Socialmedicin, læren om sociale årsager til sygdom, sociale følger af sygdom samt samfundets foranstaltninger til sygdomsbehandling, -forebyggelse og sundhedsfremme.

Teoretisk socialmedicin

Teoretisk socialmedicin studerer disse forhold vha. epidemiologiske, sociologiske og andre forskningsmetoder, dvs. kvantitative og kvalitative metoder med baggrund i både lægevidenskabelig, samfundsvidenskabelig og humanistisk forskningstradition. Som materiale benyttes ofte sociale og helbredsmæssige registerdata, spørgeskemaundersøgelser eller forskningsinterview, hvis resultater analyseres ved kvalitativ eller kvantitativ analyse med anvendelse af avancerede statistiske metoder med hensyntagen til forskellige fejlkilder, herunder vurdering af betydningen af enkelte personers manglende deltagelse (bortfaldsanalyse). Forskningen fokuserer fx på social ulighed i helbred og dødelighed, helbredets indflydelse på arbejdsliv og dagligdag samt sundhedsvæsenets funktion og effektivitet.

Klinisk socialmedicin

Klinisk socialmedicin omfatter det lægelige arbejde med enkeltindivider, grupper eller lokalsamfund på grundlag af fagets teoretiske viden. Det kliniske arbejde omfatter dels de egentlige socialmedicinske sager, fx revaliderings- og førtidspensionssager, dels en del af det lægelige arbejde med patienter i almindelighed, fx ved ud over den biologiske undersøgelse og behandling altid at inddrage patientens funktion, velbefindende og fremtidsmuligheder. De egentlige socialmedicinske sager indebærer ofte støtte til marginaliserede og trængte befolkningsgrupper, fx støtte til børnefamilier for at forhindre fejludvikling og belastning af børn, støtte til dårligt fungerende familier, handicappede, langtidssygemeldte, særligt socialt belastede patientgrupper, fx socialhjælpsmodtagere, alkoholikere og stofmisbrugere, samt støtte til svagtstillede ældre.

Historie og udvikling

Ordet socialmedicin blev første gang anvendt under Februarrevolutionen i Frankrig i 1848 som et praktisk udtryk for, at lægevidenskabelig ekspertise burde inddrages i samfundets ledelse for at forbedre især de lavere klassers sundhed. Den tyske læge Rudolf Virchow begyndte i 1848 udgivelsen af et selvstændigt socialmedicinsk tidsskrift, og hans indsats blev banebrydende for faget. Han betragtede fx epidemier som tegn på sociale og politiske misforhold.

De første socialmedicinske professorater blev oprettet i Storbritannien i midten af 1940'erne. Efter 2. Verdenskrig er der sket en rivende udvikling både inden for fransk og tysk socialmedicin med vægt på levekårenes betydning og inden for angelsaksisk socialmedicin, der især lægger vægt på livsstilens betydning. Den internationale socialmedicin er nu i væsentlig grad præget af WHO (se sundhed).

I Danmark gav koleraepidemien, som ramte København i 1853, anledning til megen socialmedicinsk aktivitet. Lægen Emil Hornemann var en ildsjæl og heftig kritiker af de dårlige hygiejniske forhold i København. Han beskrev de elendige vilkår, som de fattige levede under, og den ledsagende dårlige sundhedstilstand. Han forudså koleraepidemiens komme netop på baggrund af den sammenstuvede fattigdom, den dårlige vandforsyning og den manglende kloakering. Et konkret resultat heraf var bygningen af Lægeforeningens Boliger (Brumleby) som et eksempel på sunde arbejderboliger. I 1930'erne var der en heftig socialmedicinsk debat blandt danske og nordiske læger. I Danmark dannedes gruppen af socialistiske medicinere, bl.a. med Mogens Fog og Villars Lunn som drivende kræfter, og Lægeforeningens Hygiejnekomité blev stiftet i 1936. Siden har Hygiejnekomitéen (nu Sundhedskomitéen) bidraget til løsning af socialmedicinske problemer. Den århusianske læge Helge Kjems (1909-99) anses for at være den første danske sociallæge i en mere nutidig forstand, og i 1948 oprettedes Socialmedicinsk Klinik i Århus med Kjems som chef. Det familierettede arbejde var krumtappen i klinikkens funktion, og arbejdet dannede skole for tværfagligt familiearbejde overalt i landet.

