Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - sundhedsforhold

Oprindelig forfatter NRosd Seneste forfatter Redaktionen

Sundhedstilstand

Danskerne har gennem årtier levet med forestillingen om, at deres sundhedstilstand var en af de bedste i verden, idet middellevetiden omkring 1960 kun var overgået af Sverige, Norge og Holland. I 1990 var Danmark imidlertid blevet overhalet af alle landene i EU med undtagelse af Irland og Portugal, ligesom fx Japan og Cuba havde en højere middellevetid. I Danmark steg middellevetiden i perioden 1965-2015 fra 72 år til 80,6 år (mænd: 78,6, kvinder: 82,5). Danmark blev fortsat overgået af 26 lande, bl.a. alle vestueropæiske lande, Canada og Japan. På verdensplan var den gennemsnitlige middellevealder 71,4 i 2015.

Opgørelsen af middellevetiden påvirkes stærkt af børnedødeligheden i første leveår; den er faldet siden begyndelsen af 1900-t., men faldet er blevet afløst af en stagnation i forhold til de lande, som vi oftest sammenligner os med, idet ca. 10 lande har en lavere børnedødelighed end Danmarks, der er på ca. 2,9 pr. 1000 levendefødte børn (2015).

Fra omkring 1995 har Danmark oplevet et overraskende fald i dødelighed, som har medført en stigning i den forventede middellevetid til 82,5 år for kvinder og 78,6 år for mænd i 2014-15; denne periodes forøgelse af middellevetiden har dermed været større end i de foregående to årtier.

Annonce

Det største fald i dødeligheden har fundet sted for hjertesygdommes vedkommende, men der er også sket et fortsat fald i antallet af selvmord. Dødeligheden af aids er også gået ned fra 1995, da en effektiv, livsforlængende, men ikke helbredende, behandling med en kombination af lægemidler blev introduceret. Da dødeligheden af aids især forekom blandt yngre mænd, har nedgangen i disses dødelighed haft en vis betydning for den stigende middellevetid for mænd.

Den faldende dødelighed af hjertesygdomme skyldes formentlig en kombination af flere faktorer. Der har været et fald i andel af rygende danskere, og ændringer af kost- og motionsvaner har sandsynligvis også medvirket. Samtidig har forbedrede og øgede behandlingstilbud ved behandling af hjertekransåresygdom været med til at nedsætte hjertedødeligheden. Forebyggelse af hjertesygdomme med øget anvendelse af Hjertemagnyl®, kolesterolsænkende lægemidler (statiner) og mere intensiv behandling af eventuel blodtryksforhøjelse kan også have medvirket. Dødeligheden af forskellige sygdomme er ikke det bedste mål for en befolknings sundhedstilstand, men udviklingen i dødelighed giver vigtige oplysninger. Hjerte-kar-sygdomme er siden 1980 blevet en sjældnere dødsårsag og udgjorde i 2014 ca. 25 % af alle dødsfald.

Antallet af kræftdødsfald er fortsat stigende og udgør ca. 30 %. Stigningen i antallet af lungekræfttilfælde hos kvinder er en af de største i verden, mens der for mænds vedkommende er indtrådt et langsomt fald. Forekomsten af brystkræft hos kvinder er blandt de højeste i verden.

I flere år sås en nedadgående tendens hvad angår selvmord, men de seneste år er der sket en stigning. Antallet af dødsfald pga. arbejds- og trafikulykker ligger lavt og blev for trafikulykkers vedkommende halveret i perioden 1990-2006. Antallet af dødsfald som følge af hjemmeulykker er fortsat stigende, især pga. komplikationer til lårhalsbrud hos helt gamle mennesker.

Kroniske sygdomme, hvis udbredelse ikke afspejler sig i dødelighedsstatistikkerne, er årsag til mange lidelser og store omkostninger for samfundet og den enkelte. Dette gælder foruden de psykiske sygdomme også led- og muskelsygdomme, som kan være forårsaget af hårdt fysisk arbejde.

Den gennemsnitlige sundhedstilstand i Danmark, fx bedømt ved dødelighed, dækker over betydelige variationer, selvom disse ikke er så store som mange andre steder i verden. I København er middellevetiden et par år lavere end landets gennemsnit. Visse erhvervsgrupper, fx søfolk og restaurationsmedarbejdere, har en overdødelighed på 100 %.

