• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Cuba - sundhedsforhold

Oprindelig forfatter NRosd Seneste forfatter Redaktionen

En cubaners middellevetid er 75 år for mænd, 80 år for kvinder (2009), stort set det samme som i Danmark. Dødeligheden for børn under seks år, som var 90‰ i 1960, er i 1994 12‰. Dødeligheden i første leveår er 10‰.

Efter Castros magtovertagelse blev udbygningen af sundhedsvæsenet prioriteret højt. Landet har nu flere læger pr. indbygger end Danmark (5,88 pr. 1000 indb.) og næsten lige så mange sygehussenge (5,8 pr. 1000 indb.). Sundhedsvæsenet er helt statsfinansieret. Ændringer i infrastruktur med bl.a. tilfredsstillende vandforsyning har samtidig betydet en væsentlig forbedring af sundhedstilstanden.

I 1992-93 udviklede over 50.000 cubanere beriberi pga. mangel på B1-vitamin (thiamin). Sandsynligvis var den amerikanske handelsblokade, iværksat ca. 30 år tidligere og skærpet i 1992, en medvirkende årsag til beriberi-epidemien.

Annonce

Cuba har stort set fået udryddet de traditionelle tropesygdomme. Sygdoms- og dødelighedsmønsteret nærmer sig de industrialiserede landes. Dødeligheden pga. kræft og hjertesygdomme udgør nu hhv. 19% og 30% af det samlede antal dødsfald.

Læs mere om Cuba.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Rosdahl: Cuba - sundhedsforhold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=59862