Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

alment praktiserende læge

Oprindelig forfatter GAlmi Seneste forfatter Redaktionen

Patient i konsultation hos en alment praktiserende læge.

Patient i konsultation hos en alment praktiserende læge.

alment praktiserende læge, familielæge, tidligere kaldt huslæge, en autoriseret læge, som giver personlig, primær og vedvarende hjælp til enkeltindivider, familier og befolkningsgrupper.

Begrebet har eksisteret i mange år som en central del af sundhedsvæsenet. Indtil midten af 1960'erne havde lægen konsultation i sin private bolig, næsten alle var mænd, og mange fik hjælp af deres ægtefælle. I de få praksis, hvor der var mere end én læge, drejede det sig gerne om lægeægtepar. Lægen kunne tilkaldes døgnet rundt; fravær blev aftalt med en nabolæge fra gang til gang. Stor arbejdsbyrde, bundethed og kollegial isolation medførte, at få valgte at blive alment praktiserende læge i årene 1950-70.

Indtil 1976 kunne enhver læge, som havde arbejdet et år på et sygehus, nedsætte sig som alment praktiserende, når og hvornår den pågældende ville. Mulighederne for efteruddannelse var sparsomme. Siden er forholdene blevet helt ændret.

Annonce

Uddannelsen er forbedret, og kravene øget. Mange læger har sammen indrettet lægehuse, og overalt i landet er nat- og weekendarbejde organiseret i vagtordninger. Antallet er øget betydeligt til ca. 3400 i 2017; lidt over halvdelen er kvinder, ca. 70 % arbejder i lægehuse og resten i solopraksis.

Ved alle universiteter undervises kommende læger i almen medicin (dvs. fagindholdet i almen praksis). For at blive alment praktiserende læge skal lægen efter embedseksamen gennemføre dels en kliniske basisuddannelse omfattende en 12-måneders reservelægeansættelse, dels en femårig speciallægeuddannelse. Årlige efteruddannelseskurser er reglen. Fra 1994 er faget anerkendt som lægespeciale (almen medicin).

I Danmark har sundhedsvæsenet bygget på praktiserende læger i mere end 100 år. Denne form for lægevirksomhed er vokset frem ved en demokratisk proces — især styret af sygekasserne efter en slags forsikringsprincip. Disse indgik på deres medlemmers vegne aftaler med de enkelte lokale læger om prisen på lægehjælp. I 1973 overtog staten som følge af Sygesikringsloven hele området; herved sikredes alle lige og gratis adgang til primær lægehjælp.

Denne tilblivelse er årsag til, at myndighederne stadig har aftale med hver enkelt læge, som fortsat har ansvaret for, at alle indbyggere har mulighed for lægehjælp døgnet rundt. En struktur som denne med den alment praktiserende læge som den centrale person har været almindelig i mange lande, men har kun overlevet i få (Holland, Norge og Storbritannien foruden i Danmark).

I de fleste andre har lægelig specialisering medført, at begrebet har været tæt ved helt at dø ud. To forhold er ved at bringe det tilbage: et helhedspræget syn på menneskets sygdomme har medført ny tilgang og forbedret uddannelse i flere lande (fx Sverige og USA); det stigende resurseforbrug i sundhedssektoren har medført, at mange lande reorganiserer deres sundhedsvæsen og bygger på dette system (fx Østeuropa).

Arbejdsgrundlaget hviler på en lang tradition og på mange års udvikling med følgende grundelementer: Lægen er placeret som den primære person, dvs. den, man først henvender sig til; man kan komme med alle slags helbredsproblemer; lægen skal være bredt orienteret om fysiske, psykiske og sociale helbredsforhold; lægen prøver at se på hele det syge menneske og ikke blot på den syge del af mennesket; lægen yder vedvarende behandling, dvs. at der er sammenhæng i forløbet, og man kan vende tilbage til den samme læge; lægen har normalt en journal, hvori oplysninger fra hele sundhedsvæsenet samles.

Samfundet har gjort den alment praktiserende læge til "dørvogter" i sundhedsvæsenet, dvs. at mange andre ydelser end direkte sygehjælp normalt formidles via ens læge. Det gælder henvisning til specialister, sygehuse og fysioterapi, udstedelse af recepter, sygemeldinger og mange attester inden for socialvæsenet.

Forholdet mellem patient og læge er baseret på den enkelte borgers valg af sygesikringsgruppe: Enten er man tilknyttet én bestemt læge med gratis lægehjælp (gruppe 1), eller man er uden denne tilknytning mod en delvis egenbetaling (gruppe 2). Langt de fleste er tilmeldt gruppe 1. Desuden baseres forholdet på frit valg af den læge, hvortil man knyttes. Langt de fleste mennesker bruger den samme læge i mange år; skift er hyppigst ved flytning ud af lægens distrikt. Det er til enhver tid muligt at skifte læge mod betaling af et honorar.

I lægehusene er de fleste patienter knyttet til en bestemt læge. Det stabile patient-læge-forhold er fortsat vigtigt, men noget svækket de senere år, dels som følge af bedre organiseret arbejdstid, vagtordninger, flere læger sammen i lægehuse, og dels af, at læger deltager i uddannelse og forskning. I større praksis søger man ved fælles journaler, fælles arbejdsprincipper etc. at råde bod på den manglende kontinuitet.

Fortrolighed er vigtig og bygger på lægens tavshedspligt. I en lang række tilfælde skal lægen dog give oplysninger videre til myndigheder, forsikringsselskaber o.a. med patientens tilladelse. I enkelte tilfælde har lægen anmeldepligt, fx ved mistanke om børnemishandling.

Kommunikationen mellem patient og læge er central i almen praksis, idet næsten al behandling gennemføres af patienten selv. Lægen er en slags konsulent for sin patient og skal med sin faglige viden søge at give patienten de bedste råd.

Patienterne ses oftest i lægens konsultation, men hjemmebesøg aflægges også, om end i langt mindre omfang end tidligere. Virkemidlerne er undersøgelse, udredning, observation, medicin, mindre operationer, rådgivning, terapeutiske samtaler, henvisning til andre kyndige og indlæggelse. For mange er lægen en støtteperson, en slags sjælesørger.

Langt hovedparten af kontakterne klares af egen læge. Som led i disse udredninger anvender lægen i en del tilfælde undersøgelser, fx røntgen og laboratorier, uden for sin praksis. Selvom grundelementerne er ret uændrede, er indholdet i arbejdet skiftet gennem årene. Assistance ved fødsler og behandling af skader er næsten ophørt, mens forebyggende arbejde og samtalebehandling pga. psykiske problemer og familieproblemer er tiltaget. Se også læge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Almind: alment praktiserende læge i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36265