• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hals

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

Hals. Menneskets hals rummer over 30 navngivne muskler, hvortil kommer 15 specielt knyttet til strubens og svælgets funktioner. Nogle af halsmusklerne tjener primært som ophæng for armen. Det gælder bl.a. trapeziusmusklen og musculus levator scapulae, der begge hæver skulderbladet. Hvis skuldrene holdes krampagtigt hævet gennem længere tid, fx i en uhensigtsmæssig arbejdsstilling, bliver områder af disse muskler ofte sæde for smertefulde spændinger, myoser, som ikke forsvinder under afslapning. På samme måde kan der, når hovedet langvarigt fastholdes i foroverbøjet stilling, fx under læsning, opstå myoser opadtil i den dybe nakkemuskulatur, hvilket er en almindelig årsag til hovedpine. Halsens skråmuskel tjener dels til drejning af hovedet, dels til at modvirke, at det falder bagover. Ved påkørsel bagfra bliver denne muskel derfor udsat for et kraftigt ryk, hvorved nogle af muskelfibrene kan overrives; en meget smertefuld fibersprængning, som ses ved piskesmældslæsion.

Hals. Menneskets hals rummer over 30 navngivne muskler, hvortil kommer 15 specielt knyttet til strubens og svælgets funktioner. Nogle af halsmusklerne tjener primært som ophæng for armen. Det gælder bl.a. trapeziusmusklen og musculus levator scapulae, der begge hæver skulderbladet. Hvis skuldrene holdes krampagtigt hævet gennem længere tid, fx i en uhensigtsmæssig arbejdsstilling, bliver områder af disse muskler ofte sæde for smertefulde spændinger, myoser, som ikke forsvinder under afslapning. På samme måde kan der, når hovedet langvarigt fastholdes i foroverbøjet stilling, fx under læsning, opstå myoser opadtil i den dybe nakkemuskulatur, hvilket er en almindelig årsag til hovedpine. Halsens skråmuskel tjener dels til drejning af hovedet, dels til at modvirke, at det falder bagover. Ved påkørsel bagfra bliver denne muskel derfor udsat for et kraftigt ryk, hvorved nogle af muskelfibrene kan overrives; en meget smertefuld fibersprængning, som ses ved piskesmældslæsion.

hals, den del af legemet, der forbinder hovedet med kroppen, og som navnlig hos krybdyr, fugle og pattedyr er specielt bevægelig, således at mundåbningen og sanseapparatet (syn, hørelse og lugtesans) kan orienteres i rummet uden medbevægelse af kroppen. Bevægeligheden skyldes specielle udformninger af halshvirvlerne, der hos næsten alle pattedyr findes i et antal af syv, uanset halsens længde. Fugle har 9-25 halshvirvler (flest hos svaner), og en art af de uddøde svaneøgler havde 76 (se også skelet).

Muskulaturen ligger overvejende mod halsens rygside, nakken, svarende til, at de fleste dyr bærer hovedet på en fremstrakt eller foroverfældet hals, hvilket også gælder mennesket i de fleste arbejdsstillinger. Ned over menneskehalsens sideflader strækker sig halsens store skråmuskel, musculus sternocleidomastoideus, opadtil hæftet til kraniet bag ved øret og nedadtil til overkanten af brystben og nøgleben. På halsens forside findes et sæt spinkle muskler, tungebensmusklerne, der dækker skjoldbruskkirtlen og struben, som hos pattedyrene, navnlig mennesket, er højtudviklet som lydgivende organ. Bagved findes svælg og spiserør, og til siderne de store kar til hovedets blodforsyning og vigtige nerveforbindelser mellem hoved og krop. Beskyttet i hvirvelkanalen ligger rygmarven.

Menneskets hals rummer over 30 navngivne muskler, hvoraf navnlig de, der bevæger de øvre nakkeled, er meget præcist styrede og supplerer det mimiske udtryk, fx det næsten usynlige, lille samtykkende nik, et "kast ned nakken" osv. Kvindens hals er normalt slankere end mandens og virker pga. brystbenets lavere stilling også længere, evt. fremhævet af en nedringet (dekolleteret) klædning og smykker.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: hals i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88284