Elektronmikroskopisk billede af en nerveende med vesikler, som indeholder neurotransmittere.
.
Licens: CC BY NC 2.0

Neurotransmitter er et kemisk stof, der overfører et signal fra en nervecelle til en anden nervecelle. Overførslen sker i kontaktstedet mellem de to nerveceller, som kaldes en synapse. Nervecellen, der sender signalet kaldes den præsynaptiske neuron og nervecellen, der modtager signalet kaldes den postsynaptiske neuron.

Faktaboks

Etymologi
1. led i ordet neurotransmitter er neuro-, og 2. led er transmitter, som kommer af engelsk og er en afledning af transmit 'oversende', jf. transmission.

Overførslen af neurotransmittere

Neurotransmitterne findes indesluttet i små blærer (vesikler) i præsynapsen, som sidder i enden af nervecellens axon (axonterminalen).

Når et elektrisk signal i en nervecelle når til enden af axonet, frigøres en masse neurotransmittermolekyler fra vesiklen i den præsynaptiske nervecelle, som svømmer ud i den synaptiske spalte mellem de to neuroner. På den anden side af synapsespalten binder neurotransmitterne sig til forskellige receptorer der sidder i cellemembranen på overfladen af den postsynaptiske neuron.

Nogle af receptorerne er ionkanaler, der åbner for indstrømning af elektrisk ladede ioner, hvilket kan starte et nyt elektrisk signal i den anden nervecelle. På denne måde omdannes et elektrisk signal fra den ene neuron til et kemisk signal i synapsen, som igen omdannes til et elektrisk signal i den anden neuron. Dette er måden nerveceller kommunikerer med hinanden, men også med muskelceller og kirtelceller.

Afslutning af signaloverførslen

Signalet afsluttes ved, at de mange frigivne neurotransmittere enten deaktiveres ved omdannelse eller ved at blive genoptaget af transportører, der sidder i membranen på denne celle, der har frigivet neurotransmitteren. Inde i cellen kan signalstoffet igen blive pakket ind i vesikler og blive genbrugt til et nyt signal.

Lægemidler som kemisk kommunikator

Neurotransmittere gør det altså muligt at overføre nervesignaler mellem nerveceller, fx mellem de mange nerveceller, der findes mellem en tå og det smerteopfattende center i hjernen. Det er også grunden til, at kemiske stoffer kan bruges som lægemidler til hjernesygdomme, da man kan lave kemiske stoffer, der kan påvirke på den kemiske kommunikation mellem nerveceller.

Forskellige neurotransmittere

Der findes mange forskellige neurotransmittere, som har deres egne receptorer, vesikler og transportører. De to mest udbredte signalstoffer, som står størstedelen af kommunikationen i hjernen, er aminosyrerne glutamat, som er aktiverende (excitatorisk) og GABA, som er hæmmende (inhibitorisk). Andre neurotransmitterne er adrenalin, dopamin og serotonin, som alle er monoaminer, ligesom histamin og noradrenalin. Derudover er vigtige neurotransmittere acetycholin; aminosyrerne glycin og aspartat; gasserne nitrogenoxid, kulmonoxid og svovlbrinte; Substance P og opoide peptider (endorfiner).

Neurotransmitteres rolle i sygdomme

Ubalancer og mangler i neurotransmittersystemer menes at spille en central rolle i mange sygdomme. Lægemiddelstoffer, der på forskellig vis påvirker neurotransmittersystemerne, anvendes til behandling af mange psykiatriske og neurodegenerative lidelser. Lægemidlerne kan enten virke direkte på receptorne, som for eksempel diazepam, som er en benzodiazepin, der virker på GABA-receptorer eller morfin, der aktiverer de opoide receptorer. Lægemidler kan også virke på produktionen, nedbrydningen, genoptaget eller frigivelsen af signalstofferne, som for eksempel de antidepressive SSRI-stoffer, der rammer genoptaget af serotonin, eller kolinesterasehæmmere mod demens, der blokerer nedbrydning af acetylcholin.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig