konsultation

Mødet mellem patient og læge er analyseret i den konsultationsforskning, som er vokset støt siden 1970'erne. Tidligere blev konsultationen opfattet som et møde mellem en ekspert, som var aktiv og tog beslutninger, og en patient, som var passiv og modtagende; lægen informerede kun lidt om sygdommen, og patienten blev ikke inddraget i overvejelser om behandlingsmuligheder.

Siden 1970'erne har nye tanker vundet indpas. Patienter betragtes som ligeværdige samarbejdspartnere med det fælles mål: at få løst helbredsproblemet bedst muligt. Patient-læge-forholdet har dermed fået en placering både i undervisning af kommende læger og i medicinsk forskning. I forskningen anvendes overvejende kvalitative eller humanistiske forskningsmetoder til at undersøge patient-læge-forholdets betydning og indhold.

Der er bl.a. foretaget undersøgelser med sammenligninger af patienters og lægers opfattelser af konkrete sygdoms- og behandlingsforløb ved hjælp af interview. Disse har vist, at patienter overvejende har et behov for en forklaring på deres symptomers mulige sammenhæng med en sygdom, mens læger antager, at de overvejende har et behandlingsbehov. Især i specialet almen medicin (se alment praktiserende læge) har der været interesse for at undersøge patienters og lægers forskellige måder at tænke på under en konsultation.

Patienter kan sikkert under visse forhold stadig føle, at de passivt tager imod råd frem for at blive taget med på råd. Men lægers voksende viden om betydningen af at kende patienters opfattelser er med til at ændre konsultationer i en mere patientcentreret retning. Se også klinisk.