Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lægeuddannelse

Oprindelige forfattere GuBe, Jasz, JBrix, Karle og PRiis Seneste forfatter Redaktionen

lægeuddannelse, autorisationsgivende uddannelse af læger som betingelse for deres ret til at undersøge og behandle patienter. Uddannelsen revideres løbende i overensstemmelse med udviklingen i samfundet og sundhedsvidenskaberne.

Lægeuddannelsens planlægning og praktiske udformning benytter begreberne prægraduat og postgraduat. Graden refererer her til den lægevidenskabelige kandidateksamen (cand.med.), således at prægraduat omfatter universitetsuddannelsen, og postgraduat alt, hvad der følger efter. Den postgraduate uddannelse har to hovedbestanddele: dels videreuddannelsen, dvs. den overbygning, der kombineret med praktisk lægearbejde fører til en specialuddannelse som alment praktiserende læge, kirurg, psykiater, røntgenlæge osv., dels efteruddannelsen, dvs. den løbende ajourføring af almene og specielle kundskaber, som alle læger er forpligtet til.

Prægraduat lægeuddannelse

Prægraduat lægeuddannelse foregår i Danmark ved de sundhedsvidenskabelige fakulteter ved universiteterne i København, Aarhus, Aalborg og Odense. Tilgangen til studiet reguleres af myndighederne. De adgangsgivende eksaminer er studentereksamen (stx), højere forberedelseseksamen (hf), højere teknisk eksamen (htx), højere handelseksamen (hhx) eller tilsvarende udenlandsk eller international eksamen.

Annonce

Studievarigheden er seks år (12 semestre), opdelt i en bachelordel (tre år) og en kandidatoverbygning (tre år). Bacheloruddannelsen tilrettelægges således, at den er den naturlige vej til den lægevidenskabelige kandidatuddannelse og til fx uddannelse som humanbiolog og kiropraktor. Det prægraduate studiums form er forskelligt ved de danske universiteter, men indholdet er grundlæggende det samme.

Det samlede studium består af undervisning i de biologiske fag, der beskriver kroppens normale opbygning og funktioner (anatomi, fysiologi, biokemi, cellebiologi med tilhørende almen og organisk kemi og medicinsk fysik), samt fag med klinisk og adfærdsorienteret indhold (almen medicin, sundhedspsykologi, sexologi, statistik og medicinsk videnskabsteori, herunder medicinsk etik). I bachelordelen indlægges også patientkontakt i både almen lægepraksis og på sygehuse samt starten på den kliniske uddannelse i udvalgte sygdomme.

I kandidatoverbygningen undervises i fagene om sygdomsfremkaldte organ- og vævsforandringer (patologisk anatomi), mikrobiologi, immunologi, lægemidlers virkning (farmakologi) samt arvelighedslære, anvendt fysiologi og billeddiagnostik. Den kliniske uddannelse i kirurgi og intern medicin med patientkontakt udbygges gennem kandidatforløbet. De mere specialiserede kliniske fag, fx sygdomme i nervesystem og sanseorganer, hudsygdomme, kvindesygdomme og børnesygdomme, er placeret inden for de sidste to studieår. Den kliniske udannelse omfatter også arbejdsmedicin og miljømedicin, retsmedicin, administrativ medicin, klinisk biokemi og anæstesilære. Gennem det kliniske studieforløb er sygdomslærens teoretiske forudsætningsfag tidsmæssigt indpasset forud for og sideløbende med de kliniske fag og patientkontakten. Derved skabes gode muligheder for studiemæssig realisering af anvendelsesrelevant basalviden.

Ved den prægraduate uddannelses afslutning skal kandidaten være i stand til at fungere som underordnet læge på en sygehusafdeling og desuden være kvalificeret til at fortsætte i den postgraduate lægeuddannelse.

Postgraduat lægeuddannelse

Postgraduat lægeuddannelse består af videreuddannelse og efteruddannelse, dvs. den livslange vedligeholdelse og tilpasning af kompetence til den lægevidenskabelige udvikling. Videreuddannelsen opdeles i den kliniske basisuddannelse og speciallægeuddannelsen.

Den kliniske basisuddannelse er fælles for alle lægevidenskabelige kandidater og omfatter en reservelægeansættelse i 12 måneder fordelt med seks måneder i to specialer, den første periode på et hospital, den anden evt. hos en alment praktiserende læge. Herefter tildeler Sundhedsstyrelsen tilladelse til selvstændigt virke som læge. Aftale med sygesikringen om virke som alment praktiserende læge kræver speciallægeanerkendelse i almen medicin. De øvrige nordiske lande har en tilsvarende ordning; i mange andre lande kan speciallægeuddannelse påbegyndes umiddelbart efter lægeeksamen.

Specialer

  • almen medicin
  • anæstesiologi
  • arbejdsmedicin
  • børne- og ungdomspsykiatri
  • dermato-venerologi (hud- og kønssygdomme)
  • diagnostisk radiologi (røntgenundersøgelse)
  • gynækologi og obstetrik (kvindesygdomme og fødselshjælp)
  • intern medicinske specialer
    • endokrinologi (medicinske hormonsygdomme)
    • gastroenterologi og hepatologi (medicinske mave-tarm- og lever-sygdomme
    • geriatri (alderdommens sygdomme)
    • hæmatologi (blodsygdomme)
    • infektionsmedicin
    • kardiologi (medicinske hjerte- og kredsløbssygdomme)
    • lungesygdomme
    • nefrologi (medicinske nyresygdomme)
    • reumatologi (gigtsygdomme)
  • kirurgiske specialer
    • kirurgi (kirurgiske sygdomme)
    • karkirurgi (kirurgiske blodkarsygdomme)
    • plastikkirurgi
    • thoraxkirurgi (brysthulens kirurgiske sygdomme)
    • urologi (urinvejenes kirurgiske sygdomme)
  • klinisk biokemi
  • klinisk farmakologi
  • klinisk fysiologi og nuklearmedicin
  • klinisk genetik
  • klinisk immunologi
  • klinisk mikrobiologi
  • klinisk onkologi (kræftsygdomme)
  • neurokirurgi (kirurgiske nervesygdomme)
  • neurologi (medicinske nervesygdomme)
  • oftalmologi (øjensygdomme)
  • ortopædisk kirurgi
  • oto-rhino-laryngologi (øre-næse-hals-sygdomme)
  • patologisk anatomi (vævs- og celleundersøgelser)
  • psykiatri
  • pædiatri (sygdomme hos børn)
  • samfundsmedicin

Speciallægeuddannelse fører frem til autorisation som speciallæge. Der er 25 anerkendte specialer i Danmark.

Den samlede uddannelsesvarighed er mellem 60 og 72 måneder. Den omfatter en introduktionsuddannelse (12 måneder), som er en forberedelsesuddannelse til speciallægeuddannelser, samt den egentlige speciallægeuddannelse (4-5 år). Sundhedsstyrelsen fastsætter på baggrund af anbefalinger fra Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse de nærmere krav og tildeler speciallægeanerkendelse efter ansøgning. For at opnå speciallægeanerkendelse forudsættes dokumentation for specifikke krav til de enkelte speciallægeuddannelser samt dokumentation for et tilfredsstillende gennemført uddannelsesforløb. Som grundlag for overlægeansættelse stilles yderligere krav om ansættelse som afdelingslæge (speciallæge). Speciallægeområdet i andre lande afviger både med hensyn til specialebetegnelser og uddannelsesregler. Siden midten af 1970'erne har der været et fælles arbejdsmarked med gensidig godkendelse af speciallægetitler i Norden og inden for EU.

Historie

Med indvielsen af Københavns Universitet i 1479 blev der også oprettet et medicinsk fakultet, som det var sædvane i middelalderen. I mange år var det kun muligt at erhverve en grunduddannelse, der omfattede fag som teologi, filosofi, græsk og latin. Den praktiske medicinske uddannelse måtte foregå under dyre og langvarige studierejser til forskellige universiteter i Central- og Sydeuropa. Blandt de talrige universiteter, der blev besøgt af danske medicinstuderende, skal især fremhæves universiteterne i Padova i 1500-t. og Basel i begyndelsen af 1600-t. Uddannelsen blev de fleste steder afsluttet med, at den studerende blev promoveret til doktor (dr.med.). I København blev den første læge promoveret til dr.med. i 1544.

Endnu i midten af 1600-t., da internationalt kendte danske læger som Ole Worm, Caspar Bartholin d.æ., Caspar Bartholin d.y. og Thomas Bartholin virkede ved universitetet, var det kun enkelte, der afsluttede deres uddannelse i København. Medicinalforordningen fra 1672 pålagde danskere, der ønskede embeder i riget, at afslutte deres uddannelse ved Københavns Universitet. I 1700-t. var der årlig kun en til to, der afsluttede uddannelsen i København.

Med ændringen af universitetsfundatsen i 1788 indførtes den medicinske kandidateksamen (cand.med.) som afgangseksamen, der gav uindskrænket ret til at virke som læge i "Kongens Riger og Lande". Dr.med. var herefter kun en videnskabelig titel opnået ved disputats. Uddannelsens grundelement var den gennem middelalderen modificerede sygdomsforståelse i form af humoralpatologi helt op til begyndelsen af 1800-t. Undervisningen var teoretisk og især koncentreret om medicinske sygdomme, hvorimod fx kirurgi og fødselssygdomme kun blev doceret i ubetydeligt omfang.

Undervisning, der omfattede patientkontakt, blev først mulig fra 1757, da Det Kongelige Frederiks Hospital i København blev indviet. En formaliseret kirurgisk uddannelse kunne fra 1787 erhverves ved Kirurgisk Akademi. Denne uddannelse blev i 1842 sammenlagt med den lægevidenskabelige uddannelse ved universitetet. Lægeuddannelsen har siden undergået store forandringer i takt med en ændret sygdomsforståelse og den teknologiske udvikling. I 1955 blev de første læger dimitteret fra Aarhus Universitet og i 1972 fra Odense Universitet.

Universitetsuddannelsen har siden slutningen af 1800-t. været opdelt i en teoretisk fase 1 og en klinisk fase 2. Undervisningsministeriet traf i 1998 beslutning om at ændre dette princip ved at indføre en bachelorgrad, som kan opnås på basis af en indledende, blandet teoretisk og klinisk uddannelse på tre år, og nedsætte den samlede studietid fra 61/2 til 6 år ved at reducere pensum til et kernepensum.

De sundhedsvidenskabelige fakulteter har således alle i 2001 indført en studietidsforkortelse til 6 år og i 2006 bachelorgraden efter 3 års uddannelse. De nye studieordninger sikrer en bedre faglig integration mellem de såkaldt basale og de kliniske fag og bygger i langt højere grad end tidligere på problemorienteret undervisning og andre former for studenteraktiverende undervisning. Selvom de studerende tidligt i studiet får indtryk af arbejdet som læge, er den teoretiske del i begyndelsen af studiet fortsat holdorienteret, og den praktiske, kliniske del i slutningen af studiet baseret på undervisning i smågrupper.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Bendixen, Poul Jaszczak, Johannes Brix, Hans Karle, Povl Riis: lægeuddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=119670