Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jalousi

Oprindelig forfatter Moehl Seneste forfatter Redaktionen

jalousi, skinsyge, følelser forbundet med oplevelsen af at miste en særstilling hos et menneske til fordel for en rival. Jalousi er en sammensat, smertelig følelse, der bl.a. rummer vrede og misundelse over for rivalen samt bitterhed, afmagt og mistænksomhed over for det menneske, den jaloux person føler sig svigtet af. Styrken kan variere i grader fra vrede over, at partneren er optaget af en anden, til den dominerende besættelse, der udarter til egentlige vrangforestillinger (jalousiforrykthed).

Ordet jalousi kommer af fransk jalousie, af jaloux, afledt af middellatin zelus 'iver, skinsyge', af græsk zelos.

Freud skelnede mellem den almindelige, dvs. konkurrerende jalousi, der udløses af tabet af en elsket persons kærlighed, og den projicerede jalousi, der opstår som et forsvar imod forbudte ønsker, der projiceres over på partneren. Hermed undgår den projicerende person at blive bevidst om sine forbudte ønsker om utroskab, men prisen er jalousi, "det er ikke mig, der har lyst til at være utro. Det er dig!" Den enkeltes tilbøjelighed til jalousi afhænger af forløbet af såvel den tidlige narcissistiske fase, hvorunder den grundlæggende selvfølelse etableres, som af den ødipale fase.

Undersøgelser viser, at kvinders jalousi specielt retter sig mod partnerens følelsesmæssige forhold til andre kvinder, mens mænds jalousi provokeres af partnerens seksuelle forhold til andre mænd. Jalousi kan findes i alle tættere forhold, fx mellem søskende, men tydeligst i kærlighedsforhold.

Annonce

I Frankrig regnes jalousi som en formildende omstændighed ved forbrydelser (crime passionelle). Se også misundelse.

Litteratur anbefalet af Den Store Danskes brugere

Jalousibogen (2011, gratis)

Jalousibogens hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Møhl: jalousi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100567