Ansigt, lat. facies, forsiden af hovedet op til hårgrænsen. Ansigtet etablerer en række grundlæggende materielle og immaterielle forbindelser mellem individet og omverdenen. Munden er indgangen til fordøjelseskanalen og smagssansen, og læberne artikulerer det talte sprog, hvis indhold understreges og nuanceres af mimikken fremkaldt af ansigtsmusklerne. Næsen er indgangen til luftvejene og lugtesansen. Det ydre øre står i hørelsens tjeneste, øjenåbningerne i synets. Alle de til ansigtet knyttede sanser og funktioner formidles og styres af hjernenerver.
Ansigtets ydre form bestemmes i hovedtrækkene af kranieknoglerne (navnlig pandebenet, kindbenene og underkæben), næse- og ørebruskene samt af tandstillingen, mens detaljerne formes af bløddelene (ansigtsmuskler og fedtvæv) og af hudens overfladestruktur, farve og kartegning.
Ansigtet og navnlig øjenomgivelserne er et vigtigt særkende for individet og tjener, sammen med hovedhår og evt. skæg, til den hurtige og sikre identifikation af "bekendte", og fra ansigtet aflæses vejledende oplysninger om bl.a. alder, helbred, karaktertræk og stemning. Frisure, minespil og evt. kosmetik eller plastikkirurgiske ansigtsoperationer er velkendte virkemidler i individets bestræbelser på at opnå sine sociale hensigter; kontakt mellem mennesker, fx partnervalg, styres for en stor del af de indtryk, vi får af vore medmenneskers udseende, og her spiller ansigtet en særligt stor rolle (se også hoved).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.