Fødselslægen Teit Kærn (1908-91), der bl.a. var læge ved Mødrehjælpen, beskrev det kroniske belastningssyndrom hos gravide i 1950'erne. Denne beskrivelse har senere dannet baggrund for et nuanceret syn på sociale belastninger i mange andre sammenhænge. Børnelægen Svend Heinild var i en menneskealder ivrig debattør og fortaler for børnene og beskrev socialpædiatri som livsomstændighedernes betydning for børns sygdom og sundhed. Amtslæge Vagn Christensen beskrev i sin disputats fra 1953 boligforholdenes betydning for børns sygelighed og har gennem sit senere arbejde præget det socialmedicinske arbejde i Danmark med vægt på tværfagligt samarbejde med udgangspunkt i det primære sundhedsvæsen, brugerne og sundhedspædagogisk arbejde. Vagn Christensens disputatsarbejde er senere fulgt op af sociologen Tavs Folmer Andersen (f. 1948), der kunne vise, at den sociale arv stadig er uhyggelig virksom, bl.a. målt ved indlæggelser på psykiatrisk afdeling, selvmord, behov for langvarig social støtte og kriminalitet. Den første danske professor i socialmedicin, Poul Bonnevie, har præget en hel generation af læger gennem sin undervisning og ikke mindst den første lærebog i socialmedicin. Han påpegede, at gode miljøforhold vil medvirke til bedre mestring af vanskeligheder (coping), og at stærke og robuste mennesker har bedre overskud til at ændre uheldige forhold.

Slutningen af 1900-t. blev præget af et udbygget socialmedicinsk arbejde på mange niveauer med mange lokale projekter i kommuner og amtskommuner og centralt med krav til kommuner og amtskommuner om bevidst sundhedsplanlægning med vægt på forebyggelse. På centralt niveau er dette udmøntet i forebyggelsesprogrammet fra 1989, mange puljemidler til forskning og udvikling på det socialmedicinske område, ny lovgivning om stofmisbrugere, forebyggende sundhedsordninger for børn og unge mv. samt ændring af hele den sociale lovgivning i 1998 med et forsøg på vægtning af aktiv indsats med henblik på selvforsørgelse frem for passiv forsørgelse. Dette er dog ofte vanskeligt at gennemføre i den konkrete sociale virkelighed, især for mennesker med svære socialmedicinske problemer. Senest fremkom folkesundhedsprogrammet 1999-2008 som en reaktion på, at middellevetiden i Danmark ikke er steget som forventeligt sammenlignet med andre lande. Programmets overordnede mål er dels "længere liv med højere livskvalitet", dels "social lighed i sundhed". Programmet er et handlingsorienteret, tværfagligt forebyggelsesprogram med bidrag fra ti ministerier. Det er et ambitiøst program, og tiden vil vise, hvor realistisk det er, og om den nødvendige prioritering med hensyn til især social lighed er politisk fremkommelig. Programmet er et udtryk for den stigende erkendelse af, at hverken sofistikerede bioteknologiske/farmakologiske behandlinger eller forebyggelse med et stigende antal screeningsprogrammer, livsstilsprogrammer og kampagner er tilstrækkelige til at ændre middellevetid eller livskvalitet, men at grundlæggende ændringer af sociale uligheder på materielle, økonomiske, uddannelsesmæssige og kulturelle områder er nødvendige.

Uddannelsesmæssigt er der etableret en uddannelse i folkesundhedsvidenskab og et Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet med afdelinger for socialmedicin og psykosocial sundhed, sundhedstjenesteforskning, almen medicin, epidemiologi, international sundhed, miljø- og arbejdsmedicin, medicinsk videnskabsteori og etik, biostatistik m.m., ligesom studieplanen for lægeuddannelsen er ændret med en øget vægt på kliniske færdigheder og kommunikation. I Danmark har især Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi (DIKE, fra 1999 Statens Institut for Folkesundhed) ved sine meget grundige undersøgelser af sundheden i den danske befolkning beskrevet udviklingen og bidraget til diskussionen vedrørende definition af sundhed: Sundhed opfattes som en resurse, der giver mulighed for at modstå og mestre de daglige udfordringer og belastninger i modsætning til sygdom.

I 1990'erne skete der en opblomstring af interesse, forskning og aktivitet inden for andre videnskabsområder, eksempelvis humanistisk medicin, medicinsk sociologi, sundheds- og socialpsykologi og medicinsk antropologi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig