• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hånd

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

Hånd. Øverst: hånd set fra håndfladen. De kraftfulde muskler, der bøjer fingre og håndled, er beliggende på underarmen og udfører deres træk gennem slanke sener, således at håndens egen vægt holdes lav. Nederst: skrivende hånd. Når hånden udfører præcisionsarbejde, fx under skrivning, holdes håndleddet stabiliseret af dette leds specielle bøje- og strækkesener (hvoraf kun én er vist på billedet), mens fingerbevægelserne udføres ved et kompliceret samspil mellem de små muskler i hånden understøttet af de lange bøje- og strækkesener til fingrene. Blandt de små muskler er ved skrivning navnlig musculus interosseus dorsalis I og musklerne i tommelfingerballen (thenar) vigtige; skrivekrampe opstår navnlig i thenars muskler.

Hånd. Øverst: hånd set fra håndfladen. De kraftfulde muskler, der bøjer fingre og håndled, er beliggende på underarmen og udfører deres træk gennem slanke sener, således at håndens egen vægt holdes lav. Nederst: skrivende hånd. Når hånden udfører præcisionsarbejde, fx under skrivning, holdes håndleddet stabiliseret af dette leds specielle bøje- og strækkesener (hvoraf kun én er vist på billedet), mens fingerbevægelserne udføres ved et kompliceret samspil mellem de små muskler i hånden understøttet af de lange bøje- og strækkesener til fingrene. Blandt de små muskler er ved skrivning navnlig musculus interosseus dorsalis I og musklerne i tommelfingerballen (thenar) vigtige; skrivekrampe opstår navnlig i thenars muskler.

hånd, det gribeorgan, der hos mennesker og aber dannes af forlemmernes ydre segmenter: håndrod, mellemhånd og fingre. Hos visse andre dyr er forlemmerne helt eller delvis frigjort fra gangfunktionen og har undergået andre specialiseringer; fx til vinger hos flagermus og fugle, til luffer hos de havlevende pattedyr. Også andre dyr end aber og mennesker har udviklet håndlignende gribeorganer på forlemmerne til brug under klatring, fx træboende frøer og gekkoer. I forhold til foden har hånden bevaret flere af de oprindelige bygningstræk, der kendetegner den evolutionært tidlige udformning af de firefodede dyrs (tetrapodernes) lemmer, se fod.

Hånd hedder på latin manus.

Menneskehåndens knogler

Håndroden, carpus, er opbygget som en plastisk mosaik af otte små knogler bundet sammen af stramme ledbånd og arrangeret i to rækker. Den inderste række danner et ledhoved mod underarmens spoleben. En af knoglerne, bådbenet (os scaphoideum), er mindre stramt bundet og ændrer stilling i mosaikken ved sideværts bevægelse af håndleddet, hvorved ledhovedets form tilpasses spolebenets ledflade. Ophævelse af bådbenets bevægelighed, fx som følge af et forkert ophelet brud, medfører et stift eller stærkt funktionshæmmet håndled.

Den yderste række håndrodsknogler danner led med mellemhånden, metacarpus, der er sammensat af fem små rørknogler. Ledforbindelserne har ringe bevægelighed, undtagen tommelens (rodleddet), der er udformet som et saddelled med stor bevægelighed (se led), således at tommelen kan føres ind foran håndfladen og de øvrige fingre i den såkaldte oppositionsbevægelse. Denne er af betydning for såvel kraftgrebet, fx om et reb, som præcisionsgrebet, hvor et lille instrument, fx en blyant, holdes mellem fingerspidserne.

Annonce

Fingrene, digiti manus, nummereres startende med tommelen, pollex, som nr. 1; derefter følger pegefingeren, index; langemanden, digitus medius (også kaldet impudicus); ringfingeren, digitus annularis; og lillefingeren, digitus minimus, som nr. 5.

2.-5. finger er sammensat af tre små rørknogler, grundstykket, mellemstykket og yderstykket; tommelen mangler mellemstykket. Forbindelsen mellem fingrenes mellemhåndsknogler og deres grundstykke betegnes ofte knoled. Når knoleddene bøjes, strammes et sæt ledbånd på siderne af hvert led, således at fingrene presses sideværts sammen, eksempelvis under et fast greb. I strakt stilling er disse ledbånd slappe, således at fingrene kan spredes. Alle de øvrige fingerled er udformede som stramt styrede hængselled, der kun tillader bøje- og strækkebevægelser.

Hånd. Arm- og håndsegmenternes indbyrdes dimensionering og udformning er under evolutionen blevet tilpasset hvirveldyrlemmernes funktion, men kan alle føres tilbage til den samme stamform. Læg mærke til de store forskelle i fingrenes skelet, der hos fugle er stærkt tilbagedannet, mens det hos flagermus tjener til at holde vingens hudfold udspændt. Hvalens mange fingerled giver finnen dens stivhed, mens fingrene hos mennesket tjener som gribeorgan og til præcis manipulation.

