere undersøgelser. I alle tilfælde skal beslutningerne tages i et samarbejde med patienten, som under hele forløbet har krav på fuld information om grundlaget for lægens beslutninger (informeret samtykke). Patienter har ret til at se deres journal (journalindsigt), hvis de ønsker dette. Når en patient udskrives fra et sygehusophold, modtager den henvisende læge i sammendrag oplysning om de foretagne undersøgelser og den givne behandling i form af et udskrivningsbrev (epikrise).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wulff: patientundersøgelse og -behandling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139498