forsørgelse

Forsørgelse, det at sørge for almindelige, daglige livsfornødenheder i form af mad, tøj og bolig. Den enkelte har pligt til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn. Den privatretlige forsørgelsespligt gælder gensidigt mellem ægtefæller i ægteskabet. Med penge eller arbejde i hjemmet skal ægtefællerne efter evne bidrage til hinandens og deres eventuelle børns forsørgelse. Ophæves samlivet, pålægges der børnebidrag og evt. ægtefællebidrag. Ifølge Bistandsloven har den enkelte også en offentligretlig forsørgelsespligt, dvs. en pligt over for det offentlige til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn. Når ægtefæller ikke kan forsørge hinanden, eller forældre ikke deres børn, er det offentlige herefter forpligtet til at yde en række sociale ydelser. Den offentligretlige forsørgelsespligt mellem ægtefæller ophører ved separation og skilsmisse og over for børn, når de fylder 18 år, gifter sig eller selv får børn.

Ifølge Bistandsloven kan man blive berettiget til offentlig forsørgelse efter indtræden af en såkaldt social begivenhed, fx sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse o.l.

Den offentlige forsørgelse kan finde sted i form af en økonomisk ydelse, dvs. kontanthjælp efter Bistandsloven. I tråd med nyere socialpolitiske opfattelser kan der også blive tale om revalidering eller økonomisk forsørgelse samtidig med aktivering. Herved forsøger man ud over forsørgelsen at hjælpe med at skabe en meningsfuld og struktureret hverdag og samtidig yde bistand til genvindelse af erhvervsevnen, så man atter kan forsørge sig selv.

Modtagelsen af offentlig forsørgelse gennem længere tid antages at påvirke den enkelte i negativ retning. Således kan både helbred, selvtillid og livsstil blive påvirket af en passiv dagligdag, og langvarig forsørgelse medfører risiko for permanent udstødning fra arbejdsmarkedet.

Undersøgelser udført af Socialforskningsinstituttet har vist, at jo længere en social begivenhed varer, jo mindre er sandsynligheden for, at man senere generhverver evnen til at klare sig selv. Generelt gælder det, at en social begivenhed, der varer over tre måneder, har tendens til at blive varig. I flere af de sociale love er der derfor indsat bestemmelser om, at alle sager skal vurderes efter tre måneder for at se, om der er behov for andre støtteforanstaltninger, fx rådgivning og vejledning, der kan bidrage til, at den pågældende generhverver evnen til at klare sig selv. Se også førtidspension.