Sundhedsvæsen

Det danske sundhedsvæsens opgaver, som er fastlagt ved lovgivningen, er helt overvejende henlagt til regioner og kommuner og består af forebyggelse, konstatering og behandling af sygdomme samt pleje af syge. Hertil kommer forskning og uddannelse af sundhedspersonale.

Det danske sundhedsvæsen beskæftiger ca. 155.000 personer (2014). De offentlige udgifter hertil beslaglægger ca. 155 mia. kr. (2015). Befolkningens egenbetaling for sundhedsydelser udgør ca. 15,8 % og omfatter overvejende egen andel af udgiften til lægemidler og tandlægebehandling, men også betydelige beløb til naturmedicin og anden alternativ behandling. I 2013 lå de samlede sundhedsudgifter på 10,4 % af BNP; heraf udgjorde de offentlige sundhedsudgifter 8,8 % af BNP, mens de private sundhedsudgifter udgjorde 1,6 %.

Sundhedsvæsenet er overvejende administreret gennem regionerne. Disse har en forpligtelse til via sygesikringen at finansiere de væsentligste dele af den primære sundhedstjeneste (praktiserende læger, tandlæger, fysioterapeuter m.m.) og yde tilskud til lægemidler. De har ligeledes pligt til at opretholde et sygehusvæsen (den sekundære sundhedstjeneste).

Kommunernes forpligtelser omfatter organisering af ydelser til hjemmesygepleje, sundhedspleje samt tandpleje for børn og unge. Hjælp til ældre og handicappede i eget hjem samt tilvejebringelse og drift af plejehjem og andre ældreboliger er helt overvejende kommunale ydelser.

I den primære sundhedstjeneste har ca. 3500 alment praktiserende læger og ca. 900 speciallæger overenskomst med regionerne. Den primære lægetjeneste er karakteriseret ved, at ca. 98 % af befolkningen vælger at have en egen læge. En dansker har årligt i gennemsnit 7,5 kontakter til sin praktiserende læge, der i ca. 87 % af tilfældene kan gøre behandlingen færdig.

Sygehusvæsenet omfatter 53 offentlige sygehuse med tilsammen ca. 16.000 sengepladser (2013) og beskæftiger i alt 106.000 mennesker, heraf 15.600 læger og 35.600 sygeplejersker (2015). Årligt er der 1,3 mio. indlæggelser og 7,8 mio. ambulatoriebesøg.

Der er sket et fortsat fald i antallet af sygehuse. En del af faldet skyldes sammenlægninger til større organisatoriske enheder. Der har tillige været en nedgang i antallet af sygehussenge, men antallet af behandlede patienter er ikke gået ned, hvilket kan betragtes som udtryk for øget effektivitet. Antallet af patienter, som behandles ambulant, er også steget.

I slutningen af 1990'erne kom der øget opmærksomhed på ventetidens længde før undersøgelse og behandling på sygehus eller hos praktiserende speciallæger, således som den viser sig ved forlængede ventelister. Forøgelsen af ventetiden skyldes en kombination af et stigende antal ældre i befolkningen med aldersbetingede lidelser, forbedrede og samtidig resursekrævende behandlinger kombineret med befolkningens forventning om at få del i disse muligheder samt vanskeligheder med at honorere kravene af økonomiske og personalemæssige grunde.

Skiftende regeringer og Folketinget har taget en række initiativer for at imødegå disse forhold. Nogle af disse har været at tildele de ansvarlige for sygehusvæsenet, dvs. tidligere amterne og Hovedstadens Sygehusfællesskab, i dag regionerne, ekstra statslige midler, som det skete i 1993 i forbindelse med Hjerteplanen. Tilsvarende har der været givet særlige statslige tilskud til kræftbehandling (Kræftplanen) og til modernisering af de psykiatriske afdelinger.

I 1993 indførtes frit sygehusvalg for al ikke-specialiseret behandling. I 2002 indførtes det udvidede frie sygehusvalg, der giver ret til valg af privathospital e.l., hvis den fastsatte ventetid overskrides.

Fra midten af 1990'erne har der været en betydelig stigning i antallet af danskere med nye former for private sygeforsikringer, ligesom antallet af privathospitaler er steget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Rosdahl: Danmark - sundhedsforhold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61050