Cochrane-centre, (efter A. Cochrane, 1909-88, skotsk læge og epidemiolog), sundhedsvidenskabelige forskningscentre, der har til opgave at skaffe overblik over, hvilke lægelige behandlinger der er effektive. I samarbejde med internationale specialistgrupper udarbejdes og opdateres systematiske oversigter over sundhedsvidenskabelig forskning. Ved en metaanalyse sammenfattes i statistisk form alle tilgængelige resultater inden for et afgrænset forskningsområde. Derved bliver det muligt at skelne mellem effektive og ineffektive behandlinger, ligesom selve forskningen kan vurderes som lødig, underlødig eller overflødig. Det har således kunnet vises, at en række undersøgelser og behandlinger har været utilstrækkeligt dokumenterede eller unødvendige, mens mere værdifulde metoder har været udnyttet for lidt. Det Nordiske Cochrane Center, der har til huse på Rigshospitalet, er oprettet i 1993.