Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bibliotek for Læger

Oprindelig forfatter NEng Seneste forfatter Redaktionen

Bibliotek for Læger, tidsskrift for medicinens historie, kultur, filosofi og metode, verdens ældste og stadigt aktive lægetidsskrift oprettet i 1809. Bestyrelsen for Det Classenske Fideikommis besluttede i 1807 at bevilge et årligt tilskud på 200 rigsdaler til et litteraturselskab for læger med et tilhørende dansksproget tidsskrift på initiativ af bl.a. den medicinske professor Johan Daniel Herholdt. Desuden gav Sundhedskollegiet tilsagn om yderligere økonomisk støtte. Tidsskriftets første egentlige redaktør i årene 1828-1846 var lægen Carl Otto (1795-1879). Efter oprettelsen af Ugeskrift for Læger i 1839 opstod der efterhånden en vis arbejdsdeling mellem de to tidsskrifter, således at Bibliotek for Læger, der udkom (og fortsat udkommer) kvartalsvis, fortrinsvis tog sig af emner af mere generel interesse, mens Ugeskrift for Læger siden navnlig har taget sig af publikation af resultaterne af biomedicinsk forskning og af fagpolitiske emner.

Fra begyndelsen af 1900-t. fungerede Bibliotek for Læger i nogen grad som et dansk forum for medicinens historie og metodologiske problemstillinger og havde professor Thorkild Rovsing som chefredaktør 1909-1927. Fra 1932 blev tidsskriftets udgivelse alene finansieret ved abonnementer. Fra midten af 1900-t. blev indholdet i stigende grad suppleret med aspekter inden for socialmedicin og etik. 1977-1990 var professor Povl Riis chefredaktør. Professor Henrik Wulff, chefredaktør 1992-2001, fik med fokus på videnskabshistorie, filosofi, medicinsk etik, metodologi, kvalitetssikring, prioritering, klinisk beslutningslære, sundhedsøkonomi og kvalitativ forskning placeret tidsskriftet i brydningsfeltet mellem sundhedsvidenskab, samfundsforskning og humaniora. Christian Graugaard har været chefredaktør siden 2007.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Engelbrecht: Bibliotek for Læger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=229994