Knogle, del af det mineraliserede skelet hos hvirveldyr. Knogler har flere funktioner. I bevægeapparatet tjener de som ledforbundne vægtstænger for musklernes træk under legemets bevægelser og som afstivning mod tyngdekraften. Sårbare organer, fx centralnervesystem og øjne, beskyttes effektivt ved helt eller delvis at omsluttes af knogler. Desuden tjener knoglerne som et dynamisk depot for calcium i forbindelse med regulering af koncentrationen af calciumioner i legemsvæskerne (se calcium og calcium-stofskiftet).

Faktaboks

Etymologi
Ordet knogle kommer af middelnedertysk knokel, dim. af knoke 'ben, knogle'; latin os.

Den enkelte knogles udformning er så specifik, at det i reglen er muligt ud fra det blotte udseende at fastslå, fra hvilken dyreart knoglen stammer, samt at anslå individets alder; for visse knogler også kønnet. Knogler kan tillige bære vidnesbyrd om ernæringsforhold og en række sygdomme. De er biologisk svært nedbrydelige og bevarer deres struktur længe efter et individs død og bløddelenes nedbrydning. Knogler bliver herved et af de vigtigste studieobjekter i arkæologien, antropologien og palæontologien. De celler, osteocytter, der findes indlejrede i knoglesubstansen, er under gunstige forhold så beskyttede, at deres DNA-molekyler lader sig analysere selv i mange tusinde år gamle knogler, hvilket bl.a. muliggør udredning af uddøde arters slægtskabsforhold. Se også knoglevæv og skelet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig