Menneskets kranium præges først og fremmest af den store hjerne, som er indesluttet i det beskyttende neurokranium, hjernekassen, der har et gennemsnitligt rumfang på 1300 cm3 for den voksne kvinde og 1450 cm3 for manden. Gennem nakkehullet, foramen magnum, står hjernen i forbindelse med rygmarven, og gennem flere mindre huller i hjernekassens bund er hjernen via de såkaldte hjernenerver forbundet med sanseorganer, hud og muskler på hoved og hals. Visse mindre dele af hjernekassens bund dannes samtidig med hvirvelsøjlen og anlægges ligesom denne først som brusk, der siden erstattes med knoglevæv.
Den øvrige del af hjernekassen anlægges som knogleplader dybt i huden ved en såkaldt desmal forbeningsproces (se knogle). Disse knogleplader (pandebenet, os frontale; issebenet, os parietale; dele af nakkebenet, os occipitale; kilebenet, os sphenoidale; og tindingebenet, os temporale) er ved fødslen stadig delvis adskilte, således at hovedet kan tilpasse sig en snæver fødselskanal (se fontaneller). I løbet af det første leveår forbindes pladerne kant mod kant i suturer. I hjernekassens bund indgår en del af tindingebenet, det såkaldte fjeldben, der som en beskyttende kapsel omslutter høre- og ligevægtsorganet.
I takt med hjernens vækst gennem barndommen øges hjernekassens rumfang ved tilvækst langs suturerne, samtidig med at en langsom ommodellering ændrer knoglepladernes krumning. Væksten er ikke ligeligt fordelt mellem de forskellige suturer, hvilket giver ophav til forskellige kranieformer, fx kortskalle, brachycephalus, og langskalle, dolichocephalus. Ophører breddetilvæksten på et tidligt tidspunkt langs den længdegående sutur, kompenseres der ved længdevækst, og kraniet bliver langt og kileformet mod issen (bådkranium). Ophører længdevæksten i den tværgående sutur, bliver kraniet kort og højt (tårnkranium). Er hjernens volumentilvækst unormalt stor og langvarig, oftest pga. vand i hovedet (hydrocephalus), lukker suturerne sent eller slet ikke, og hjernekassens volumen kan blive på flere liter.
Den normale hjerne kan inden for vide rammer tilpasse sig en abnorm kraniefacon. I visse kulturer har det været brugt at fremkalde permanente kraniedeformiteter ved stram omvikling eller pres mellem plader af børns hoveder igennem de første leveår.
Ansigtsskelettet er ligesom hjernekassen sammensat af flere enkeltknogler. Overkæbebenet, maxilla, bærer overmundstænderne og danner gulv for øjenhulen samt størstedelen af ganen, hvis bageste del dannes af ganebenet, os palatinum. Kindbenet, os zygomaticum, er sammenvokset med overkæbebenet og strækker sig desuden op mod pandebenet som en del af øjenhulens begrænsning og bagud i kindbensbuen, der som en knoglebjælke strækker sig bagud til tindingebenet. Næsebenet, os nasale, er en lille knogleplade, der former næseryggens øverste del. Sibenet, os ethmoidale, danner den midterste del af skillevæggen og loftet i næsehulen, hvor det består af en lille, tynd knogleplade, der er gennemhullet som en si af lugtenervens tråde. Sibenet danner desuden en større del af indervæggen i øjenhulen, hvis forreste del dannes af tårebenet, os lacrimale, hvori tåresækken er lejret i en lille grube.
Den bageste del af næseskillevæggen dannes af plovskærbenet, vomer, mens den forreste del udgøres af en bruskplade. Underkæbebenet, mandibula, er én sammenhængende, bueformet knogle, der fortil bærer undermundstænderne. Bagtil er den udformet som en stærk knogleplade, der tjener som fæste for tyggemusklerne, og som gennem kæbeleddet er i ledforbindelse med tindingebenets underside. På kraniets underside findes på hver side af næsehulens bageste udgang et fremspring, processus pterygoideus, der er dannet af kilebenet, og som tjener som fæste for nogle af tyggemusklerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.