Grækenlands sundhedsforhold

Siden 2010 er der i Grækenland sket en løbende reducering af det offentliges sundhedspersonale, læger og sygeplejer mfl., og medicintilskud er skåret kraftigt ned. I udkantsområder og på en række øer er der direkte mangel på sundhedspersonale og medicin. Private læger er koncentreret i de større byer og må højest arbejde én dag om ugen på offentlige hospitaler og klinikker.

Det offentliges hospitalssenge er reduceret fra 35.000 til 33.000, mens 500 sengepladser er reserveret til private forsikringer. Pga. disse nedskæringer er den private sundhedssektor blevet styrket for dem, der har arbejde og god indkomst.

Nedskæringer inden for hospitals- og sundhedssektoren var de første år af krisen 2009-11 på 40 %. Sektoren blev frem til 2014 løbende beskåret, og hospitals- og sundhedsenheder er enten nedlagt eller sammenlagt med andre. I 2013 blev der indført brugerbetaling på 5 € for besøg på offentlige sundhedsklinikker og 25 € for hospitalsbesøg. Nedskæringerne og manglende personel har betydet, at almen basishygiejne ikke kan udvises, hvilket forstærkes af det stigende antal hjemløse, der alene i Athen steg med 25 % de første år af krisen. Infektioner på offentlige hospitaler har været stærkt stigende og har medført 2800 dødsfald på blot et år. hiv-infektioner, malaria og tuberkulose primært blandt indvandrere er også steget voldsomt pga. manglende medicin, hygiejne og bolig.

Fødselsraten i Grækenland er 1,5 barn pr. kvinde. Børnedødeligheden er for første gang siden 1950’erne steget fra 2,7 pr. 1000 børn i 2009 til 3,8 i 2013. Manglende graviditetsundersøgelser og medicin har også øget antallet af dødfødte, der er steget med 21 % alene i perioden 2008 til 2011.

Græske mænd har en middellevetid på 78 år (2012). Græske kvinder lever i gennemsnit 83 år. Gennemsnitslevealderen er faldet med 2 procentpoint, og ældredødeligheden er steget enten på grund af manglende læger, medicin, behandling generelt eller pga. de ældres manglende betalingsevne.

Græske mænd er de mest rygende i EU, og dødeligheden af lungekræft er stigende. Generelt ligger dødeligheden af kræft lavere end EU-gennemsnittet.

I landets 325 kommuner er der i 2014 kun 50 kommunale klinikker plus 24 mobile klinikker, og de kan ikke dække behovet for lægehjælp og medicin, især ikke i udkantsområder og på øerne, enten pga. manglende penge eller kvalificeret arbejdskraft – den er udvandret. Statens samlede udgifter til medicin er siden krisens begyndelse faldet fra 4 til 2 mia. €, og staten skylder medicinalindustrien flere milliarder euro. Selv de borgere, der har råd, kan ikke købe den nødvendige medicin, fordi den ikke længere findes i landet. Da medicin og lægebehandling ikke længere fås gratis hos lægen og på hospitalet, er patienterne henvist til de frivillige hjælpeorganisationer og sociale klinikker, hvor behandling og medicin er gratis. Hvert år behandles tusinder af mennesker på disse klinikker.

Det psykiatriske område er stærkt ramt af krisen, da antallet af patienter er steget pga. krise og fattigdom, ligesom almindelige kirurgiske indgreb for mange mennesker er blevet for dyre. I 2014 kostede det fx 1000 € plus udgifter til for- og efterbehandling at få en ny hofte. Mange pensionister med 600 € pr. måned har ikke råd til behandling og medicin.

De sociale og sundhedsmæssige støtteordninger er generelt – i modsætning til pensionsordninger – uudviklede med små og tidsbegrænsede ordninger, meget lave ydelser, begrænsede dækninger og behandling. Fx er økonomisk støtte til børnefamilier kun for familier/enlige med tre eller flere børn og dækker stort set kun ansatte inden for det offentlige og banker. Selv fattige familier/enlige med et eller to børn har svært ved at få hjælp fra det offentlige, når det gælder hjælp til indkøb af medicin, læge- og hospitalsbesøg og til at finde en bolig.

De tidligere mange og forskellige sundheds- og forsikringsordninger er i dag reduceret til tretten store nationale ordninger, hvor IKA (lønmodtagere), OAEE (selvstændige), TAXI (hotelansatte) og OGA (bønder) er de største.

I dag kræves medlemskab af en af de tretten ordninger, indbetalte bidrag samt et socialt sundhedskort (AMKA) for at kunne benytte de offentlige hospitaler og klinikker. Fx kræver et IKA-sundheds- og sygesikringskort, at man har arbejdet i mindst 50 dage inden for det sidste år for at få fri adgang til det offentlige sundhedsvæsen. Kortet skal fornys hvert år. Kan man ikke opnå fx et IKA-kort, så kan man ikke benytte det offentlige sundhedssystem og er henvist til private hospitaler og klinikker.

Ca. en tredjedel af befolkningen var ifølge græsk LO i 2014 i modsætning til før 2010 uden offentlig sundhedsforsikring pga. arbejdsløshed, sæson- og deltidsbeskæftigelse eller fordi de (lønmodtagere og arbejdsgivere) skyldte penge til sygeforsikringen. En gæld, der i oktober 2014 udgjorde 11,5 mia. €.

• sociale forhold i Grækenland