Hånd. Arm- og håndsegmenternes indbyrdes dimensionering og udformning er under evolutionen blevet tilpasset hvirveldyrlemmernes funktion, men kan alle føres tilbage til den samme stamform. Læg mærke til de store forskelle i fingrenes skelet, der hos fugle er stærkt tilbagedannet, mens det hos flagermus tjener til at holde vingens hudfold udspændt. Hvalens mange fingerled giver finnen dens stivhed, mens fingrene hos mennesket tjener som gribeorgan og til præcis manipulation.

Muskler, sener og nerver

Håndens bevægelser fremkaldes dels af stærke muskler på underarmens for- og bagside, som overfører deres træk til håndens knogler gennem lange, slanke sener (se arm), dels af små muskler i selve hånden. Fem af underarmsmusklerne hæfter på mellemhåndsknoglerne og varetager håndleddets bevægelser. På 2.-5. finger hæfter sener fra tre underarmsmuskler, hvoraf den ene fremkalder bøjning i alle tre fingerled, den anden kun i mellemleddet og knoleddet, mens den tredje strækker alle fingerleddene samtidig. Tommelen har en særskilt strækkemuskel for rod-, grund- og yderleddet, mens der kun er én lang bøjemuskel fra underarmen til tommelen med virkning på både grund- og yderled.

Alle senerne fra underarmen er ved passagen af håndleddet nedbundet af stærke bindevævsbånd, retinakler, og indlejrede i seneskeder til sikring af friktionsfri glidebevægelser. På forsiden ligger senerne samlede i en snæver tunnel, karpaltunnelen, hvorigennem også håndens vigtigste følenerve (nervus medianus) passerer. Også i forløbet langs fingrenes bøjeside er de lange sener nedbundet og indlejrede i seneskeder. Irritation af håndleddets seneskeder, seneskedehindebetændelse, er almindelig og opstår i reglen som følge af uvante, gentagne bevægelser under belastning. Skeden hæver pga. væskeansamling og giver smerter ved bevægelse. I karpaltunnelen kan en sådan ansamling trykke på medianusnerven med føleforstyrrelser i 1.-3. finger til følge, det såkaldte karpaltunnelsyndrom.

De små muskler på selve hånden omfatter 19 navngivne muskler af særlig betydning for fingrenes præcisionsbevægelser. Otte af musklerne (musculi interossei dorsales og musculi lumbricales) overfører deres træk til 2.-5. finger gennem specielle senekonstruktioner, ekstensor-aponeuroserne, der er beliggende i forhold til ledakserne på en måde, så musklerne fremkalder bøjning i knoleddet under samtidig strækning af mellem- og yderled, fx under fingerarbejde. Til tommelen er knyttet fire små muskler beliggende i tommelfingerballen, thenar, og med virkning på rod- og grundled; en af musklerne varetager specielt den vigtige oppositionsbevægelse. Også lillefingerballen rummer et sæt små muskler med virkning på lillefingeren.

I håndfladen findes en flad seneudbredning, aponeurosis palmaris, som spændes, når fingrene strækkes, og hvortil huden er stramt nedbundet. Fingerspidserne er på bøjesiden polstrede med fedtvæv, og huden er nedbundet direkte til den underliggende knogle; neglene er dannet af specialiserede hudceller. Huden på fingre og håndflader danner et komplekst mønster af kamme og furer, der er konstant gennem hele livet og unikt for det enkelte individ, se fingeraftryk. Håndfladens foldelinjer har siden oldtiden tjent spådomskunst, se kiromanti.

Hånden forsynes af armens tre store nerver (nervus medianus, nervus ulnaris og nervus radialis). Navnlig fingerspidserne er rigt forsynede med følenerver, og styringen af fingrenes bevægelser er meget præcis. Ud over at tjene som et præcisionsstyret redskab er hånden et vigtigt føleorgan. Uden synets hjælp, men vha. hånden kan man danne sig præcise indtryk af genstandes form og overfladeegenskaber, den såkaldt stereognostiske sans. Velkendt er brugen af fingrenes følesans i blindeskrift, se også blindhed.

Ligesom fodsålen er huden på håndfladen og fingrenes gribeflader speciel ved helt at mangle hår og talgkirtler. Dette gør, sammen med hudens overfladerelief, at grebet bliver fast og sikkert med høj friktion. Manglen på talgkirtler medfører at huden kvælder op og bliver rynket ved langvarigt ophold i vand. Huden på håndens gribeflade er desuden ejendommelig ved at være meget svagt pigmenteret, også hos sorte. De mange svedkirtler i håndfladerne er af betydning for varmeregulationen, hvor hånden spiller en særlig rolle.

I forhold til sin størrelse er hånden den legemsdel, der beslaglægger det største område af den motoriske og sensoriske hjernebark. Hånden er, ligesom den mimiske ansigtsmuskulatur, et vigtigt, ofte afslørende, udtryksmiddel, hvormed det sproglige og emotionelle udtryk understøttes; berøringer spiller en uhyre vigtig rolle under kommunikation mellem personer, også mere intimt erotisk.

Læs også om hånden som symbol.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: hånd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95657