evidensbaseret medicin

Evidensbaseret medicin, (1. led af 1. ord af lat. evidentia 'det at være indlysende', af ex- og videre 'se, kigge frem'), systematisk og kritisk vurderet fagligt grundlag for beslutninger i patientbehandling angående diagnose, behandling, forebyggelse og forløb. Det er et tiltagende krav i moderne lægevidenskab, at kliniske forhold vedrørende den enkelte patient er baseret på tilstrækkelig empirisk evidens. Det er ikke nok, at en behandling hviler på tradition eller usystematisk erfaring. Selvom klinisk lægevidenskab bygger på kendskab til sygdomsprocesser, fx anatomiske eller fysiologiske forandringer, er viden herom ikke tilstrækkelig til at sikre mod fejlagtige konklusioner i behandlingen af den enkelte patient. Klinisk forskning har derfor måttet udvikle sine egne metoder for at inddrage sygdommes menneskelige og sociale sider eller til at sikre et højt fagligt grundlag for beslutninger. Dokumenteret effekt af behandling og kendskab til bivirkninger baseres således på kontrollerede kliniske undersøgelser, ofte gentaget af flere forskergrupper. Vha. særlige statistiske metoder, fx metaanalyser (se Cochrane-centre), kan man sammenfatte resultater af mange undersøgelser på en overskuelig måde.

Tilsvarende skal værdien af diagnostiske procedurer dokumenteres gennem studier af grupper af syge og raske personer. Herved kan man vurdere en undersøgelsesmetodes følsomhed og specificitet samt diagnosens pålidelighed, når den stilles af forskellige læger. Udsagn om forløb af en sygdom baseres på systematiske studier af større grupper af personer, som sammenlignes med normalbefolkningen. Man benytter ofte i sådanne undersøgelser metoder fra epidemiologi, fx overlevelsesstatistik. Undersøgelserne publiceres i anerkendte videnskabelige tidsskrifter, hvor de underkastes kritisk faglig revision før optagelsen. Herved opbygges et beslutningsgrundlag, der er tilgængeligt i de store internationale databaser. Ideelt set kan der aldrig indsamles tilstrækkelig evidens, da en række faktorer, fx alder, køn og sociale forhold, er betydningsfulde for forløb, effekt af behandling mv., og disse faktorer ikke altid er repræsenteret i de offentliggjorte undersøgelser. I praksis vil man kunne tale om varierende grader af evidens vedrørende diagnostik og behandling af en konkret sygdom afhængigt af, hvilke og hvor mange systematiske undersøgelser der er udført.

Evidensbaseret behandling kan dog ikke kun baseres på kontrollerede kliniske undersøgelser af udvalgte grupper af patienter, da fx ældre patienter eller personer med flere sygdomme ofte ikke indgår i undersøgelserne. Det er derfor vigtigt at iværksætte supplerende undersøgelser af de grupper af personer, som man møder i det daglige kliniske arbejde.

Nogle vil foruden resultater fra kontrollerede studier kræve, at der kan gives tilfredsstillende teoretiske forklaringer på den observerede virkning af behandlingen, dvs. at man kan forklare effekten ud fra kendskab til anatomiske, fysiologiske eller biokemiske forhold ved en given sygdom. En række andre aspekter kan desuden være betydningsfulde for kliniske beslutninger, fx patienternes villighed til at gennemføre en behandling. Ud over angst for bivirkninger kan personlige forventninger og etiske vurderinger spille en vigtig rolle. Dette åbner for en udvidelse af beslutningsgrundlaget i klinisk sammenhæng med studier baseret på human- og samfundsvidenskabelige metoder. Evidensbaseret medicin kan således spænde over systematisk viden med fokus på medicinsk teknologi i snæver forstand og et bredere, rationelt beslutningsgrundlag baseret på systematiske undersøgelser fra en række supplerende videnskaber.