Brasilien - sundhedsforhold

Landet rummer store forskelle i befolkningens sundhedstilstand, som er dårligst i Nordbrasilien og i landdistrikterne.

Befolkningstilvæksten er faldende; i 2000-tallet føder en kvinde i gennemsnit 1,9 børn, højest i landdistrikterne. Dødeligheden for børn i første leveår er 29 pr. 1000 levendefødte med stor forskel mellem regionerne. Middellevetiden er 72 år mod 52 år i 1960.

Infektionssygdomme er årsag til næsten 20% af dødsfaldene i nord mod ca. 5% i syd, hvor til gengæld dødeligheden af hjerte-kar-sygdomme nærmer sig sydeuropæiske forhold med knap 40% af dødsfaldene. Kræftdødelighed ligger under halvdelen af danske tal med ca. 10%. Død pga. ulykker, selvmord og drab ligger på ca. 15%. Især i den nordøstlige del er registreringen af dødsårsager dog mangelfuld.

Omkring 1990 blev der årligt registreret over 0,5 mio. malariatilfælde. Flere millioner er inficeret med den parasit, som forårsager Chagas' sygdom. Gul feber, denguefeber og spedalskhed er også udbredt. Dårlig ernæring medfører, at over halvdelen af befolkningen har en eller flere mangelsygdomme. Aids viste sig tidligt, og der var i 1994 registreret 49.000 tilfælde.

Brasilien bruger 5,8% af sit BNP på sundhedsvæsenet; heraf udgør det offentliges andel en tredjedel. Sundhedsvæsenets resurser kommer fra det nationale budget, fra et socialforsikringssystem og fra privat side. Sygehuskapaciteten er 3,6 senge pr. 1000 indb. Fordelingen af både sengepladser og sundhedspersonale er meget ulige fordelt med op til fire gange flere i de store byer end i landdistrikterne.

Fra begyndelsen af 1990'erne bredte aids sig med foruroligende hast, og det blev da anslået, at der i 2000 ville være 1,2 mio. hiv-smittede. Der blev iværksat en række forebyggende indsatser med oplysning, uddeling af kondomer samt sprøjter og kanyler af offentlige og private organisationer, bl.a. støttet af Verdensbanken. I 2001 formodes antallet af smittede at have været 600.000.

Da der i 2001 var ca. 100.000 hiv-smittede i behandling, udgjorde udgiften til de nye antivirale lægemidler en meget stor belastning for sundhedsbudgetterne, hvilket har været med til at reducere midlerne til behandling af følgesygdomme til aids. Det lykkedes imidlertid for regeringen at skaffe de antivirale lægemidler langt billigere. I en række tilfælde accepterede internationale producenter, at stofferne blev fremstillet i Brasilien, mod at der blev betalt en stærkt reduceret royalty til patentindehaveren. Dette betød, at den årlige pris for en identisk behandling i 2001 var 4000 dollar i Brasilien mod 15.000 dollar i USA. Hvis det ikke havde vist sig muligt at opnå enighed, var regeringen indstillet på at producere lægemidlet uden aftale. Dette kan gennemføres pga. en undtagelsesbestemmelse i de internationale patentaftaler indgået gennem Verdenshandelsorganisationen (WTO), som tillader et land at se bort fra aftalerne, hvis det erklærer sig i en national nødsituation pga. sygdommen. WTO har støttet Brasilien i dette synspunkt. Aids-bekæmpelsen har været forholdsvis vellykket, og Brasilien er på dette punkt blevet et forbillede for mange tredjeverdenslande. I dag er antallet af smittede stabiliseret (anslået ca. 660.000 i 2003), og antallet af aids-relaterede dødsfald er faldende.